Forsker: Vi bruger masser af tid og penge på forskning, men vi bruger ikke den nye viden i praksis

Nej. Det er ikke et fast tilbud. Det skal først implementeres. Normeringen i sundhedsvæsenet er så stram og typisk defineret til nuværende opgaver, uden albuerum til at tage imod nye og evidensbaserede tiltag.

Forskere har vist, at det i gennemsnit tager 17 år, fra evidens foreligger, til den anvendes i sundhedsvæsenet. Vores erfaring er, at det trods alt er muligt at ændre den eksisterende behandling til patientgrupper, som vi allerede har tilbud til.

Hvis vi derimod gerne vil give en ny patientgruppe en effektiv behandling, så er det nærmest umuligt at opdrive personale-normering. Og slet ikke, hvis der samtidig er besparelseskrav.

Ødsler viden væk

Er det ikke problematisk, at vi bruger penge og ressourcer på at drive forskningen frem, hvis vi ikke bruger den nye viden i praksis? Vi bruger forskningsdeltageres tid, de kommer til test og behandling, de besvarer spørgeskemaer for blot at opgive at bruge den nyttige viden, vi finder.

Og er det ikke problematisk, at forskere og projektmedarbejdere arbejder ihærdigt i årevis med projektdesign, dataindsamling og resultatopgørelse til ingen reel nytte?

Vi må fortælle, at ”ideen var god, behandlingen virkede, deltagerne fik det bedre og mange tak for bevillingen, men desværre, det lykkedes ikke at give virkelige patienter behandlingen.”  

Karen Hjerrild Andreasson
Postdoc ved Syddansk Universitet

Det er frustrerende og ærgerligt, når vi må fortælle vores fonde (skatteborgere og indsamlere), at ”ideen var god, behandlingen virkede, deltagerne fik det bedre og mange tak for bevillingen, men desværre, det lykkedes ikke at give virkelige patienter behandlingen.”

Det er naturligvis ikke alle forskningsprojekter, der møder denne sørgelige slutning. Nogle får fodfæste i den travle kliniske hverdag og lykkes dermed at gavne patienter og sundhedsvæsen. Men hvert projekt, som mislykkes med at få en virksom behandling indført, er ét for meget.

Der er ved at ske et fokusskifte, når det kommer til at implementere ny viden: I næsten alle fondsopslag kræver man nu en beskrivelse af, hvordan resultater fra forskningsprojektet skal implementeres. Det svarer til, at vi i mange år har skulle beskrive, hvordan vi inddrager patienterne i, hvad vi skal forske i. Samt beskrive, hvordan vi ville formidle resultater fra forskningen. Og disse dele er helt åbenlyse.

Ofte er det et strategisk mål for fonden. Så vigtigt, at penge bevilges til netop implementering af tidligere resultater. Der er altså et klart ønske hos både forskere og fonde, at viden kommer ud af skuffen, ind i klinikken. Hvis det skal lykkes, fordrer det, at forskere og sundhedsvæsen ser indad:

Forskerne skal tænke anderledes, men andre skal til gengæld prioritere ny evidens.

Vi skal praktisere pragmatisme

Inden et projekt bliver sat i søen, skal forskerne have indtænkt, hvordan og hvor det skal leve i ”virkeligheden.” For et forskningsprojekt kan være et kontrolleret ”værksted”, hvor vi må holde os til snævre krav til, hvem vi tager med at se på, for at vi kan undersøge noget specifik. Det er ikke som i virkeligheden, hvor vi møder mennesker, der ikke passer ind i snævre kasser.

Det peger på, at vi skal bruge mere pragmatiske projekttyper.

Vi skal tænke fremad. Vi må tidligt involvere klinikere og politikere og sikre ledelsesopbakning. Give dem ejerskab og få al deres vigtige viden spillet ind i designet. Men det udfordrer vores traditioner i forskningen.

Som forskere lærer vi typisk, at et resultat først er gyldigt og klar til implementering, når vi grundigt har bevist, at det ikke kan være forkert. Derfor føles det ekstremt for os at ’melde ud’ ved at sætte ting i gang, før vi har resultatet. Det føles som at sælge skindet, før bjørnen overhovedet er set, for på det tidspunkt ved vi ikke, om vi finder resultater, der er værd at implementere.

Omvendt giver det store udfordringer, når vi står med resultatet, vi vil implementere, uden klinikernes og politikernes ejerskabsfølelse. Uden tidlig involvering er modtagelsen ikke forberedt. Vi mister grobund for at behandlingen anvendes fra dag 1, efter projektet er slut.

Vi danskere skal have gavn af de millioner, der hvert år bliver givet til forskning i sundhedsvæsenet.

Karen Hjerrild Andreasson
Postdoc ved Syddansk Universitet

Ejerskabsfølelse ville fremme deres prioritering af normering og kompetence til opgaven, så personalet fra start og fremover kan udføre opgaven.

Sådan plejer vi, og ingen har taget skade.

Der er ting i sundhedsvæsenet, som vi gør, uden at vi ved, om det virker. Det betyder ikke, at det nødvendigvis er skidt. Men det betyder, at vi tror på, at det i hvert fald ikke skader. Ja, - så langt, så godt. Men det er da tidsspilde, hvis det ikke virker. Og måske har vi løsninger fra forskning, der har boet i en skuffe, uden at blive implementeret. Måske vi endda ved, hvad der ikke virker.

Vi danskere skal have gavn af de millioner, der hvert år bliver givet til forskning i sundhedsvæsenet. Mon nogen kan være uenig i, at det er skørt vi ikke optimerer på kvalitet, når vi har viden?

Bæredygtig forskning sker i samarbejde med dem, der skal bruge resultaterne. Bæredygtig forskning er også tidligt at lægge en langstrakt plan for et gennemtænkt projekt.

Og i sidste ende er bæredygtig forskning at anvendelse prioriteres! Ellers bliver det ved at tage alt for lang tid at få ny evidensbaseret viden til at leve i virkeligheden.