Jes Søgaard: Flere kræftpatienter forklarer kun en lille del af de stigende udgifter til cancermidler

Sygehusenes udgifter til medicin er steget med 380 procent siden 1997.

Da brugte sygehusene 1.859 millioner kroner til medicin; i 2017 er udgiften steget til 8.916 millioner kroner.

Ti procent af sygehuskronerne går i dag til medicin, og det to-tredobbelte målt på marginalen, altså af de ekstra sygehuskroner, som sygehusene via regionerne årligt bevilges fra statens skatteindtægter.

Ganske vist er regionernes udgifter til tilskud til apoteksmedicin faldet omend ikke så meget.

Kurverne i denne klumme taler nærmest for sig selv. Vi ser nogle stigninger i udgifter til sygehusmedicin, som er uholdbare for dansk sygehusøkonomi.

Jes Søgaard

Når sygehusene går til deres regionsråd og vil have besparelserne i tilskudsregnskabet til at betale for deres stigende medicinudgifter, får de at vide, at de penge har Finansministeriet skam indregnet i rådighedsbeløbet –altså taget dem tilbage til statskassen.

Finansministeriet passer på vores skattekroner, og det er godt, omend ikke altid let gennemskueligt. Men hvorfor ser de talstærke folk derinde så ikke mere på udgifterne til sygehusmedicin?

En udgift på næsten 10 milliarder kroner må da lokke, og udgiften presser i den grad sygehusøkonomien med stor risiko for allokativ inefficiens – økonomernes eufemisme for at bruge for mange penge på det forkerte.

Figuren nedenfor viser udgifterne til sygehusmedicin over 21 år fordelt på fire store grupper.

Figur 1. Sygehusenes udgifter til medicin 1997 til 2017 opdelt i fire grupper. Udgifter er oplyst i millioner kroner, 2018-priser, eksklusiv moms.

Man kan opdele sygehusmedicin i mange grupper efter sygdom, og det startede jeg med. Jeg ville finde de grupper, hvor udgifterne er steget særligt meget.

To, måske tre, grupper skiller sig ud; det er lægemidler til kræftpatienter (cancermidler), midler til immunsystemet (ud over cancermidler, for eksempel gigtmidler) og infektionsmedicin som en tredje gruppe med noget mindre vækst end de to førstnævnte.

"Den blå bund" udgøres af alt andet medicin, som udleveres vederlagsfrit på vores sygehuse som del af behandlingen.

Størst vækst har der været i udgifter til cancermidler. Jeg vil derfor se nærmere på dette udgiftsområde i figur 2.

I 1997 brugte sygehusene 179 millioner kroner til cancermidler (i dagens priser); i 2017 var udgiften 2.929 millioner kroner. Jeg tøver med at skrive 16-dobling, for data driller lidt.

Udgiftsfaldet i 2011 er kun tilsyneladende. Det skyldes en ændring i værdiopgørelsen af cancermidler, der besluttedes i slutningen af 2010, og som de dataansvarlige af en eller anden grund ikke opdaterede bagud.

Figur 2. Sygehusenes udgifter til cancer midler 1997 til 2017 opdelt i tre hovedgrupper. Udgifter er oplyst i millioner kroner, 2018-priser og eksklusiv moms.

Det er ærgerligt med sådanne databrud, men ændrer ikke ved det forhold, at udgifterne til cancermidler er steget rigtigt meget.

Procentuelt falder stigningen over tid; i kroner stiger den. De senere år har stigningen været gennemsnitligt 220 millioner kroner om året og knap 11 procent pro anno svarende til en fordoblingstid på lidt under syv år.  

Hvorfor stiger udgifterne til cancermidler så hurtigt? Er der flere kræftpatienter? Figur 3 giver svaret: "Ja, men kun en meget lille del af forklaringen".

I figuren sammenstilles udviklingen i udgifter til cancermidler og i antal kræftpatienter på indeksform (1997 = 100).

Antallet af kræftpatienter i live, den såkaldte prævalens, er fordoblet fra 155.000 i 1997 til næsten 312.000 i 2016.

Stigningen skyldes en kombination af flere nye kræftpatienter år for år, den såkaldte incidens, som er vokset fra 26.000 i 1997 til næsten 42.000 i 2016, og at flere og flere kræftpatienter heldigvis overlever deres kræftsygdom – blandt andet grundet bedre medicinsk behandling.

Ifølge Cancerregisteret er den såkaldte relative femårsoverlevelse steget fra 52 procent for kræftpatienter diagnosticeret i 2002-04 til 63 procent for kræftpatienter diagnosticeret i 2014-16.

Uanset om man ser på incidens eller prævalens, så kan stigningen i antal kræftpatienter kun forklare en beskeden del af stigningen i udgifter til cancermidler.

Så hvad forklarer så udgiftsudviklingen?

En udgift er mængde gange pris. Så det vil være oplagt at se på priserne på kræftlægemidlerne. Men det er ikke så let for netop kræftlægemidler. Og de faktiske priser er hemmelige.

Det er interessant i sig selv, at priser på det hurtigst voksende udgiftsområde i en skattefinansieret sundhedssektor, nemlig sygehusmedicin, er hemmelige. Men det er de. Sådan er det!

Figur 3. Udgifter til cancermidler og antal kræftpatienter (incidens og prævalens), 1997=100.

Jeg gør alligevel et forsøg i næste klumme på at finde ud af, hvor meget priserne på cancermidler er steget de sidste 20 år. Jeg kan her afsløre, at de stiger ret meget. Dog ikke nok til, at prisstigninger sammen med stigende patientantal kan forklare hele udgiftsstigningen til cancermidler.

En tredje faktor er en anden mængdefaktor end antal patienter. Jeg kalder den i mangel af bedre ord for farmakologisk behandlingsintensivering – eller mere medicin til den enkelte kræftpatient og især mere af den nye og dyre medicin.

Så faktorerne spiller sammen – flere patienter, mere medicin til den enkelte kræftpatient og mere af den helt nye og stadig dyrere medicin.

Kurverne i denne klumme taler nærmest for sig selv. Vi ser nogle stigninger i udgifter til sygehusmedicin, som er uholdbare for dansk sygehusøkonomi.

Danske Regioner har meldt ud, at af de 900 millioner kroner, de får ekstra til sundhed i 2019, går de 700 millioner kroner til medicin. Det kan vel kun være et skøn, men det er også lidt af et nødråb.

Lægemiddelfirmaerne har en legitim interesse i at sælge medicin og gøre det til den højest mulige pris. Og det gør de! Industrien har ikke medansvar for en holdbar sundhedsøkonomi i Danmark, men det har de vel i Finansministeriet og Sundhedsministeriet?

Er der erhvervspolitiske interesser og eksportinteresser indblandet i denne berøringsangst over for sygehusmedicinen?

Jeg har stor respekt for den meget store eksport fra Novo Nordisk, Lundbeck og Leo Pharma, men de opererer jo primært på den del af lægemiddelmarkedet, hvor Sundhedsministeriet da med stor succes har fået gode prisaftaler, nemlig apoteksmarkedet, hvor udgifterne i flere år har været faldende.

Sygehusmedicin er overvejende noget, vi importerer fra de kæmpestore farmagiganter.

---

Jes Søgaard er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet. Han har forsket i og om sundhedsvæsenet i snart 40 år og var i 14 år direktør for DSI Institut for Sundhedsvæsen. Han har også været cheføkonom i Kræftens Bekæmpelse.