Ergo- og fysioterapeuter: Genoptræning og rehabilitering skal sikres i det nye sundhedsvæsen
Den nuværende lovgivning skaber ulige vilkår for genoptræning, og derfor er ensartede rettigheder for alle borgere nødvendige for en effektiv genoptræning. Regler for genoptræning bør derfor samles i sundhedsloven, skriver Tina Nør Langager og Jeanette Præstegaard.
Tina Nør Langager
Formand, Ergoterapeutforeningen, bestyrelsesmedlem, Pensionskassen for Sundhedsfaglige, bestyrelsesmedlem, Sundhedsfagliges Ejendomsaktieselskab, PKAJeanette Præstegaard
Formand, Danske Fysioterapeuter 2022-, docent ved Professionshøjskolen Absalon, Center for Ernæring og RehabiliteringForebyggelse, rehabilitering og genoptræning er helt afgørende i vores fremtidige sundhedsvæsen.
Som samfund bør vi gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at vi borgere har så mange gode år som muligt, hvor vi er raske, funktionsdygtige og aktive i eget liv.
Det skylder vi den enkelte, og det skylder vi hinanden, fordi rehabilitering og genoptræning sparer personaleressourcer for vores i forvejen hårdt pressede sundhedsvæsen, plejesektoren og den samlede økonomi.
Derfor er det helt afgørende, at den nye struktur i sundhedsvæsenet sikrer adgangen til genoptræning og rehabilitering, uanset hvor i vores sundhedsvæsen man som patient befinder sig.
Som det er i dag, har vi et benspænd i lovgivningen, som betyder, at borgerens rettighed til målrettet genoptræning og rehabilitering er væsentligt dårligere, hvis du svækkes i eget hjem og får behov for genoptræning i modsætning til, hvis du har været indlagt på et hospital.
Det er et problem – særligt når vi gerne vil flytte mere og mere behandling fra sygehus til et sundhedsvæsen tæt på borgeren.
Genoptræning skal være en rettighed
Forestil dig, at en du er blevet indlagt og er sengeliggende på et hospital.
Efter at have været sengeliggende har du behov for genoptræning for at kunne genoptage dine almindelige dagligdags aktiviteter og blive så aktiv og selvstændig som muligt i dit eget liv. På sygehuset udarbejdes en genoptræningsplan.
Borgerens rettighed til målrettet genoptræning og rehabilitering er væsentligt dårligere, hvis du svækkes i eget hjem og får behov for genoptræning.
Tina Nør Langager og Jeanette Præstegaard
Formand for Ergoterapeutforeningen og Danske Fysioterapeuter
Fordi genoptræningsplanen bliver udarbejdet i sygehusregi, følger den sundhedsloven og den såkaldte paragraf 140.
Det betyder, at du som patient har ”patientrettighed til genoptræning” og dermed krav på at få den genoptræning, som du har behov for.
Denne rettighed er væsentlig, og det er en styrke, at vi ser genoptræning som en væsentlig del af den samlede behandling.
Ulighed mellem hospital og eget hjem
Forestil dig så, at du derimod er blevet syg og er sengeliggende i dit eget hjem, som det ofte også er tilfældet med mange ældre. Her har du også behov for genoptræning efter at have været sengeliggende og dårlig.
Men fordi du ligger i egen seng og ikke i en hospitalsseng, er det nu egen læge, som kan henvise til kommunalt genoptræningstilbud.
Her er du ikke dækket af sundhedsloven, men af serviceloven og dermed genoptræning efter en anden paragraf – den såkaldte paragraf 86.1, som ”giver kommunen mulighed for at tilbyde vedligeholdelsestræning og genoptræning i overensstemmelse med det kommunale serviceniveau.”
Det betyder, at du ikke har de samme patientrettigheder og krav på genoptræning som efter sygehusindlæggelse, selvom dit behov er det samme efter længere tids sygdom.
Saml genoptræning i Sundhedsloven
Uanset om du i dette tilfælde er sengeliggende i en hospitalsseng eller i dit eget hjem, har du som borger behov for fysio- og ergoterapeutisk kompetent og målrettet genoptræning, der kan have stor betydning for dit helbred og funktionsevne.
Men fordi bestemmelserne ligger i to forskellige lovgivninger, er indsatserne i dag omfattet af forskellige rettigheder og standarder.
Derfor foreslår vi helt enkelt at samle det hele i sundhedsloven.
Fordi bestemmelserne ligger i to forskellige lovgivninger, er indsatserne i dag omfattet af forskellige rettigheder og standarder.
Tina Nør Langager og Jeanette Præstegaard
Formand for Ergoterapeutforeningen og Danske Fysioterapeuter
Konkret bør den nuværende bestemmelse om genoptræning i serviceloven flyttes til sundhedsloven, så alle borgere får samme rettighed til den relevante og nødvendige genoptræning og rehabilitering, uanset om man som borger har været sengeliggende i egen seng eller i en hospitalsseng.
Patentrettigheder skal følge med
Det er et klart mål for den nye struktur i vores sundhedsvæsen, at patienter skal opleve bedre sammenhæng, og at det nære sundhedsvæsen skal styrkes.
Vi kunne ikke være mere enige.
Med vores faglige perspektiv bifalder vi, at et sundhedsvæsen tæt på borgeren bliver oprustet, så borgerne kan behandles nært og i eget hjem.
Det giver mening for alle parter at minimere indlæggelser til fordel for behandlinger, som kan varetages i eget hjem eller lokalt.
Men når sundhedsopgaver flyttes rundt og strukturen i vores sundhedsvæsen ændres, så skal vi huske også at se på, hvordan det påvirker borgerens rettigheder. Og her skal patientrettighederne følge med lovgivningen.
Derfor har vi en enkelt og klar anbefaling til de kommende forhandlinger om sundhedsstrukturen.
Husk patientens rettigheder til genoptræning og rehabilitering. Vi vinder alle sammen, når hver enkelt borger er så rask, funktionsdygtig og aktiv, som mulig.