Er regionen virkelig for uansvarlig til at håndtere personfølsomme data?

Af Pia Kjellberg og Jakob Kjellberg
Senior projektledere i KORA

Kernen i konflikten mellem regioner og de praktiserende læger handler om magt. Magten om, hvem der har ret til at sidde for bordenden, når strukturerne for fremtidens almene praksis skal tegnes.

Magtkampe af den karakter er notorisk svære at håndtere ved et forhandlingsbord, og i det lys er den nuværende konflikt mellem de praktiserende læger og regionerne på mange måder forudsigelig. Men som i mange krige om magten så er der en tendens til, at sagligheden bliver det første offer. 

PLO har f.eks. trykt plakater med nogle af de væsentligste argumenter imod regeringens lovforslag. Plakater, der pryder venteværelser i almen praksis rundtomkring i landet. Her fremgår det under overskriften "Regioner vil begrænse adgangen til din læge", at "Dine fortrolige helbredsoplysninger skal i fremtiden være tilgængelige for regionerne".

Argumentets egentlige intention
Lødigheden af det første udsagn kan man have flere indgangsvikler til, og meget af lovforslaget handler faktisk om øget tilgængelighed til almen praksis. Tilliden mellem alment praktiserende læger og deres altdominerende kunde må imidlertid siges at være meget tyndslidt, hvis PLO ikke tiltror regionen at kunne håndtere fortrolige helbredsoplysninger.

Tilliden mellem alment praktiserende læger og deres altdominerende kunde må imidlertid siges at være meget tyndslidt, hvis PLO ikke tiltror regionen at kunne håndtere fortrolige helbredsoplysninger.

Pia Kjellberg og Jakob Kjellberg
Senior projektledere i KORA

Hvis dette virkelig var korrekt, så ville der for alvor være grund til bekymring, særligt set i lyset af den ikke uanseelige mængde af fortrolige helbredoplysninger som regionerne i dag har i deres varetægt. Data på CPR-niveau om f.eks. medicinforbrug, sygehusindlæggelser, psykiatriske diagnoser og retspsykiatriske erklæringer. Alle data, som i dag befinder sig i regionerne, og som umiddelbart kunne forekomme mindst lige så fortrolige som data om f.eks.,  hvorvidt den praktiserende læge i tilstrækkelig grad er opmærksom på at indkalde patienter med kroniske sygdomme, der udebliver fra kontrolbesøg.

Der er mange gode grunde til, at regionerne har behov for data om, hvad der foregår i almen praksis. De har f.eks. brug for dem, hvis de skal sikre de nødvendige forudsætninger for sammenhængende patientforløb. 

Begrundelserne for, at regionerne ikke skal have adgang til de data, der allerede i dag indsamles af bl.a. datafangstsystemet, som alle almene læger allerede er tilsluttet, forekommer noget mere uklare.

Men information er et klassisk magtmiddel, og så er vi tilbage til, hvad konflikten reelt handler om: Magtkampe har deres egne regler og sjældent særligt smukke forløb. Det er dog grund til at stoppe op, når civilbefolkning, og her patienter, tages som gidsler.