Udelukkelse af private giver forskelsbehandling

Af Thomas Kiær
Overlæge og medejer af CFR Hospitaler

I 2015 er vi nået til anden runde af specialeplanen, og siden 1. juni har offentlige og private hospitaler kunnet søge om at blive godkendt til at udføre specialiserede behandlinger fra 2017.

Men der er brug for en gentænkning af den nuværende specialeplan.

Udgangspunktet var at have et kvalitetsforbedrende instrument for alle hospitaler, hvor tankegangen var, at øvelse gør mester.

Det er dog endt som et uigennemskueligt morads af regler, farvet af Sundhedsstyrelsens frie fortolkning af loven og en faglig rådgivning, der ofte har haft manglende hold i virkeligheden.

Resultatet for hospitalerne er, at alle har enormt svært ved at agere under specialeplanens alt for snævre og ufleksible rammer.

Det store spørgsmål er, hvorfor private aktører skal forhindres i at udføre et stort antal behandlinger, når ekspertisen er til stede.

Thomas Kiær
Overlæge og direktør for CFR Hospitaler

Meningsløs opdeling i enkeltkategorier
Selve specialeplanen har sit fundament i sundhedslovens § 207 til § 209, som er tolket i Sundhedsstyrelsens vejledning om udmøntning af sundhedsloven.

I vejledningen har man valgt at inddele specialerne i de tre niveauer: Hovedfunktion, regionsfunktion og højt specialiseret funktion.

En inddeling, som er endt med nær 1.000 forskellige procedurer, der på nær hovedfunktionsniveauet er karakteriseret som regionsfunktion eller højt specialiseret behandling.

Det til trods for, at mange af procedurerne i virkelighedens verden er så tæt på hinanden, at det slet ikke giver mening at opdele dem i enkeltkategorier.

Offentlig eller privat behandling
Det væsentlige budskab i sundhedsloven er, at specialeplanen skal sikre lægefaglig kompetence ved at samle de sjældne behandlinger.

Sundhedsstyrelsen har besluttet, at specialeplanen kun omfatter de offentligt finansierede behandlinger, selvom det slet ikke er en del af lovgrundlaget.

Det medfører den barokke situation, at man står med to forskellige værdisæt:

Et, der gælder for offentligt finansieret behandling, og som er reguleret af specialeplanen, og ét, der gælder for privat finansieret behandling, der reguleres af lægelovens regler.

Konsekvensen af dette er, at sygehuse med privatfinansierede behandlinger ikke bliver inddraget i Sundhedsstyrelsens vurdering af, om det rent faktisk besidder den fornødne kompetence.

De danske sundhedsmyndigheder har det overordnede ansvar for at sikre alle danskere en tilstrækkelig behandlingskvalitet.

Også de 1,5 millioner danskere, der via deres sundhedsforsikring kan modtage behandling på private sygehuse i Danmark.

Så længe Sundhedsstyrelsen kun medtænker de offentlige patienter, sker der en forskelsbehandling af patienterne på et helt uforståeligt grundlag.

Vi ser jo ikke, at fødevaremyndighederne eller arbejdstilsynet skelner mellem offentlig og privat, når de gør deres arbejde.

Den offentlige myndighed skal være til stede for alle danskere – uanset det faglige område.

Private sygehuse udelukkes trods kompetence
Et af Sundhedsstyrelsen mantraer omkring specialeplanen har været forsyningssikkerhed.

Resultatet har måske overraskende været det stik modsatte.

Kravspecifikationer og regler er nemlig gjort så komplicerede, at sygehuse, der enten har eller har haft en høj produktion af en givet behandling, bliver udelukket fra at udføre behandlingen.

Det betyder, at regionssygehuse og private sygehuse, som har kompetencen til stede, ikke må udføre behandlingen på offentlige patienter, og konsekvensen er, at der opstår ventelister.

For eksempel er der ventetid på halve og hele år på visse nyrestensbehandlinger og på kirurgisk behandling af rygdeformiteter, på trods af at beviselig kompetence besiddes af flere regionale og private hospitaler.

Snævert fokus på matrikel frem for lægefaglige kompetencer
Et andet element, som Sundhedsstyrelsen har tilføjet unødigt ekstra til specialeplanen, er, at specialeplanen er tilknyttet matrikler.

I lægefaget er mange procedurer bygget op om ”mesterens” kompetence.

Når Sundhedsstyrelsen udelukkende ser på matriklen, forhindrer man således en erfaren hjertekirurg, der vælger at flytte til en anden adresse, at behandle de offentlige patienter på venteliste.

Det skaber en barriere for praktikeren og med stor ulempe for sygehusplanlægningen.

Det store spørgsmål er, hvorfor private aktører skal forhindres i at udføre et stort antal behandlinger, når ekspertisen er til stede.

Og hvorfor en specialist på et offentligt sygehus skal forhindres i at udføre behandlinger på en privat klinik eller et andet offentligt sygehus, hvis alt det fornødne udstyr også her er til stede.

Jeg ser ingen mening i, at et hospital, der har kirurgisk ekspertise, skal forhindres i at udføre behandlinger på forskellige lokaliteter i landet, hvis behandlerne kan flytte sig efter det.

Det snævre fokus på matriklen hæmmer forsyningssikkerheden, opsætter stive, bureaukratiske grænser og fjerner enhver dynamik i et sundhedssystem, som skal være gearet til at kunne tilpasse sig skiftende behov.

Fremadrettede behov
Perlerækken af problemer kalder på, at man revurderer vejledningen i forhold til sundhedsloven.

Mange af de ellers gode intentioner er simpelthen gået tabt i udmøntningen.

Helt konkret er der behov for:

·         En grundig revision af det rådgivende udvalgs rolle og en revision af vejledningen, således at den kommer til at leve op til lovens intentioner.

·         Et opgør med det snævre fokus på matrikel. Det er ikke en del af lovgivningen og giver ikke mening i forhold til at sikre kompetencen.

·         Fokus skal være på forsyningssikkerhed og ikke regionspolitisk spil, hvor specialeplanen kan misbruges til at forhindre borgerens frie valg mellem offentlige og private institutioner.

·         Fokus skal være på det tilgrundliggende princip om faglig kompetence, og ikke hvorfra patientens behandling er finansieret.