Debat

Nytårstale fra en hospice-sygeplejerske: Corona ramte os i kernen af vores selvforståelse

NYTÅRSTALE: Statsministeren sagde gang på gang, at "hvert eneste dødsfald er en tragedie", men på hospice er døden naturlig. Altinget har bedt to sundhedsprofessionelle om at skrive deres bud på en nytårstale. Her bringer vi sygeplejerske Kirsten Bühlers tale.

”Hvert eneste dødsfald er en tragedie," som statsministeren sagde. Vi ved jo godt og erfarer tit, at det ikke passer.
”Hvert eneste dødsfald er en tragedie," som statsministeren sagde. Vi ved jo godt og erfarer tit, at det ikke passer.Foto: Privatfoto
Kirsten Bühler
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kirsten Bühler
Sygeplejerske og diakon på Sankt Lukas Hospice

I starten af den første nedlukning læste jeg i Weekendavisen et interview med forfatteren Kirsten Thorup i anledning af hendes nye roman 'Indtil vanvid, indtil døden', som hun indleder med et citat af den polske forfatter Olga Tokarczuk: ”… hvis der hverken havde eksisteret rationaliseringer, sublimeringer eller fortrængninger, og hvis det havde været muligt at se ærligt og modigt på verden uden nogen form for forsvarsmekanismer, ville alle vore hjerter briste”.

Senere på året læste jeg med glæde den roman, som citatet stammer fra, og som hedder det, vi har haft svært ved at være på samme måde, som vi ellers har vænnet os til: ”Rejsende”.

Da landet og det meste af verden lukkede ned i marts, var det som om en erkendelse, som mange af os der færdes på hospice blandt mennesker, der snart skal miste deres eget liv eller én, de er knyttet til, lever med til daglig, blev gjort også i det offentlige rum: Vi er dødelige væsener, vores kroppe er også skrøbelige, og sårbarheden er et vilkår. Sådan har det altid været. Det er der ikke noget nyt i. Vi vil bare så gerne fortrænge det, hengive os til illusionen om, at det er vi ved at få styr på.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Epidemier og pandemier har fulgt mennesker gennem historien – vi har bare en tendens til at slette de grusomme erindringer fra vores kollektive hukommelse så hurtigt som muligt. Paradoksalt nok gør netop det os endnu mere sårbare.

Jeg husker fra foråret, hvor svært det var for mig at forene bestræbelsen på at se døden som et naturligt vilkår i livet, sådan som vi vedbliver med at påstå i hospiceverdenen, med den kamp, der pludselig udspillede sig i samfundet, hvor vi for alt i verden skulle holde den og hinanden på afstand. ”Hvert eneste dødsfald er en tragedie," som statsministeren sagde. Vi ved jo godt og erfarer tit, at det ikke passer – at døden også kan være en lettelse, en udfrielse, en kærkommen gæst og i sidste ende ikke er til at komme udenom.

Covid-19 har fungeret som en fremkaldervæske for mange forhold på mange niveauer både globalt, nationalt og privat, hvor det er blevet tydeligt, at ”something is rotten”.

Kirsten Bühler

Vi blev på hospice ramt i kernen af vores selvforståelse, idet nærvær, omsorg for pårørende og mulighed for livsudfoldelse indtil det sidste er centrale hospiceværdier. Nu gjaldt det om at skabe fysisk afstand, sortere i de pårørende og andre kontakter udefra, indskrænke brugen af fællesarealer; vores frivillige måtte ikke komme, vi måtte ikke synge, og processen med at visitere nye patienter blev en vanskelig opgave.

Jeg husker en kollega, der sagde: "Jeg kan ikke længere mærke, hvordan mine patienter har det gennem alle værnemidlerne", og jeg husker en kvinde, som fik en bronzeengel fra min afsprittede hånd ind i hendes åbne: "Åh, det er så længe siden, nogen har rørt ved mig". Hudsulten florerer, og kontakten til vores patienter, hvis sanser i forvejen er påvirkede af sygdom og forestående død, er blevet påvirket. Den eksistentielle træthed ved at udholde alt det har været en trofast følgesvend gennem det meste af 2020.

Samtidig takker jeg for kolleger, ledere og en arbejdsgiver, som har gjort deres yderste for, at det alligevel grundlæggende har været trygt at gå på arbejde i disse pandemiske tider: vi har værnemidler, desinfektionsmidler, nok hænder og mulighed for at tale om det svære, og vi bliver ikke flyttet rundt som brikker i et spil Stratego, sådan som vi oplever kolleger gøre det andre steder uden skelen til kompetencer og livsvilkår i øvrigt med et sølle honninghjerte som tak.

2020 blev af WHO erklæret for ’Year of the Nurse and Midwife’. Ingen havde i deres vildeste fantasi kunne forudse, hvilken rolle sygeplejersker og andet sundheds- og plejepersonale ville komme til at spille i den globale pandemi – på godt og ondt.

Covid-19 har fungeret som en fremkaldervæske for mange forhold på mange niveauer både globalt, nationalt og privat, hvor det er blevet tydeligt, at ”something is rotten”: at vi har meget mere at debattere i 2021 forhold til sundhedspersonalets arbejdsvilkår, løn, ressourcefordeling, prioritering og ledelse samt muligheden for at yde ordentlig pleje og omsorg på landets sygehuse og plejeinstitutioner er vist åbenlyst for enhver.

