Debat

Er det ikke bare incest alt sammen?

DEBAT: En stor del af stigmatiseringen af de mange, der lider af fibromyalgi og andre kroniske smertetilstande, skyldes tvivlen om, hvad baggrunden for smerterne er, skriver Gitte Handberg, formand for SmerteDanmark.
Foto: Lars Bye Møller
Researcher på Altinget | Social og Altinget | Udvikling.
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Udbredning af generel viden om kroniske smerter til patienterne selv, deres pårørende og behandlere i både sundheds- og socialvæsnet er afgørende for en positiv udvikling inden for dette område.

Gitte Handberg
Formand for SmerteDanmark
Fakta

Bland dig i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Af Gitte Handberg
Formand for SmerteDanmark

Forleden dag var jeg igen ude at undervise. Emnet var som altid kroniske smerter – det er her, jeg har min hjemmebane. Denne gang var det praktiserende speciallæger, der havde inviteret mig til at give et indblik i, hvordan vi medicinsk håndterer de forskellige smerteproblematikker, vi ser i hverdagen på det tværfaglige Smertecenter i Odense.

Jeg var godt i gang med at forklare, hvor vigtigt det er for behandlingsresultatet at skelne mellem akutte og kroniske smerter, da en kollega fra næstsidste række afbryder mig for at spørge:

Sig mig engang, er det ikke bare incest alt sammen. Når jeg tænker på de fibromyalgipatienter, som jeg ser, så er de alle sammen kvinder, og hele flokken har været udsat for overgreb eller sådan noget.”

Myte
Desværre er det spørgsmål, eller variationer over det spørgsmål, et fast indslag, hver gang jeg underviser. Og hvis spørgsmålet ikke bliver stillet, tager jeg det selv op, for jeg ved, at det er et grundlæggende tema for mange, der møder patienter med kroniske smerter uden en anerkendt diagnose. Og ikke kun blandt læger, men også fysioterapeuter, socialrådgivere og andet godtfolk.

Og svaret er nej. Der er overordnet intet i litteraturen, der tyder på, at mennesker med udbredte smerter i bevægeapparatet overordnet set har haft særligt vanskelige opvækstvilkår, har en særlig personlighed eller på anden vis har fælles psykosociale problemstillinger.

En stor del af stigmatiseringen af de mange mennesker, der lider af fibromyalgi og andre kroniske smertetilstande, skyldes for mig at se, at der længe har været tvivl om, hvad den patofysiologiske baggrund for smerterne er. Derudover beskrives smerterne forskelligt fra individ til individ og fra dag til dag, og smerteintensiteten svinger meget.

Fibromyalgi 
Patientens aktivitetsniveau er derfor meget svingende. På den måde forvirrer patienterne deres omgivelser, inklusive deres behandlere. Og ja, der er 10 kvinder for hver mand, der bliver diagnosticeret med fibromyalgi.

Men hvorfor dette faktum skulle give anledning til ikke at tage udgangspunkt i, at patienten har det præcist, som hun siger, det kan jeg ikke forstå. Der er intet, der tyder på, at kvinder og mænd, som har en hård opvækst bag sig, i særlig grad skulle udvikle kroniske smerter.

Om fibromyalgi og mange af de andre kroniske smertelidelser er det derimod vigtigt at fortælle, at vi ved:

  • Hvad kroniske smerter er

  • Hvad vi skal gøre ved det

  • Hvornår vi skal gøre noget ved det

  • Det er billigt at behandle

  • Der kan spares rigtig mange penge ved at gøre noget – ikke mindst ved at hjælpe patienterne med at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet

Der er desværre ingen, der i dag kan gøre alle mennesker med kroniske smerter smertefrie. Men med den rettidige, rigtige og individuelt tilpassede behandling kan patienterne spares for uendelig meget lidelse. Og de vil samtidig i langt større udstrækning end i dag kunne bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet på trods af deres smerter.

Udbredning af generel viden om kroniske smerter til patienterne selv, deres pårørende og behandlere i både sundheds- og socialvæsnet er afgørende for en positiv udvikling inden for dette område. Personligt ser jeg frem til den dag, hvor ”Det er nok incest alt sammen!” ikke er grundtonen i kontakten med de smerteramte.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00