Debat

Kommunal sundhedschef: Klynger risikerer at øge ulighed i sundhed

Logikken bag sundhedsklynger betyder, at den mest udfordrede del af sundhedsvæsenet samtidig vil have færrest ressourcer og kompetencer til rådighed. Styring gennem sundhedsklynger risikerer derfor at forstærke sundhedsvæsenets gennemgribende ulighed.

Regeringens samarbejde med KL og Danske Regioner om de såkaldte sundhedsklynger vil cementere uligheden i sundhed, skriver Dorrit Guttman.
Regeringens samarbejde med KL og Danske Regioner om de såkaldte sundhedsklynger vil cementere uligheden i sundhed, skriver Dorrit Guttman.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De varslede sundhedsklynger, der med KL, Danske Regioner og regeringens aftale nu er rykket et skridt nærmere virkeligheden, har efterhånden været omtalt så længe, at selve klyngeideen forekommer at være en naturlig grundantagelse.

Hvem kan være uenig i et fokus på gode lokale relationer på tværs af sektorerne? Hvem vil frasige sig en ambition om tæt og koordineret forløbspraksis om de mest sårbare patienter og hvor alle parter bidrager solidarisk?

Men en klynge er ikke bare en klynge. Klyngestrukturen hviler på nogle geografisk betingede forskelle, som det er helt afgørende at tage i betragtning, hvis den allerede eksisterende ulighed i sundhed ikke skal øges. Klyngelogikken indebærer, at den mest udfordrede del af sundhedsvæsenet samtidig vil have færrest ressourcer og kompetencer til rådighed. For universitetshospitalernes og metropolernes klynger har nogle forudsætninger, som vi slet ikke kan hamle op med i provinsen.

Ulighed i sundhed cementeres i udkantsdanmark

I det såkaldte udkantsdanmark har vi relativt mange ældre medborgere og flere med livsstils- og multisygdomme, socialt udsatte familier med sundhedsrisici og masser af døgnanbragte børn og voksne fra hele landet. Samtidig er vi ramt af de største rekrutteringsproblemer.

Det gælder ikke alene de læger og sygeplejersker, der skal levere varen til borgerne, men i lige så høj grad de medarbejdere, der skal sikre dataunderstøttelse, tekniske løsninger, sundhedsfaglig/sundhedsøkonomisk analyse og ledelse. Det påvirker både kapacitet og kvalitet, og skaber tilsammen en selvforstærkende inerti.

I et reformperspektiv er det utilgiveligt ikke at have blik for, at en øget prioritering af lokal styring samtidig cementerer en allerede eksisterende og meget gennemgribende ulighed i sundhed.

Dorrit Guttman
Sundhedschef, Vordingborg Kommune

Erfaring har desværre vist, hvordan den vedvarende mangelsituation i både kommuner, almen praksis og på vores akutsygehus i sidste ende overskygger intentionerne om at bedrive fælles udvikling - selv der hvor den udsatte profil egentlig ansporede til innovative, fælles løsninger.

Hertil kommer den oplagte forskel i klyngernes mulighed for at sikre koordinerede kræftbehandlingsforløb og samarbejdsforløb med andre højt specialiserede behandlingsområder. Klyngerne om de mindst differentierede akutsygehuse vil være bagud på point. Både når det kommer til klare samarbejdsaftaler og i forhold til at kunne sikre patientcentrede, ”håndholdte” forløb over sygehus- og sektorgrænser.

Der er masser af motivation i store udfordringer. Som ”udkantskrigere” fortæller vi ofte hinanden, hvor meningsfuld kampen er. Men rønnebærrene er ærligt talt lidt sure, og her hjælper hverken skovområder eller kystlinje.

Præmissen er et bredt politisk løfte til borgene om en nogenlunde ensartet sundhedsbetjening uanset postnummer, som vi ikke har store chancer for at levere. Og i et reformperspektiv er det utilgiveligt ikke at have blik for, at en øget prioritering af lokal styring samtidig cementerer en allerede eksisterende og meget gennemgribende ulighed i sundhed, der altså ikke alene handler om befolkningssammensætningen.

LÆS OGSÅ: Det står der i aftalen om de 21 nye sundhedsklynger

Udsatte klynger skal kompenseres

At drive et sundhedsvæsen er ikke ukompliceret. Det kræver mere end gode viljer, gensidigt kendskab og stærke relationer. De grundlæggende strukturelle uligheder gør opgaven endnu mere kompleks.

Klarere lovgivning og kvalitetsstandarder kan være løftestænger, hvis klyngestukturen skal bære. Blandt andet efterlader den nuværende sundhedslov et rungende stort fortolkningsrum til kommunerne, som det kan være vanskeligt at navigere i. Men selv med disse betingelser opfyldt, er klyngernes forudsætninger for at omsætte intentionerne ubehjælpeligt skæve.

Hvis borgere og patienter skal stilles lige, skal de behandles forskelligt.

Dorrit Guttman
Sundhedschef, Vordingborg Kommune

Klyngesamarbejdet ikke nyt. Vi bedriver det allerede. Her løser vi noget, men trods kampånd og adskillige puljefinansierede initiativer har vi ikke formået at løse de strukturelle udfordringer alene - og det er svært at tro på, at det lykkes i fremtiden.

Hvis borgere og patienter skal stilles lige, skal de behandles forskelligt. Dét dogme kan med god grund overføres til det organisatoriske niveau, hvor aftalen om sundhedsklynger kun giver mening, hvis den ledsages af en ambitiøs plan for, hvordan de mest udsatte klynger kompenseres.

Relevante elementer i sådan en plan kunne være særaftaler med specialsygehuse, differentieret udmøntning af klyngepuljen, garanti for lægedækning, kommunalt bloktilskud øremærket rekruttering i udkantsområder, centralt finansieret konsulentstøtte til sundhedsøkonomisk analyse og datadrevet ledelse og en systematisk, national monitorering af kvaliteten i klyngesamarbejdet med samtidig bistand til at kunne levere svarende til nationale standarder.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00