Jes Søgaard: Danmark skal kæmpe for bedre regulering af medicinpriser

Når jeg fortæller om udviklingen i priser på og udgifter til kræftmedicin i Danmark og andre lande, får jeg tre forskellige typer af reaktioner.

Den ene er, at det må vi da gøre noget ved. Den anden er, at sådan fungerer markeder jo bare i frie økonomier. Den tredje reaktion er, at vi da skal være glade for stigende priser på og udgifter til medicin, da Danmark har en stor produktion og eksport af lægemidler.

Faktisk blev jeg for nylig på et møde med et ret vigtigt udvalg for det danske sundhedsvæsen af et af udvalgets medlemmer i kontante vendinger bebrejdet, at jeg kritiserede lægemiddelmarkedet så meget – da netop Danmark har så meget at takke lægemiddelsektoren for i form af finansiel støtte til det danske sundhedsvæsen og øvrig velfærd.

Jeg havde i mit oplæg kommenteret udviklingen på kræftmedicin. At en ny familiebil med samme prisudvikling som på kræftmedicin de sidste 50 år ville koste 22 millioner kroner og en almindelig, ny cykel ville koste 400.000 kroner.

At kun halvdelen af markedsgodkendte kræftlægemidler hos Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) kan dokumentere merværdi på overlevelse eller livskvalitet, og at disse forbedringer kun er klinisk betydningsfulde i halvdelen af tilfældene – altså for cirka et af fire godkendte kræftmidler. Og at der er graverende metodefejl i halvdelen af de studier, som EMA lægger til grund for markedsgodkendelser.

Patienter oplever at være gidsler
Vi kan i Danmark gøre noget ved at prioritere via Medicinrådet. Det er dog nok begrænset, hvad vi opnår i prisrabatter, som er et af de væsentlige formål med økonomisk prioritering, og som har den bivirkning, at patienter oplever sig som gidsler i spillet mellem industri og sundhedsvæsenet.

Er det rimeligt at snage i industriens pengestrømme, eksempelvis at de bruger 150 euro på marketing og lobbyisme hver gang de bruger 100 euro på udvikling af nye lægemidler?

Jes Søgaard

I virkeligheden skal der sættes ind internationalt, eksempelvis EU og måske ligefrem globalt. WHO har sidste år forsøgt at fremme åbenhed på et meget informationsfattigt marked for nye lægemidler.

Men blandt andet Danmark har modarbejdet sådanne bestræbelser for større åbenhed om priser og diverse omkostninger til udvikling, produktion og markedsføring. Danmark er ikke modstander af åbenhed, blot at det er frivilligt for firmaerne.

Men er det rimeligt at sammenligne biler med livsvigtig kræftmedicin? Er det rimeligt at snage i industriens pengestrømme, eksempelvis at de bruger 150 euro på marketing og lobbyisme, hver gang de bruger 100 euro på udvikling af nye lægemidler?

Skal Danmark virkelig modarbejde en medicinalindustri, som er så vigtig for vores egen nationaløkonomi? Og kort sagt: Retter jeg pistolen mod vores egen fod?

Og ja, vi har gode eksportindtægter og mange gode jobs i Danmarks i store medicinalvirksomheder som Novo Nordisk, Lundbeck Pharma og Leo Pharma.

Mig bekendt producerer de bare ikke kræftmedicin og har heller ikke været med på de andre medicinområder, hvor vi har set de meget høje priser i de senere år.

Fra 185 millioner til 3,5 milliarder
Insulinpriserne er steget i de senere år, ikke mindst i USA, men mig bekendt ikke i samme størrelsesorden som kræftmedicin, nemlig otte til ti procent årligt ud over almindelig prisinflation.

Og mig bekendt har Novo Nordisk været et af de meget få – om ikke det eneste – medicinalfirma i USA, som har garanteret forholdsvis lave maksimalpriser på livsvigtig medicin til uforsikrede og underforsikrede patienter.

Medicinalfirmaerne er forskellige. Lægemidlerne er også forskellige, og markederne herfor ligeledes. På medstat.dk findes data for dansk omsætning fordelt på apotekssektor og sygehus(apoteks)sektor ned til laveste ATC-niveau, altså de enkelte produkter.

Her kan man sammenligne omsætning for kræftmedicin og de hovedprodukter, som de tre store danske medicinalvirksomheder producerer. Der er meget store forskelle.

Hvis vi lidt groft bruger cytostatikagruppen (ATC gruppe L01) som indikator for kræftmedicin, er omsætningen fra 2000 til 2018 i faste 2020-sundhedspriser steget fra 185 millioner kroner til næsten 3,5 milliarder kroner. Langt hovedparten er såkaldt sygehusmedicin, nemlig 96 til 100 procent.

I samme periode er kræftincidensen steget med knap 50 procent. Godt halvdelen af udgiftsstigningen kan forklares alene med prisstigninger på nye midler på cirka ni procent årligt ud over almindelig prisinflation.