Som den schweiziske forfatter Friedrich Dürrenmatt skrev i 'Die Physiker': ”Det, der angår alle, kan kun løses af alle” – det er et fælles ansvar, vi har. Vi holder hinandens liv i vore hænder.

Covid-19 er for mange i samfundet heldigvis stadig abstrakt, selvom restriktioner og daglige smittetal er konkrete, og nye ord som samfundssind, afstandskrav og "sammen hver for sig" har fundet ind i vores sprog. Muligheden for fortrængning og rationalisering har tydeligvis været udbredt i samfundet det meste af året. Jeg tænker på alle dem, der ikke havde mulighed for at selvisolere sig i et sommerhus i naturskønne omgivelser; dem der bor tæt i små lejligheder, der pludselig også skulle agere hjemmeskole; dem der skulle køre bus, taxa og alverdens pakker rundt og tilmed blev beskyldt for ikke at overholde alle mulige krav og forventninger om at være og gøre det rigtige.

Tendensen til at trække fronter op, udskamme og skyde om sig med beskyldninger er vel også en måde at håndtere usikkerhed, afmagt og angst på – men det er uskønt og destruktivt. Jeg husker, at den tyske sundhedsminister Jens Spahn under den første nedlukning i foråret sagde: ”Om nogle måneder vil vi nok skulle tilgive hinanden meget” – det er så rigtigt sagt. Det må vi huske at gøre.

Og så er der de mange i risikogrupperne, for hvem angsten er blevet en følgesvend, og de mange, der er truet på eksistensen økonomisk – det er lidelsesfuldt og tungt på mange måder. Pandemien har også synliggjort uacceptable uligheder i sundhed og levevilkår. Jeg tænker på frontpersonalet, der lever med angsten for at bære smitten til de sårbare eller med hjem til familien; alle de mange, der har fået eksem, hovedpine og andre helbredsproblemer af værnemidlerne og hygiejnekravene; dem der er omkring de mennesker, der rent faktisk er smittet, dem der har været syge, eller som er døde i isolation - ”ville alle vore hjerter briste”…

Læs også

Lidelse, sorg, afmagt og sårbarhed er ikke nye fænomener – det er livsvilkår. 2020 har bare gjort det tydeligt for enhver i de små og store sammenhænge, som vi indgår i. Det er sandsynligt, at vi kollektivt vil fortrænge, sublimere og rationalisere os ud af de erfaringer, som vi har gjort i år – det er så menneskeligt. Men jeg håber, at den klangbund, det måtte have lagt i os, alligevel vil forblive der som afsæt for en ny måde at være i verden på. For selvom den nye vaccine med tiden skulle få bugt med Covid-19, så er der rigeligt andet at tage fat på: vi skal få en anderledes og mere nænsom omgang med kloden, vores medskabninger og hinanden – rovdriften på ressourcer, magtmisbrug i systemer og politik skal stoppe!

Tiden mellem Jul og Nytår hedder på tysk noget så poetisk som ”Zwischen den Jahren” – et mellemrum i året, tiden, livet til at besinde sig, gøre op med, drage næring af, til eftertanke og de store linjer; hvor kom vi fra, hvor skal vi hen? Vi er i sandhed rejsende i mere end én forstand; vi rejser gennem tiden og vores liv, som vi altid er novicer i.

Nu har vi erfaret en pandemi sammen. Vi ved ikke, hvad det kommende år bringer. Men vi ved, at vi er i det sammen.

Digteren Rosa Ausländer, der i kraft af sin baggrund og historiske samtid i sandhed blev en rejsende, udtrykker det så fint i sit smukke digt ”Gemeinsam” fra 1970’erne:

”Vergesset nicht

Freunde

wir reisen gemeinsam“ 

På dansk:

”Glem ikke

venner

vi reiser sammen”

For ligeså stædig vores evne til fortrængning, sublimering og rationalisering er, ligeså stædig er vores livsytringer i fænomener som tillid, kærlighed, barmhjertighed, håb, talens åbenhed og indignation. Lad os bruge erfaringen af de bristede hjerter, ikke til at resignere, slukke lyset og isolere os i håbløshedens trange rum eller fastlåste ideologiers tilsyneladende trygge rammer, men til om muligt legende, tænkende, dansende eller haltende, til tider modvilligt eller syngende at indlade os på det, der venter og kommer til os i 2021, som alligevel aldrig bliver, som vi forventer – underet er også altid en mulighed, når vi åbner os for det; måske med den bøn om sindsro og visdom i hjertet, som den amerikanske præst og teolog Reinhold Niebuhr formulerede i 1930’erne, der havde sin egen globale nød:

”Gud giv mig sindsro til

at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,

mod til at ændre de ting, jeg kan,

og visdom til at se forskellen”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kirsten Bühler

Sygeplejerske og diakon, Sankt Lukas Hospice
Diakonuddannet fra Diakonhøjskolen i Aarhus (1999), bachelor i sygepleje fra Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole (2003)

0:000:00