Kronik

Etisk Råd-formand: Demensområdet har brug for alt andet end politik intervention

Der er brug for faglige løsninger, hvis ventelisterne skal nedbarberes. Samtidig sker der alt for ofte en uhensigtsmæssig misforståelse om, hvad der er sundhedspolitikernes og hospitalsledelsens ansvar, skriver Leif Vestergaard Pedersen.

Muligvis må vi gå på kompromis med ambitionerne i Sundhedsstyrelsens retningslinjer og dermed give alle patienter en mindre optimal behandling, skriver Leif Vestergaard Pedersen.
Muligvis må vi gå på kompromis med ambitionerne i Sundhedsstyrelsens retningslinjer og dermed give alle patienter en mindre optimal behandling, skriver Leif Vestergaard Pedersen.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Leif Vestergaard Pedersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det danske sundhedsvæsen hører til blandt de allerbedste i verden – og har måske aldrig været bedre end i dag.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at sundhedsvæsenet står overfor en stor udfordring med mangel på personale, mange mennesker på venteliste og forventningen om en øget, demografisk betinget efterspørgsel i de kommende år.

Personaleorganisationer kalder på politiske interventioner. De ønsker en ophævelse af udrednings- og behandlingsgarantien som et nødvendigt indgreb, blandt andet af hensyn til de svageste patienter.

Det er forståeligt, at man ønsker at bremse den negative spiral, hvor patienter falder for garantien, og derfor kan søge hjælp hos private aktører. Private aktører, der rekrutterer offentligt ansatte specialister, hvorved kapaciteten falder i det offentlige tilbud og flere patienter dermed hindres i udredning og behandling i tide – og derfor henvises til at søge hjælp i den private sektor.

Men hænger det nu helt sammen på den måde? Og hvad burde man kunne forvente af fagprofessionelle i denne situation?

Neurologmangel er problemets kerne

I efteråret fortalte DR om, hvordan udredningen af demens var uacceptabel dårlig. Ikke fordi den faglige indsats var dårlig, men fordi nogle patienter fik absurd lange ventetider til udredningen.

Politiske beslutninger om faglige forhold er både uhensigtsmæssigt og ofte forkludrende

Leif Vestergaard Pedersen
Formand, Det Etiske Råd

DR fortalt blandt andet om, at ventetiden på udredning i Region Midtjylland var 70 uger!

58 procent af patienterne venter længere end 90 dage på udredningen. Man kan spekulere over, hvilke patienter der kommer til i tide og får den optimale udredning, der er beskrevet i Sundhedsstyrelsens faglige oplæg fra 2016. Gad vide om det er de svageste og mest udsatte patienter, eller om det er de patienter, der har gode pårørende, som rykker igen og igen for en tid til udredning?

Forklaringen på ventetiden er blandt andet mangel på neurologer. Så det er helt åbenbart, at en ændring af udredningsgarantien eller behandlingsgarantien ikke vil afhjælpe problemstillingen med lange ventetider. Der vil først ske noget, når antallet af neurologer om en årrække er øget betragteligt, eller når man har fundet alternative løsninger.

Hvad er så løsningen? Skal vi, imens vi venter på flere neurologer, acceptere ventetider, der i realiteten gør, at en del patienter slet ikke bliver udredt og dermed formentlig fejlbehandles?

Tallene tyder jo på, at en tredjedel af patienterne får en optimal behandling og måske to tredjedele af patienterne får en uacceptabel eller i bedste fald en suboptimal behandling. Og det er uklart, hvorfor en patient falder i den ene eller den anden gruppe.

Politisk intervention nytter ikke

Løsningen er ikke politisk. Den er allermest faglig. Sundhedspolitikkerne har heldigvis med stor enighed fastholdt kravet om hurtig udredning og hurtig behandling. Det sker for at sikre, at også de svageste patienter kan komme til i tide – og ikke kun de patienter der har stærke pårørende.

Læs også

Den faglige opgave bør være at prioritere de faglige ressourcer og i øvrigt at indrette udrednings- og behandlingstilbuddet på en måde, så alle patienter får en forsvarlig udredning i tide.

Muligvis må vi gå på kompromis med ambitionerne i Sundhedsstyrelsens retningslinjer og dermed give alle patienter en mindre optimal behandling. Men alternativet er, at en hel del (tilfældige) patienter får en suboptimal, uforsvarlig eller slet ingen behandling. Indikation, arbejdsdeling og arbejdsgange skal justeres efter solide faglige overvejelser, så alle patienter får en forsvarlig behandling.

Opgaven på det neurologiske område påhviler de neurologiske cheflæger i samspil med det faglige selskab og Sundhedsstyrelsen. Det nytter ikke at kalde på politisk intervention, når der er behov for faglighed. Man risikerer jo politiske beslutninger om faglige forhold, og politiske beslutninger om faglige forhold er både uhensigtsmæssigt og ofte forkludrende.

For mange kontroltjek mangler evidens

Men det er jo ikke kun det neurologiske område, der er udfordret. For næsten alle områder gælder det, at der er behov for mere faglig ledelse og faglig prioritering. Både indenfor det enkelte speciale, men også på tværs af specialerne.

