Overlæge: Politikerne må tage ansvar

Af Bjarne Rønde Kristensen
Ledende overlæge ved Odense Universitetshospital

Regeringen og flertallet af folketingets medlemmer vil ikke være med til at prioritere, hvilke behandlinger vi skal kunne tilbyde patienterne på de danske sygehuse. 

"Vi kan ikke sætte pris på et menneskeliv."

"Vi kan ikke beslutte, om det er for dyrt at forlænge et liv med to måneder."

"Det skal ikke være økonomien, der er afgørende."

Citaterne er fra sundhedsordførerne fra de tre største partier.

Frem for en åben og gennemskuelig politisk prioritering er det nu ofte en ugennemskuelig administrativ prioritering.

Bjarne Rønde Kristensen
Ledende overlæge ved Odense Universitetshospital

Udtalelser, som er forstålige, og som ikke skræmmer nogen vælgere bort.

Men de er udtryk for politisk uansvarlighed.

Vi mangler en milliard
Regeringens forhandlinger med Danske Regioner er netop endt med, at der kommer til at mangle i størrelsesorden én milliard kroner til sygehusenes drift næste år – primært grundet de stigende medicinudgifter.

Prioriteringen af hvilken behandling, pleje eller service vi skal fjerne på sygehusene næste år, udtaler regeringen sig ikke om.

Men nogen skal jo vælge, hvor i sygehusenes drift den milliard skal tages fra.

Ligeledes er der nogen, der skal vælge, hvad der kan og ikke kan blive råd til af nye undersøgelsesmetoder og nye behandlinger.

Manglende økonomi medfører prioriteringer i hverdagen
Den manglende økonomi for næste års sygehusdrift vil forstærke den allerede igangværende proces med stadig dårligere service på sygehusene.

Kerneopgaven, som er at foretage den specialiserede behandling, der ikke kan foretages i almen praksis/ speciallægepraksis, vil blive prioriteret som snart den eneste opgave, som sygehusene skal have i forhold til patientforløbene.

Pleje, service og omsorg må varetages andet sted.

Besparelserne rammer hver gang de områder, der varetages af personalegrupper, som udfører de mindst specialiserede opgaver.

Sygehjælper og social- og sundhedsassistenter er sparet væk.

Færre og færre sygeplejersker på sengeafsnit
Politikere i folketing og regioner udtaler gang på gang, at nu skal sundhedspersonalet ikke længere bruge så meget tid på dokumentation og registreringer.

Men til nu fortsætter det ikke blot. Det øges.

Der er sat en udvikling i fuld gang, som ikke har været igennem drøftelser og beslutninger om, hvilket sygehusvæsen/sundhedsvæsen vi vil have i fremtiden.

Der gives politisk udtryk for én retning med hensyn til prioritering af sundhedspersonalets virke (for eksempel patientkontakt kontra dokumentationsarbejde), men virkeligheden går den modsatte vej.

Politikerne fralægger sig ansvaret
Politikerne vil ikke prioritere med hensyn til, hvilke behandlinger og behandlingsformer vi har råd til. Men dermed overlades disse prioriteringer til dem, der er mellem den politiske ledelse og lægerne i klinikken.

Disse prioriteringer foregår nemlig ved de daglige beslutninger om, hvad de enkelte afdelinger kan få økonomi til.

Der er masser af undersøgelses- og behandlingsønsker fra lægerne, der bliver stoppet grundet den økonomiske prioritering, som nu en gang er nødvendig, fordi der ikke er råd til det hele.

Direktioner og administrationer i regionerne og på sygehusene påtager sig det ansvar, der burde være politikernes.

Frem for en åben og gennemskuelig politisk prioritering er det nu ofte en ugennemskuelig administrativ prioritering.

Det gælder om at råbe højest
Direktioner/administratorer lader sig rådgive af de ledende læger.

Det bliver mange gange til, at den overlæge, der er bedst til at råbe højest, får sine ønsker igennem.

Og dermed på bekostning af andres.

Uden at der nødvendigvis er tale om en overordnet lægefaglige prioritering og jo slet ikke en politisk prioritering.

Og når det endelig er en politisk prioritering, nemlig når der er tale om meget dyre investeringer for en given behandlingsform, foregår denne politiske prioritering på baggrund af fremlægninger, der er blevet gennemarbejdet til den form og i den udlægning, som man mener, politikerne helst vil have det.

Den politiske prioritering mangler
Ledelse og administration tager ansvaret på sig. Ikke i ond mening, men grundet manglende politisk prioritering.

Den lægefaglige udvikling fortsætter heldigvis med tilvejebringelse af fortsat bedre undersøgelsesmetoder og behandlingsmuligheder.

Hvis vi ikke vælger noget fra, vil vi på et tidspunkt kunne bruge det samlede bruttonationalprodukt på sundhedsvæsenet.

Politikerne skal tage det overordnede ansvar for vores sundhedsvæsen, den overordnede kollektive prioritering af de til enhver tid begrænsede økonomiske ressourcer, der er til rådighed.

Lægen skal altid være den enkelte patients 'advokat' og skal altid anbefale den bedste behandlingsmulighed for den enkelte patient.

Den bedste behandlingsmulighed, som er tilgængelig i det danske sygehusvæsen.