Patientforeninger: Sundhedsvæsenet svigter kroniske patienter ved behandlingsskift

DEBAT: Når patienter bliver tvunget til at skifte medicin af økonomiske hensyn, så har det ofte negative konsekvenser for behandlingen. Det hører ikke hjemme i et sundhedsvæsen, der hævder at sætte patienten i centrum, skriver Charlotte Nielsen og Lars Werner fra Colitis-Crohn Foreningen og Psoriasisforeningen.

Af Charlotte Nielsen og Lars Werner
Hhv. landsformand for Colitis-Crohn Foreningen og direktør for Psoriasisforeningen

Overskriften er ændret 2. januar 13.50*

Op mod 400.000 danskere lider af sygdomme som gigt, kronisk tarmbetændelse og hudsygdomme som psoriasis, og en undersøgelse gennemført af KORA i 2016 viser, at 21 procent af denne patientgruppe lider af mere end én af disse sygdomme.

Er man så uheldig at lide af en kronisk tarmbetændelse, en hudsygdom som psoriasis eller en gigtsygdom, så kan man risikere at være blandt de patienter, der nu bliver tvunget til at skifte til anden og billigere medicin.

I det her tilfælde tvinges patienterne væk fra lægemidlet Humira til fordel for et såkaldt biosimilært lægemiddel. Det skifte tvinges patienterne til, selvom man måske har brugt årevis på at finde en behandling, der virker.

Det er vi en del patientforeninger, som er udbredt bekymrede for, fordi vi ser det som en spareøvelse, der allerede nu går ud over de patienter, som i dag er i en behandling, der betyder, at de kan leve et nogenlunde normalt liv.

Løfterne indfries ikke
Vi er ikke blinde for behovet for at spare penge i sundhedsvæsenet. Men det hænger ikke sammen, hvis det bliver på bekostning af alvorligt syge menneskers helbred.

Vi ved fra undersøgelser af tidligere behandlingsskift, at cirka hver femte patient mister effekt efter at have skiftet behandling.

Vores bekymring er ikke blevet mindre efter de første par uger, siden regionerne automatisk begyndte at skifte de op mod 5.000 patienter, det drejer sig om.

Sundhedsmyndighederne garanterede, at man i forbindelse med skiftet ville tage hånd om patienternes bekymringer, og at der ville blive taget hensyn til patienter, der af særlige årsager ikke ønskede at skifte behandling.

Den garanti oplever vi ikke ude i virkeligheden. Tværtimod. Vores erfaring er, at løfterne til patienterne ikke bliver indfriet.

Vores medlemmer fortæller os eksempelvis, at de ikke bliver tilbudt en samtale med en læge, så de kan blive inddraget i beslutningen om skiftet.

Og de patienter, der har særlige grunde til ikke at ville risikere at skifte til anden behandling, får at vide, at deres eksisterende behandling ikke længere er tilgængelig på hospitalet.

Tvivl om økonomisk gevinst
Når man, som i tilfældet her, gennemfører et udbud på dyr medicin, viser erfaringen, at det ikke kun er vinderen af udbuddet, der leverer en lav pris. Alle præparater, som deltager i udbuddet, sætter prisen kraftigt ned.

Prisforskellene mellem de konkurrerende lægemidler bliver derfor ganske små. Og når prisforskellen mellem to lægemidler ender med at være marginal, så stiller vi spørgsmålstegn ved, om det så er værd at risikere patienternes arbejdsduelighed og livskvalitet. 

Vi har dygtige læger med integritet og høj grad af faglighed. Men de seneste uger har desværre vist, at rammerne for at involvere patienterne i beslutningen om deres egen behandling ikke er til stede.

Beslutningen om behandlingsskift bliver tvunget ned over hovedet på både læge og patient. Det kan vi ikke være tjent med i et sundhedsvæsen, som ellers hævder at have patienten i centrum.

*I den oprindelige udgave af debatindlægget, havde debattørerne skrevet 'Medicinrådet' i overskriften. Altinget er imidlertid blevet gjort opmærksom på, at det er en fejl. Det er derfor nu rettet til 'sundhedsvæsenet'. 

Forrige artikel Debat: Luk hul i loven så færre går til uautoriserede behandlere Debat: Luk hul i loven så færre går til uautoriserede behandlere Næste artikel EL: Konservatives mål for sundheden kræver en helt anden finanslov EL: Konservatives mål for sundheden kræver en helt anden finanslov
  • Anmeld

    Marlene Bogs · Rådgiver

    Kapitalismens brutale døds ansigt

    Regeringen, lobbyen, medicinalindustrien kapitalismens brutale ødelæggelser! Borgernes Liv betyder intet for dem, kun penge og magt! Vi har mange døde borger i landet og for hver dag kommer flere! Fejl medicin samt medicin/piller uden behov osv. Bare de kan tjene penge! TAG en Løkke pille, så skal du nok blive lykkelig, måske dør du og el får forværrelse, so what! 😡 Gratis henvisninger til psykiatere lange ventetider, piller piller piller Staten og medicinalindustrien og lobby lægerne og politikerne lever af hinanden, de høster guld på død og ødelæggelser! Ingen gratis henvisninger til eks psykologer, de tjener jo ikke penge på piller. Gad vide hvor mange mennesker de har slået ihjel med deres kyniske kapitalisme,tør slet ikke tænke på hvor mange døde borger de har slået ihjel her til lands 😞På Plejehjem vi har ikke tid og råd til dig du får nogle piller så dør du og vi spare, den brutale kapitalistisk lobby virkelighed! 😡 Vær på vagt og tag ikke bare imod piller!

  • Anmeld

    Mustafa Hekmat

    Biosimilært er det samme, ikke?

    Det aktive stof i biosimilært medicin er det samme som i den originale medecin, ikke? Så det burde vel ikke være det store problem at skife tænker jeg. Er beklagelsen måske fordi patienter reagere forskelligt på Humira og biosimilære? Så er det vel ikke rigtigt biosimilært hvis kroppen ikke tager i mod medicinen på samme måde.

Flere sundhedsordførere på plads

Flere sundhedsordførere på plads

NAVNE: Rasmus Horn Langhoff bliver ny sundhedsordfører for S, mens den nyvalgte Stinus Lindgreen er sundhedsordfører for Radikale.