Når sandheden er ilde hørt, skyder man budbringeren

Af Peter C. Gøtzsche
Professor, dr. med., direktør i Det Nordiske Cochrane-center.

I Ole Tofts artikel i dette nummer af Altinget betvivles min faglighed af Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse, og Peter Schwarz, formand for De Lægevidenskabelige Selskaber, der er en paraplyorganisation for de ca. 120 lægevidenskabelige selskaber i Danmark.

De mener, jeg fører kampagner mod mammografiscreening og psykofarmaka på et manglende fagligt grundlag, og at jeg ensidigt skulle udvælge den litteratur, der støtter mine synspunkter.

En sådan form for kritik har jeg været udsat for mange gange i min karriere, men den har hver gang været forfejlet og udtryk for, at mine kritikere havde deres egne interesser, de skulle pleje. Sådan er det også denne gang.

Desværre er min kronik i Politiken 6. januar, "Psykiatri på afveje", blevet fejltolket. Jeg har aldrig advokeret for, at vi skulle fjerne alle psykofarmaka fra markedet.

Peter C. Gøtzsche
Professor, dr. med., direktør i Det Nordiske Cochrane Center

Kræftens Bekæmpelse går ind for mammografiscreening og har udgivet mange fejlagtige og misvisende oplysninger om mammografiscreening, hvilket jeg har påpeget både i artikler og i min bog fra 2012: "Mammography screening: truth, lies and controversy." Det er Kræftens Bekæmpelse og ikke mig, der ensidigt udvælger den litteratur, der giver støtte til præfabrikerede synspunkter.

En artikel i BMJ påviste i 2013, at strålebehandling af overdiagnosticerede raske kvinder dræber mindst lige så mange, som bliver reddet af screeningen.

Screening redder ikke liv, men er skadelig pga. af overdiagnostikken og også alle de falske positive fund, som rammer hver 10. raske kvinde, der går til screening, og som lektor John Brodersen og medarbejdere ved Københavns Universitet har påvist, ledsages af angst og andre betydelige psykiske gener selv tre år efter, at kvinderne har fået at vide, at de ikke fejler noget.

Interessekonflikter 
Som det fremgår af Ole Tofts artikel, har Peter Schwarz også interessekonflikter. Jeg nævnte i en kronik i Jyllands-Posten 4. januar, at Schwarz siger, at det er en kendsgerning, at det udbredte samarbejde mellem læger og industri er både hæderligt, frugtbart og nødvendigt.

Tidligere chefredaktører for nogle af vore mest ansete tidsskrifter, BMJ og New England Journal of Medicine, deler ikke Schwarz’ opfattelse, men har skrevet bøger, hvor de påpeger den udbredte korruption af læger og den akademiske integritet.

Det påpeger jeg også i min bog "Dødelig medicin og organiseret kriminalitet: Hvordan medicinalindustrien har korrumperet sundhedsvæsenet", som jeg lancerede den 2. september.

To dage senere skrev Schwarz enslydende artikler i Berlingske og Dagens Medicin, hvor han hævdede, at min dokumentation er af ældre dato, og at "det er dybt besynderligt, at en person, som kalder sig for ekspert på området, tilsyneladende ikke har fulgt med i, hvad der er sket på området de seneste 10-20 år, hvor der er foregået fundamentale forandringer omkring åbenheden og samarbejdsforholdet mellem de forskende læger og lægemiddelindustrien".

Det kan næsten ikke være mere usandt. Bogen er proppet med dokumentation fra de seneste 10 år, og de sager, hvor jeg påviser, at forretningsmodellen for de 10 største firmaer er organiseret kriminalitet, er alle afgjort i årene 2007 til 2012. Jeg påviser også, at kriminaliteten har været kraftigt stigende i de senere år af den simple grund, at forbrydelse betaler sig.

Og nu til min påståede manglende faglighed. Jeg er glad for, at folk som formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), og PLO’s forhenværende formand, Henrik Dibbern, i Altingets artikel udtrykker stor tillid til min faglighed. Men jeg kan også dokumentere den.

Cochrane-samarbejdet
Jeg var medstifter af Cochrane-samarbejdet i 1993 og oprettede Det Nordiske Cochrane Center samme år. Grunden til, at jeg var medstifter, var, at internationale kolleger anså min faglighed for at være i top. Det passer med, at jeg, så vidt jeg ved, er den eneste dansker, der nogensinde har publiceret over 50 arbejder i "the big five", som er BMJ, Lancet, New England Journal of Medicine, JAMA og Annals of Internal Medicine. Dette er ikke noget historisk. Jeg publicerer fortsat meget i disse tidsskrifter, således 4 gange i 2013 og allerede 2 gange i 2014. 

I Cochrane-samarbejdet gransker vi den videnskabelige litteratur kritisk og sammenfatter den, og vi lægger meget vægt på at formidle vore forskningsresultater til offentligheden.

