
Radikales regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Karin Friis Bach vil ikke være at finde på listen til næste regionsrådsvalg. Det står klart efter et opstillingsmøde i partiet.
Det oplyser Friis Bach på LinkedIn.
"Det har ikke været en let beslutning, for der er rigtig meget i mit politiske arbejde, som jeg er meget glad for. Men der er også noget, som jeg bare er ved at være færdig med, og tiden er kommet til at søge nye udfordringer," skriver hun.
Karin Friis Bach har markeret sig sundhedspolitisk som regionsrådsmedlem, hvor hun blandt andet har været formand for Region Hovedstadens Sundhedsudvalg.
Derudover sidder hun som formand for Udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen i Region Hovedstaden.
I Danske Regioner har Karin Friis Bach været formand for Sundhedsudvalget siden 2018. I 2022 blev hun genvalgt til formandsposten.
Karin Friis Bach blev første gang valgt til regionrådet i Region Hovedstaden i 2014. Ved valget i 2017 var hun Radikales spidskandidat i regionen.
Ved opstillingsmødet sidste uge blev det desuden bestemt, at Thomas Rohden skal være Radikales spidskandidat i Region Østdanmark ved næste valg.
Næste kommunal- og regionsrådsvalg er 18. november.



















