Analyse af 
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Løhde skal afmontere sundhedsvæsenets akutte krise og fremtidige sammenbrud

Sundheds- og Indenrigsministeriet genopstår med en af landets mest erfarne sundhedspolitikere i spidsen. Sophie Løhde (V) er tilbage, men problemer er de samme, bare værre. Samtidig skal hun nu også håndtere vrede borgmestre og intern uenighed i den nye regering.  

Sophie Løhde (V) er efter seks år tilbage i Sundhedsministeriet som sundheds- og indenrigsminister. 
Sophie Løhde (V) er efter seks år tilbage i Sundhedsministeriet som sundheds- og indenrigsminister. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

“Det er ikke nogen hemmelighed, at sundhedsvæsenet står et svært sted. Den dårlige nyhed er, at udfordringerne kun bliver større de næste ti år.”

Med de ord blev den nye indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde (V), torsdag budt velkommen tilbage af departementschef Svend Særkjær til ministeroverdragelsesforretningen i Holbergsgade.  
 
Sophie Løhde har været væk fra sundhedsministerposten i seks år. 

På den ene side er alt som før. På den anden side er alt forandret.  

Og det er uanset om man taler om politikeren Sophie Løhde, sundhedsvæsenets tilstand eller det ministerium, hun genindtager. Men lad os tage én ting ad gangen.  
 
Sundhedsvæsenet
Da Sophie Løhde var sundhedsminister, var der problemer og udfordringer. Nu italesætter eksperter og fagfolk situationen som en ægte krise.  

Den værste i 30 år, hvis man spørger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.  

Læs også

Coronakrisen og sygeplejerskekonflikten har genskabt ventelisterne som massiv udfordring i sundhedspolitikken. Og samtidig er manglen på arbejdskraft nu et langt mere alvorligt og presserende problem, siden sidst Sophie Løhde havde plads i Holbergsgade.  
 
Politikken: Aben tilbage på Løhdes skuldre
På trods af at Sophie Løhde har været væk fra ministeriet i seks år, så ligger samme monstrøse problem stadig på hendes bord.  
Det var nemlig Sophie Løhde, der i 2015 igangsatte forarbejdet til daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussens sundhedsreform, da hun nedsatte det berømte “Udvalget For Det Nære og Sammenhængene Sundhedsvæsen”.  

Den opgave blev overtaget af efterfølgeren, Ellen Trane (V), og reformen led skibbrud ved VLAK-regeringens valgnederlag.  

I maj måned 2022 genopstod reformen så i en light-model, hvor regionerne overlevede med Magnus Heunickes sundhedsreform, der blev indgået af et bredt politisk flertal.   

Generelt blev reformen vurderet som rigtig, men langt fra tilstrækkelig for at fremtidssikre sundhedsvæsenet.  

Læs også

 Og nu er Socialdemokratiet så enig med Venstre og Moderaterne om, at man stort set skal starte forfra. I hvert fald skitserer regeringsgrundlaget stort set en gentagelse, dog mere omfattende, af den granskning, som Løhde satte i gang i 2015. Og Sophie Løhde gentog i sin tiltrædelsestale målet.    

"Vi skal se på, hvordan vi kan forbedre sammenhængen og tydeliggøre ansvarsfordelingen mellem sygehuse, kommuner og almen praksis. Og vi har givet hinanden håndslag på at se på det hele med friske øjne for patienternes skyld,” sagde Sophie Løhde til overdragelsen.   

Forskellen er nu, at Lars Løkke Rasmussen i Moderaterne angiveligt stadig ønsker at nedlægge regionerne, som han også gik til valg på, mens Socialdemokratiet og Venstre i valgkampen afviste det.  

Men ifølge Altingets oplysninger var de tre partier på Marienborg enige om at reducere antallet af regioner fra fem til tre. Men ideen blev angiveligt droppet, kort før regeringsgrundlaget blev fremlagt. Dermed er den politiske strid om regionernes fremtid skudt til hjørne - men ikke væk.  

Sophie Løhde kan lune sig ved, at nok er problemerne massive, men sundhedsområdet er generelt ikke den store ideologiske kampplads, som den var i nullerne.  

Socialdemokratiet har accepteret private sundhedsforsikringer og privathospitalerne som et supplement til det offentlige og gratis sundhedsvæsen. Og Venstre og Moderaterne bekender sig nu relativt helhjertet til, at sundhedsvæsenet overvejende er gratis og offentligt drevet.  
 
Sophie Løhde mere erfaren og mere centralt placeret 
Hvor hun første gang som sundhedsminister var ministerdebutant, er hun nu en af regeringens mere erfarne ministre. Efter halvandet år i Sundhedsministeriet rykkede hun ind i Finansministeriet som minister for innovation.  