Det giver ingen mening at give en patient en ventetid på flere måneder. Det er udtryk for en faglig uansvarlighed

Leif Vestergaard Pedersen
Formand, Det Etiske Råd

Praktiserende læger sidder med patienter som lægerne frygter er alvorligt syge, men patienten kommer til at vente (uforsvarlig) lang tid på udredning på hospitalerne, fordi hospitalerne ikke passer på alle deres patienter (både de patienter, der er på hospitalet, og de syge, der fortvivlet venter).

Et af problemerne er, at hospitalerne bruger en stor del af kapaciteten på at kontrollere patienter, som vi egentlig regner med allerede er kureret. Der udføres mange kontroller, hvor det videnskabelige grundlag for kontrollerne er meget svag eller slet ikke eksisterende.

Samtidig er der mange gode undersøgelser, der viser betydningen af en hurtig diagnostik og behandling. Både for sygdommen, men også for mennesket med sygdommen. Og så er der faktisk også undersøgelser, der peger på, at nogle patienter klarer sig bedre, når patienterne kontrollerer sig selv fremfor hospitalerne.

Det giver ingen mening at give en patient en ventetid på flere måneder. Det er udtryk for en faglig uansvarlighed. Enten er der andre patienters kontroller som kan ophøre eller udskydes, eller også må der omlægges arbejdsgange – eller der må flyttes rundt på hospitalets. Vi kommer ikke uden om den faglige prioritering, der betyder et opgør med traditionelle arbejdsgange.

Ledelsessvigt kalder på politiske reaktioner

Helt grotesk er det, når et hospital med ansvar for højt specialiserede funktioner misrøgter deres ansvar og giver patienterne en ventetid på flere år – samtidig med at samme afdeling på hospitalet behandler masser af patienter, der sagtens kunne behandles på andre hospitaler.

Nogle gange virker det som om, aktørerne i sundhedsvæsenet har glemt, at sundhedspolitikere fastlægger ret brede rammevilkår for de sundhedsfaglige ledere

Leif Vestergaard Pedersen
Formand, Det Etiske Råd

Sådanne alvorlige ledelsesmæssige svigt kalder naturligvis på politiske reaktioner – og det er ikke til gavn for sundhedsvæsenet.

Nogle gange virker det som om, aktørerne i sundhedsvæsenet har glemt, at sundhedspolitikere fastlægger ret brede rammevilkår for de sundhedsfaglige ledere i forventning om, at ressourcerne i bred forstand fordeles og anvendes fagligt forsvarligt.

Der er for eksempel ikke sundhedspolitikere, der hvert år tager detaljeret stilling til ressourcetildelingen til de enkelte behandlingsområder. Det er hospitalernes ledere. Og hvis ressourcefordelingen er ikke-optimal, er det altså hospitalsledelsens ansvar.

Uanset at faglige ledelsesansvar også handler om faglige prioriteringer, så kommer vi ikke uden om behovet for nogle styringsmæssige overvejelser. Der er områder i sundhedsvæsenet – eksempelvis psykiatrien – hvor faglige prioriteringer ikke er nok i sig selv.

For eksempel er der mange mennesker, der lige nu ekstraordinært venter på operation. De skal behandles hurtigst muligt. Og det kan kun ske ved en øget aktivitet.

Regering og regioner bør genindføre operationsbonus

En del af løsningen er midlertidigt at ophæve den rammestyring, som blev genindført for nogle år siden. Det virker jo underligt, at et offentligt sygehus ikke automatisk får ekstra for at operere flere patienter, mens regionerne betaler ekstra for at få opereret flere patienter på private hospitaler.

Læs også

Regeringen og regionerne bør derfor midlertidigt genindføre ekstra betaling til de hospitalsafdelinger, der kan gennemføre flere operationer og dermed hjælpe mennesker, der venter månedsvis på operation. Hvis den ekstra betaling svarer til betalingen til private hospitaler, er der dækning for hospitalets omkostninger, herunder en præmie til det personale, der påtager sig ekstra arbejde.

Et sådant initiativ vil hjælpe en del patienter, især de svage patienter i områder med langt til privathospitaler, der ikke formår at gøre brug af reglerne om det udvidede frie valg til private hospitaler.

Erfaringsmæssigt ved vi, at betaling for ekstra behandlinger vil øge risikoen for, at der bliver opereret patienter, som i virkeligheden havde bedre af at undgå operation. Men det skyldes jo dårlig faglig rådgivning af patienten!

Og helt ærligt, er det i orden at lade andre patienter vente, fordi vi ikke tør sætte turbo på operationsprogrammet begrundet med en frygt for dårlig faglig rådgivning hos enkelte læger/afdelinger?

Når sundhedsvæsenet skal blive bedre i en svær tid, så kræver det, at vi styrker det faglige ledelsesansvar og sundhedsvæsenets styringsmodeller gennemtænkes.

Hvis den faglige ledelse ikke vil eller ikke får mulighed for at tage sin del af ledelsesansvaret, risikerer vi, at politiske eller administrative initiativer tager over på faglige områder til skade for patienterne, specialerne, og sundhedsvæsenet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Leif Vestergaard Pedersen

Formand, Det Etiske Råd, formand, epilepsihospitalet Filadelfia
cand.oecon. (Aarhus Uni.)

0:000:00