Debat

Hørecentre: Lad den private sektor håndtere de ukomplicerede høretab

DEBAT: Sundhedsreformen skal ikke bare bringe behandlingstilbud tættere på borgerne. Den skal være en kvalitetsreform, der har fokus på at sikre den bedste kvalitet, skriver Michael Westermann fra Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning.

En reform
kan og bør styrke samarbejdet mellem de forskellige aktører indenfor
sundhedsområdet, skriver Michael Westermann fra Private Audiologiske Klinikkers
Sammenslutning.
En reform kan og bør styrke samarbejdet mellem de forskellige aktører indenfor sundhedsområdet, skriver Michael Westermann fra Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning.Foto: Malte Kristiansen/Ritzau Scanpix
Amalie Bjerre Christensen

Amalie er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere været tilknyttet Altinget som journalistpraktikant og senere som redaktionsassistent.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Michael Westermann
Formand for Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning (PAKS)

Når vi som borgere har brug for sundhedsvæsnet, ønsker vi hjælp af høj, ensartet kvalitet.

Det skal helst ikke være et spil i lotteriet, om man kommer ind på hospital A eller B, eller om man bor i region H eller S og så videre.

Men det er det – for eksempel er der cirka 30 procentpoint til forskel mellem den region, der er bedst til at overholde udredningsretten, og den, der er dårligst.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Det er en klar systemfejl, som statsministeren da også adresserede i sin åbningstale.

15 til 104 ugers ventetid
Hvordan et mere lokalorienteret sundhedsvæsen præcis skal organiseres, har vi til gode at høre.

Drop ideologierne, gentænk rollefordelingen, og gå efter de løsninger, der leverer borgerne den bedste kvalitet, største valgfrihed, til den bedste pris.

Michael Westermann
Formand, Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning

Inden for høreforsorgen bliver det især afgørende, hvordan regeringen vil sikre, at den kompetence og kapacitet, der findes i den private sektor, effektivt bliver bragt i spil med henblik på at nedbringe ventelisterne.

Inden for høreapparatsområdet er der nemlig lang ventetid på stort set alle hospitaler, der har høreapparatbehandling. Eller mere præcist: Der er lang og meget lang ventetid.

I Thisted er ventetiden på forundersøgelse aktuelt 15 uger, mens den i Odense er 104 uger.

Derfor er det naturligvis interessant at se, hvordan de enkelte regioner – indenfor rammerne af det eksisterende system –  rent politisk tackler udfordringerne på høreapparatområdet. Også her er forskellene overraskende store, viser de netop vedtagne budgetaftaler for 2019.

Region i fornægtelse
I budgetaftalen for Region Hovedstaden står der blandt andet: "Det kan være invaliderende og isolerende at leve med en hørenedsættelse. Derfor vil vi ikke acceptere, at der er lange ventetider til høreapparatbehandling på hospitalerne. Kredsen bag budgettet for 2018 har fundet midler til at nedbringe den venteliste, der har været".

Der har været?! Hvad med ventetiden på 52 uger i Hillerød?

Den eneste region, der skiller sig ud med en smule nytænkning, er Region Sjælland.

Med afsæt i en ventetid på 110 uger i Slagelse, skriver regionen blandt andet i budgetaftalen for 2019: "For yderligere at forstærke indsatsen for at nedbringe ventetider på høreapparater er parterne enige om at udbyde behandlinger for ukomplicerede høretab til private, godkendte leverandører. Udbuddet skal ske til en fast pris, der ikke overstiger regionens tilskud til behandling på private klinikker."

Ros til Region Sjælland for at ville inddrage den private sektor, men uforståeligt, at man vil forsinke borgernes adgang til behandling ved først at gennemføre et udbud.

Gratis behandling dækket af det offentlige tilskud er allerede et tilbud, som mine medlemmer kan levere! Hvorfor ikke bare fortælle borgere på venteliste, at de selv kan bestemme, hvor de vil behandles – privat, lokalt og helt gratis?

Styrk samarbejdet mellem sektorerne
Tilbage sidder man forundret over, at ingen andre regioner er kommet på at bruge den uudnyttede kapacitet, der findes i den private del af høreforsorgen. Kapacitet, som vi i PAKS har tilbudt at stille til rådighed ved adskillige lejligheder.

Man kan selvfølgelig resignere og bare konstatere, at sådan er logikken i det offentlige sundhedsvæsen.

Her holder man hellere høreapparatpatienterne på venteliste, end man lader den private sektor hjælpe. Men man kan naturligvis også sige fra over for denne logik og kræve nytænkning.

Set i det perspektiv er tankerne om en sundhedsreform interessante. En reform kan og bør styrke samarbejdet mellem de forskellige aktører indenfor sundhedsområdet.

Drop ideologierne, gentænk rollefordelingen, og gå efter de løsninger, der leverer borgerne den bedste kvalitet, største valgfrihed, til den bedste pris. Også på høreapparatområdet.

Hvem siger, at ukomplicerede høretab er noget, det offentlige overhovedet behøver at tage sig af?

Området har været genstand for en systematisk nedprioritering, siden regionerne fik ansvaret for høreapparatbehandlingen i 2013. Ventelisterne er kun vokset. Hvorfor ikke tage konsekvensen heraf og lade den private sektor håndtere de ukomplicerede høretab?

Sundhedsreform skal være en kvalitetsreform
For alle borgere med et høretab håber jeg, at en kommende sundhedsreform vil sikre dem hurtig, lokalbaseret høreapparatbehandling af høj kvalitet.

Har man et ukompliceret høretab, er det ikke rimeligt, at man foregøgles et offentligt behandlingstilbud, hvor ventetiden reelt kan være op til to år.

Der er heller ikke meget ved at få et offentligt høreapparat, hvis kvaliteten ikke er i orden – herunder hvis der ikke sker løbende justeringer efter behov. Så er der risiko for, at apparatet ender i skuffen.

Lad mig i den forbindelse nævne, at det er 12 procent af dem, der har fået høreapparat via en offentlig høreklinik, der ikke bruger det. Af de privatudleverede høreapparater er det tre procent, der ender i skuffen.

Tallene korresponderer med alle kendte kvalitetsmålinger, der viser, at brugertilfredsheden generelt er størst blandt borgere, der har fået deres høreapparat privat. 

Derfor skal opfordringen herfra lyde, at vi ikke bare skal bruge en sundhedsreform til at bringe sundheds- og behandlingstilbud tættere på borgeren. En sundhedsreform skal være en kvalitetsreform, hvor fokus er rettet mod at sikre borgerne og patienterne en høj oplevet kvalitet.

Fremadrettet skal vi på høreområdet både måle vores succes i oplevet brugertilfredshed og på antallet af udleverede høreapparater. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00