Glem ikke de sindslidende og handicappede

Af Stig Langvad
Formand Danske Handicaporganisationer 

Kære Nick Hækkerup,

Forleden fremlagde du din nye sundhedsstrategi for det offentlige Danmark.

Pakken fylder fem milliarder kroner, og du har blandt andet afsat en stor sum til bedre behandling af kræft og kroniske sygdomme.

Behovet og evidensen ligger på bordet, og det skal vi handle på. 

Særligt udsatte borgere skal ifølge pakken tilbydes et sundhedstjek hos den praktiserende læge. Det gælder især borgere, som har en forhøjet risiko for at udvikle KOL, diabetes og lunge- eller hjertekarsygdomme.

Det skal du have ros for, fordi regelmæssige sundhedstjek er den rette løsning for visse udsatte samfundsgrupper.

Men jeg frygter, at en særlig sårbar gruppe bliver glemt i forslaget. Det er de sindslidende og udviklingshæmmede.

Det er ærgerligt, for vi ved faktisk, at årlige helbredsundersøgelser virker hos mennesker med intellektuelle eller psykiske funktionsnedsættelser.

Både danske og internationale studier peger på samme konklusion: Årlige tilbud om en tur til lægen hjælper med at opdage både livstruende og ikke-livstruende sygdomme hos sindslidende og udviklingshæmmede. I sidste ende giver det en større livskvalitet til den enkelte borger, samtidig med at det øger chancen for et længere liv.

Husk også de udviklingshæmmede

Udviklingshæmmede lever 14 år kortere end resten af danskerne ifølge Statens Institut for Folkesundhed. Mennesker med alvorlig sindslidelse har endnu kortere levetid.

Det skyldes blandt andet, at en person med psykisk handicap selv har svært ved at opdage, at han eller hun har et helbredsmæssigt problem. For det andet kan det være en kæmpe udfordring at få det fortalt videre til lægen eller sundhedspersonalet.

En sådan sundhedsskævhed kan vi som samfund ikke acceptere. Derfor skal disse mennesker tilbydes et årligt sundhedstjek. Det er med til at skabe lighed i Danmarks sundhed.

Derudover skal kommunerne hjælpe med at udpege de borgere, som har behov for en årlig undersøgelse. Personalet på botilbuddene, der har daglig kontakt med mange af de udsatte borgere, skal også spille aktivt med. Men det kræver efteruddannelse, da det kan være svært for personalet at vurdere, om der er tale om en god sundhedstilstand hos den enkelte, når der er tale om personer med fx et kommunikativt eller kognitivt handicap.

Behovet og evidensen ligger på bordet, og det skal vi handle på.

Det kan gøre en stor forskel for sindslidende og udviklingshæmmede.