Hun har forhandlet økonomi med regioner og kommuner, været statens ansigt på de højspændte overenskomstforhandlinger i 2018. Forsøgt sig med et storstilet offentligt afbureaukratiseringsprojekt på tværs af den offentlige sektor.  

LÆS: Her er VLAK-regeringens foreløbige bud på afbureaukratisering

Og hun var også som innovationsminister central i forberedelsen af Lars Løkkes sundhedsreform, som aldrig blev implementeret, fordi han tabte valget til Mette Frederiksen i 2019.    

I sit parti er hun samtidig kravlet op fra at være en af flere unge, lovende Venstre-medlemmer til at være Venstres øverste top med Jakob Ellemann-Jensen og Troels Lund Poulsen som ligemænd. Hun får nu plads i regeringens Økonomiudvalg og Koordinationsudvalget. 
 
Ud over Lars Løkke Rasmussen er der ingen folketingsmedlemmer, der kan matche Sophie Løhdes erfaring og indsigt på sundhedsområdet. Hun er 39 år gammel, men har i løbet af mere end 20 år arbejdet med sundhedspolitik i lange perioder. Først som Danmarks yngste amtsrådspolitiker, senere regions- og folketingspolitiker, hvor hun både har været psykiatri og sundhedsordfører.

Om Sophie Løhde
  • Bachelor i erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation, CBS, 2007 
  • Fhv. medlem af amtsrådet i Frederiksborg Amt, regionsrådet i Region Hovedstaden og kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune
  • Medlem af Folketinget siden 2007 
  • Sundheds- og ældreminister, 2015-2016 
  • Minister for offentlig innovation, 2016-2019 
  • Indenrigs- og sundhedsminister, 2022- 

To årtier med forhandlinger, årsmøder og konferencer i regioner og kommuner betyder, at få kan matche hendes faglige og politiske netværk på sundhedsområdet. 
 
Sophie Løhde er generelt anerkendt som en dygtig forhandler, hvor hun kan være hård i den politiske debat i folketingssalen og medierne. Hun har som politisk ordfører og under coronakrisen været partiets kamphund imod Mette Frederiksen og Magnus Heunicke, som hun nu afløser og er i regering med.  
 
Omvendt så beskriver mange hende som en løsningsorienteret og kompromissøgende minister, når dørene er lukket - både overfor sundhedsaktører og de andre politiske partier. 

Hun er dog ikke blevet nogen stor stemmesluger med 12.000 stemmer ved det seneste valg, men hun er den Venstre-politiker, der fik tredjeflest stemmer, hvilket også siger noget om Venstres politiske kampform. 
 
Ministeriet - styrket med beføjelser svækket af personaleflugt
Det er også et på alle måder forandret ministerium, som sundhedsminister Sophie Løhde vender tilbage til. Ældreministeriet er skiftet ud med Indenrigsministeriet, hvilket øger hendes indflydelse på kommunerne, regionerne og hele sundhedsvæsenet.

En af Sophie Løhdes hovedopgaver bliver at sikre bedre sammenhæng mellem sygehuse og kommunerne. Og som indenrigsminister får hun ansvaret for den økonomiske styring af kommuner og regioner. 
 
"Når Sundhedsministeriet står alene, så er det lidt et underligt flagrende holdningsministerium. Man kan primært forsøge at præge holdninger og at sætte dagsordner," sagde den tidligere departementschef i sundhedsministeriet, nu direktør i KL, Kristian Wendelboe, helt tilbage i 2010.  

Coronakrisen har samtidig skabt en historisk udskiftning i Sundhedsministeriet. Så selv om borgmesterdatteren Sophie Løhde kunne give krammere til en del embedsmænd ved ministeroverdragelsen, så er Sundhedsministeriet voldsomt åreladet for embedsmænd. Embedsmænd, der kender historikken og sundhedsområdets historie, aktørernes ømme tæer og dårlige undskyldninger. 

Som chef er der også delte meninger om Sophie Løhde. Der er generelt konsensus om, at hun er en dygtig, arbejdsom men også krævende minister, der sammenlignet med andre ministre har meget lange arbejdsdage. Om hun er for hård og grov er tidligere embedsmænd og rådgivere uenige om.  

Ulempen for Sophie Løhde som indenrigsminister er, at hun også kommer til at skulle forholde sig til magtfulde vrede borgmestre, som står overfor stigende krav om at levere en bedre indsats på sundhedsområdet og samtidig udføre besparelser og reformer på mange velfærdsområder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00