Det er det, jeg gør, men desværre er min kronik i Politiken 6. januar, "Psykiatri på afveje", blevet fejltolket. Jeg har aldrig advokeret for, at vi skulle fjerne alle psykofarmaka fra markedet.

Jeg skrev i Politiken, at vore borgere ville være langt bedre stillet, hvis vi fjernede alle psykofarmaka fra markedet, fordi lægerne ikke er i stand til at håndtere dem. Men jeg skrev også, at psykofarmaka kan være nyttige nogle gange for nogle patienter, især ved korttidsbehandling, i de akutte situationer, og at jeg naturligvis er ikke imod brug af lægemidler, hvis man vel at mærke har styr på, hvad man foretager sig, og kun bruger dem i situationer, hvor de gør større gavn end skade.

Det er desværre ikke tilfældet for psykofarmaka, og jeg er ganske enig med Thorstein Theilgaard, generalsekretær i Patientforeningen Bedre Psykiatri, at vi skal diskutere, hvordan terapi og medicin hjælper patienterne bedst.

Nødvendig opmærksomhed 
Og som PLO’s forhenværende formand, Henrik Dibbern, udtalte i Ole Tofts artikel, er jeg nødt til at råbe højt, selv når jeg kommer med tung dokumentation, hvilket psykiatrien også er et eksempel på. Alle tidligere skandaler om overmedicinering i psykiatrien, ikke mindst den på Glostrup, har skabt vældigt røre i pressen, hvorefter overmedicineringen af befolkningen fortsætter eller endda forværres, hvilket kan aflæses i statistikkerne over lægemiddelsalget.

Hvis vi skal komme nogen vegne, er nogen nødt til at råbe højt. Denne gang må det ikke bare dø ud igen, der bør komme reformer. Fx bør der være en aftrapningsplan, hver gang man starter behandling med et psykofarmakon, og vi skal i fællesskab arbejde for, at forbruget af psykofarmaka falder mærkbart, gerne til langt under halvdelen af det nuværende forbrug. Der sælges fx så meget SSRI-medicin (som desværre kaldes lykkepiller), at hver eneste dansker kan være i behandling i 6 år af sit liv. Det er sygt.

Frem for alt bør lægerne droppe alle deres lukrative samarbejder med industrien, hvilket svækker deres dømmekraft og dermed deres faglighed ganske alvorligt.

Lundbecks administrerende direktør, Ulf Wiinberg, og formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Thomas Middelboe, har således begge hævdet, at antidepressiva (SSRI) til børn og unge reducerer selvmordsrisikoen. Lodtrækningsforsøgene viser det modsatte: De øger selvmordsrisikoen op til omkring 40-årsalderen, og det er også derfor, Sundhedsstyrelsen advarer mod at bruge SSRI til børn og unge.

Forkerte beskyldninger
Så hvem er det nu lige, der fordrejer og tolker litteraturen ensidigt for at promovere et vist synspunkt? Værre kan det næppe blive. Denne løgn har dræbt børn og unge, også nogle, som slet ikke fejlede noget, men var helt raske og fx bare tog pillerne for at tjene penge til studierne, hvilket jeg dokumenterer i min bog. Jeg forsker i dette område og kender nogle af de familier, der har mistet deres børn og unge eller ægtefælle på denne måde, både i Danmark og i USA, hvilket har berørt mig dybt.

Vestergaard Pedersen hævder, at jeg beskylder nogle forskere, som ikke er enige med mig, for at lyve og manipulere, og at jeg har miskrediteret en navngiven dansk psykiater.

Det er ikke korrekt. Jeg har ikke beskyldt nogen for noget, jeg har publiceret uigendrivelige beviser for, at visse forskere har løjet og manipuleret, hvilket er noget ganske andet. Og man kan ikke miskreditere nogen ved at gentage, hvad de bevisligt har sagt i det offentlige rum. Vi er jo alle ansvarlige for det, vi siger og skriver, og det har andre lov at gentage.

Når man gør opmærksom på, at screening eller medicin gør større skade end gavn, bliver man næsten altid mødt med det argument, at man skræmmer patienterne, hvilket Vestergaard Pedersen også benytter sig af. Det er et at de ringeste argumenter, jeg har stiftet bekendtskab med. Hvis vi ikke må fremkomme med sådan dokumentation, bliver det svært at slippe af med de af vore behandlinger, der er skadelige.

Og det må da være vigtigere, at vi ikke skader patienterne, end at vi skræmmer dem. Endvidere har offentligheden krav på at få at vide, hvis fundamentet for de behandlinger eller screeninger, de får tilbudt, er skrøbeligt eller endda slet ikke holder. Den diskussion skal ikke holdes bag lukkede døre, for så har vi accepteret et formyndersamfund, hvor kun én udlægning af sandheden er tilladt, hvilket er normen i diktaturstater.