Myndighederne giver coronastatus op til sommerferien: Forvent kø ved grænsen

De relevante myndigheder holder pressemøde tirsdag klokken 11, hvor de orienterer om rejseregler og testkapacitet hen over sommeren, Delta-varianten, EM i foldbold. Se pressemødet her eller læs hovedpointerne.

Kristine Korsgaard

Fra på lørdag klokken 16 kan alle som udgangspunkt rejse ind i Danmark fra EU-lande og Schengen-lande uden at skulle i karantæne. Man kan dog blive bedt om at fremvise coronapas eller at tage en test ved grænsen til Danmark. 

Det minder direktør for Organisation og Borgerservice ved Udenrigsministeriet, Erik Brøgger Rasmussen, om ved tirsdagens pressemøde, hvor en række myndigheder giver status på corona og regler op til sommerferien.

Se reglerne for indrejse til Danmark her.

Han understreger, at man skal undersøge, hvordan kravene er for indrejse til det enkelte land, man vil besøge.

Brøgger Rasmussen nævner som eksempel Holland, hvor Danmark skal spille landskamp på lørdag. Her er der krav om mange dages isolation ved ankomst, med mindre man opholder sig i landet i mindre end 12 timer.

Udenrigsministeriet vil op til sommerferien lancere en guide på nettet, hvor man kan taste sin rejserute ind og få oplysninger om, hvad man skal være opmærksom på af lokale krav. Foreløbig kan man finde links til de enkelte landes informationssider om rejserestriktioner her.

Danskere, der skal rejse ind og ud af Danmark, skal forberede sig på mere kø end normalt ved grænsen, hvad enten det er i lufthavnen eller ved den fysiske grænse. Det oplyser politidirektør Anne Barbara Sidenius Tønnes ved pressemødet.

Skruer ned for testkapacitet
Den mere smitsomme Delta-variant er fortsat på fremmarch i Danmark, og selv om smittetallene er lave, vokser Delta-variantens andel af smittetilfældene.

"Vi er bekymrede for Delta-varianten, og vi forventer, at den vil blive den dominerende variant i Danmark. Det skal vi have forsinket, så flest muligt når at blive vaccineret," siger direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri.

Og så er der nyt om testkapaciteten. For i takt med, at stadig flere danskere har fået første vaccination og dermed får coronapas, falder behovet for coronatest.

Derfor bliver der skruet ned for kapaciteten fra i dag, oplyser direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Lisbet Zilmer-Johns.

"Vi nedskalerer især for hurtigtest, men vi skruer først ned, når vi kan se, at efterspørgslen er faldet væsentligt. Det vil især kunne ses ved, at der bliver færre podere," siger hun.

Læs også

 
Vælg pcr frem for lyntest
Lisbet Zilmer-Johns opfordrer til, at man vælger pcr-test frem for lyntest, hvis man har mulighed for det.

De er mere præcise, og de giver myndighederne mulighed for at følge udbredelsen af forskellige varianter af coronavirus.

Hvis man skal rejse, er det også sikrest at vælge pcr-test, fordi man kan risikere at en lyntest ikke bliver accepteret i forhold til lokale restriktioner. 

Og som ekstra gulerod oplyser Lisbet Zilmer-Johns, at man fra 1. juli vil ændre reglerne, så en pcr-test giver coronapas i fire dage, mens lyntesten fortsat kun giver coronapas i tre dage.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anette Lykke Petri

Direktør, Styrelsen for Patientsikkerhed, Indenrigs- og Sundhedsministeriet
cand.med. (Københavns Uni. 1999), ph.d. (Københavns Uni. 2009), Master of Public Governance (CBS. 2018)

Lisbet Zilmer-Johns

Direktør for udenrigspolitik, Udenrigsministeriet
msc (London School of Economics 1991), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1992)

Anne Tønnes

Politidirektør, Københavns Politi
cand.jur. (Aarhus Uni. 1988)

0:000:00