Kræftens Bekæmpelse: Ni bud på, hvordan vi løser sundhedsvæsenets store udfordringer

2021 blev endnu et svært år for det offentlige sundhedsvæsen. Kræftbehandlingen er jeg overordnet tryg ved, ligesom jeg mener, at coronapandemien er håndteret godt herhjemme.

Men min tiltro til sundhedsvæsenets formåen ændrer ikke på, at stadig flere – frontpersonalet såvel som ledelser, faglige organisationer og eksperter – vurderer, at dele af sektoren er toppresset.

Den opfattelse deler jeg og Kræftens Bekæmpelse, og den opfattelse deler befolkningen. Spørger man danskerne, er sundhed det område, som bør være øverst på den politiske dagsorden. Det viser en ny, repræsentativ måling, som analysebureauet Epinion har foretaget for Kræftens Bekæmpelse.

Corona og personalemanglen er ikke i sig selv nok til at give det pres, som dele af sundhedsvæsenet i øjeblikket er ramt af. Den aktuelle personalemangel er selvfølgelig en væsentlig del af sektorens helt akutte problemer.

Det må dog ikke overskygge, at udfordringerne også skyldes, at vi har forsømt at få taget nogle af de nødvendige, mere grundlæggende beslutninger om sundhedsvæsenets fremtid.

Langt fra nok

Men hvordan er vi havnet i den situation, at vores sundhedsvæsen på nogle områder er i topklasse, mens det på andre områder i knæ?

Forklaringen, som ligger lige for, er, at der mangler penge. Korrekt. Hvor vækstraterne i sundhedsvæsenets økonomi i nullerne lå omkring 3,5 procent, har de siden 2010 ligget omkring én procent.

Spørger man vælgerne, vil de have sundhed øverst på den politiske dagsorden. 

Jesper Fisker
Adm. direktør, Kræftens Bekæmpelse

Stigningen har end ikke kunnet følge med de flere opgaver, der kommer af det voksende antal ældre og dermed mere syge danskere. Det er en reel udhuling af vores sundhedsvæsen.

Så ja, vi skal bruge flere penge på vores sundhedsvæsen, hvis vi for alvor skal problemerne til livs. Penge ud over det, der følger med det demografiske træk.

Men vi må ikke tro, at flere penge fixer alle problemer. Heller ikke på sundhedsområdet. Lette løsninger duer ikke. Desværre er de grundlæggende greb, der skal til, ikke på den politiske dagsorden – sagt med respekt for de sundhedsudspil, der er kommet fra Christiansborg på det seneste.

Der er fine tanker i udspillene. Men det er langt fra nok. Udspillene tager ikke fat i de grundlæggende udfordringer, der i mange år har kendetegnet vores sundhedsvæsen. Er tiden ikke inde til, at vi løfter blikket og ser fremad og får sat rammerne for fremtidens sundhedsvæsen? Sammenhæng, specialisering og fælles standarder.

Jeg ville foreslå følgende ni pejlemærker for de overvejelser:

1. Patienten i fokus: Patienterne skal altid være centrum for, hvordan sundhedsvæsenet indrettes. Det er nu engang dem, der har mest forstand på deres eget liv. Vi kunne jo begynde med konsekvent at indføre den patientansvarlige læge overalt. Vi skal lytte til patienterne. Deres vurdering af eget helbred og egen behandling skal tages alvorligt og indsamles systematisk. Patienten skal være med på lige fod i alle beslutninger af betydning for sit eget forløb.
2. Ikke alt bør foregå på sygehuset: Meget mere af det, der ikke nødvendigvis skal håndteres på et højtspecialiseret sygehus, bør håndteres udenfor. Hos praktiserende læger, i kommunalt regi, hos privatpraktiserende speciallæger. Akutte og livstruende sygdomme som kræft skal naturligvis behandles på sygehusene, men langt mere end i dag bør behandles andre steder.
3. Kommunerne som vigtige aktører: For at sikre god behandling uden for sygehusene, skal vi styrke de decentrale dele af sundhedsvæsenet. Det kræver bindende aftaler om f.eks. kommunernes opgaveportefølje: Hvad skal de overtage og hvordan? Det skal suppleres med en økonomi, der understøtter, at det kan gå tjept.
4. Slut med kassetænkning: I det hele taget er der behov for at gentænke de økonomiske incitamenter. Vi bør have en fagligt hensigtsmæssig sammenhæng mellem de forskellige sektorer i sundhedsvæsenet og økonomiske incitamenter og strukturer, der understøtter det. Som det er nu, modarbejder økonomien ofte de bedste løsninger. I dag kan det være en økonomisk byrde for et sygehus eller en afdeling på et sygehus, hvis det flytter dele af behandlingen ud af sygehuset, selvom det vil gavne patienterne.
5. Samarbejde på tværs af sektoren: Den højeste ekspertise skal fortsat skal være i det specialiserede sygehusvæsen. Men kunne vi ikke gøre det til et mål for sygehusene, at de servicerer almen praksis så godt, at borgerne undgår unødvendige indlæggelser og genindlæggelser? Missionen lykkes kun, hvis de praktiserende læger og den kommunale sundhedspleje er ligeværdige samarbejdspartnere. Eksempelvis bør patienternes egen læge have en direkte og hurtig adgang til simple ja/nej-undersøgelser til patienter, der ikke umiddelbart passer til en kræftpakke, men hvor lægen vurderer, at der måske kunne ligge noget mere alvorligt bag symptomerne.
6. Fælles standarder: Vores sundhedsvæsen skal igennem hele kæden styres via nationale kvalitetsstandarder. Vi er for lille et land til at have fem - for ikke at tale om 98 - forskellige modeller, og det går ikke, at dit postnummer er med til at afgøre, om du får den rette behandling til tiden.
7. Husk forebyggelse og efterbehandling: Vi er dygtige til behandling i Danmark, men vi kan blive endnu bedre. Skal vi styrke det samlede sundhedsvæsen, må der mere opmærksomhed på det, som foregår før og efter behandlingen. Vi bør opprioritere forebyggelsen, for eksempel kan 40 procent af alle kræfttilfælde forebygges. En folkesundhedslov ville være et godt redskab. Nødvendigt er det også med en national plan for diagnostik. Vi skal være dygtigere til genoptræning og rehabilitering. Palliation bør spille en langt mere integreret rolle i behandlingen.
8. Uddannelse er en del af løsningen: Nye faggrupper må i spil, og vi skal i højere grad forstå, styrke og bruge de enkelte faggruppers uforløste potentialer. Uddannelse er en livslang proces, det må vi indse. Ingen professionelle i sundhedsvæsenet kan forlade sig på deres oprindelige uddannelse gennem et langt arbejdsliv. Livslang uddannelse er ikke blot nødvendigt for at sikre den bedst mulige forebyggelse, behandling, pleje og omsorg. Det er også afgørende for, at det er attraktivt at blive i for eksempel sygeplejefaget og for, at unge ser faget som deres karrierevej.
9. Kløgtig brug af kompetencer: Endelig skal vi fordomsfrit have en diskussion, om vi bruger de forskellige faggruppers kompetencer hensigtsmæssigt. Det er da tankevækkende, at vi i EU-sammenhæng er et af de lande, der har flest sygehuslæger ansat målt i forhold til vores indbyggertal.

