Eksisterer der ulighed i det danske sundhedsvæsen?

Eksisterer der ulighed i det danske sundhedsvæsen? 

Det gør der ikke ifølge overlæge Jens Peter Kampmann. I hvert fald ikke ”ægte ulighed”, hvorved han mener, at der ikke skeles til status eller indkomst, når der træffes beslutning om behandling i sundhedsvæsenet.

Pladsen tillader ikke en gennemgang af alle Jens Peter Kampmanns synspunkter. Men jeg er helt uenig i påstanden om, at der ikke eksisterer ulighed i det danske sundhedsvæsen.

Den danske sundhedslov slår ganske vist fast, at der skal være let og lige adgang til sundhedsvæsenet. Desværre er det ikke tilfældet. Der er en række – helt ægte – problemer med lige adgang, ikke mindst for en række sårbare grupper af mennesker med handicap.

Uligheden er dokumenteret
Danske Handicaporganisationer har i en rapport fra november 2013 dokumenteret en række barrierer for lige adgang til det primære sundhedsvæsen. Resultaterne vil givetvis kunne overføres til andre dele af sundhedsvæsenet.

Brug af sundhedsvæsenet forudsætter, at man er i stand til at opdage, at man har et sundhedsproblem og gøre opmærksom på det, for eksempel over for en pårørende. Og så forudsætter det, at man er i stand til at henvende sig til det sted i sundhedsvæsenet, der kan behandle en.

Det er der en række sårbare grupper, der har svært ved. De magter kun i begrænset omfang – eller måske slet ikke – at tage vare på egen sundhed.  Det kan dreje sig om personer med en psykisk funktionsnedsættelse eller personer med udviklingshæmning.

Der er en række andre barrierer, der hindrer en lige adgang. Det kan være manglende viden hos de praktiserende læger om personer med udviklingshæmning, manglende ledsageordninger, for lidt viden om og fokus på sundhed hos personalet i botilbud - bare for at nævne et par eksempler.

Psykisk handikapede rammes også 
Vi ved, at personer med psykisk funktionsnedsættelse i gennemsnit dør 15-20 år tidligere end befolkningen som helhed. Vi ved fra udenlandske undersøgelser, at noget tilsvarende gør sig gældende for personer med udviklingshæmning. For begge grupper gælder, at de ofte dør af fysiske sygdomme, der ikke direkte har noget med deres handicap at gøre.

Tjekker man systematisk deres sundhed, finder man mange uopdagede sundhedsproblemer, der kan behandles. Det kan være alt fra synsnedsættelse til alvorlige sygdomme som kræft.

Ulige adgang til sundsvæsenet – og hvad deraf følger af ulighed i forhold til livskvalitet, sundhedstilstand og levealder - er ikke noget, de ansvarlige for sundhedsvæsenet i Danmark kan sidde overhørig. Både sundhedsloven og FN’s handicapkonvention forpligter dem til at handle og rette op på skævhederne.

Det lighedstjek af sundhedsvæsenet, som regeringen har lovet at sætte i værk, bør tage fat på uligheder i adgangen til sundhedsvæsenet for mennesker med handicap. Der må også indføres mere systematiske sundhedstjek for de sårbare grupper, så sundhedsvæsnet tilpasses til at imødekomme deres muligheder for at opnå lighed i sundhed.