En gordisk knude

Måske kunne det være frugtbart, at regeringen samlede ti af landets klogeste mennesker med indsigt i sundhedsvæsenet? De kunne få ét år til at foreslå et velgennemtænkt bud på, hvordan vores sundhedsvæsen skal se ud om fem år og måske også komme med et forslag til en handlingsplan, der kan bringe os derhen.

Men hvad med lønnen? Det virker jo nærmest uløseligt; sygeplejerskerne vil have mere i løn. Arbejdsgiverne – sekunderet af Fagbevægelsens Hovedorganisation – holder fast i, at overenskomstforhandlingerne er afsluttet i denne omgang. En gordisk knude, kunne det ligne.

I kølvandet på sygeplejekonflikten nedsatte regeringen en lønstrukturkomité til at kigge nærmere på lønudviklingen i den offentlige sektor. Kunne det være en mulighed, at kommissoriet blev udvidet, så der faktisk godt måtte komme forslag, som ikke er lønneutrale?

Det ville være en gestus over for sygeplejerskerne og fastholde, at komitéens forslag har udgangspunkt i en samlet balanceret betragtning på hele det offentlige arbejdsmarked.

Lønstrukturkomiteen er ikke en her-og-nu-løsning, for resultatet af dens arbejde kommer først senere. Der er til gengæld lidt quick fix over den nyligt vedtagne coronavinterpakke, som jeg håber vil gå på to ben: Til fordeling på sygehuse som følge af flere aktiviteter og til støtte for aktiviteter uden for sygehusene.

Ligesom andre sundhedsaktører venter vi i Kræftens Bekæmpelse med spænding på en sundhedsreform. Desværre er der nu igen udsigt til, at den forsinkes, kunne man forstå på en udmelding fra statsministeren for nylig.

Forhåbentlig har regeringen ikke skrinlagt reformen, selvom pandemien forståeligt nok har fyldt meget. Uagtet corona er der behov for en systematisk indsats på længere sigt.

Sundhed betragtes som det vigtigste emne

Der er også behov for en indsats her og nu – ud over hjælpepakker. Til begge dele bør finansmisteren komme på banen. Det var en norsk finansminister, der så vidt jeg husker udtalte, at ’enhver god finansminister er også sundhedsminister.’

Jeg er enig i dét udsagn og håber, at Nicolai Wammen sammen med sundhedsministeren finder fremtidssikrede løsninger for vores sundhedsvæsen, der rækker ud over den aktuelle Finanslov. Udgiften ved at lade være, bliver mangefold større.

Spørger man vælgerne, vil de have sundhed øverst på den politiske dagsorden. Det viser den nye måling, analysebureauet Epinion har foretaget for Kræftens Bekæmpelse.

Epinion har spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne, og 64 procent har valgt sundhedsområdet og hospitalerne som ét af tre vigtigste områder, politikerne bør tage sig af. Sundhed har overtaget førstepladsen, hvor det ved sidste folketingsvalg var miljø og klima, der lå øverst, mens det har en andenplads i den nye måling med 35 procent. Ældreområdet kommer ind på en tredjeplads med 26 procent.

Målingen viser også, at danskerne er bekymrede for situationen og mener, at der ikke bruges nok penge på sundhed. 54 procent mener, det går "dårligt" eller "meget dårligt" med sundhedsvæsenet i dag. Sundhed betragtes som det vigtigste emne på tværs af demografiske skel og blandt både røde og blå vælgere.