Debat

Private kan løse opgaver på hospitalerne

DEBAT: DI's branchedirektør, Mette Rose Skaksen, mener, vi i Danmark bør lære af udlandets erfaringer med at lade private virksomheder drive dele af de offentlige hospitaler.
Christian Juhl Mølgaard
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Internationale erfaringer viser, at en samlet servicepakke fra én virksomhed kan øge kvaliteten, sænke omkostningerne og forbedre servicen på samme tid.

Mette Rose Skaksen
Branchedirektør for Sundhed, DI

Mette Rose Skaksen,
Branchedirektør for Sundhed, DI

De næste mange år vil flere ældre og kronisk syge sætte økonomien i regioner og kommuner under pres. Hvis vi skal bevare den velfærd, vi har i dag, er det derfor nødvendigt at tænke nyt og at udnytte de erfaringer og den ekspertise, der er i de private sundheds- og servicevirksomheder. Mange af dem står klar med sammenhængende løsninger og ny velfærdsteknologi, og der er både fornuft og god økonomi i at samarbejde og satse på de brede løsninger.

Når politikere og offentlige indkøbere skal have løst fremtidens velfærdsopgaver, bør de have langt mere fokus på de samlede velfærdsteknologiske servicekoncepter og -løsninger, der findes på markedet. De kan nemlig gøre behandlingen på blandt andet sygehuse og plejehjem bedre, mere effektiv og ofte også billigere. Det er med andre ord en gevinst for både patienter, den offentlige økonomi og de private virksomheder.

Udlandet kan inspirere
Internationale erfaringer viser, at en samlet servicepakke fra én virksomhed kan øge kvaliteten, sænke omkostningerne og forbedre servicen på samme tid. Et eksempel er Philips Healthcare, der har gode erfaringer med samlede servicekoncepter på hospitaler i Holland.

På et sygehus i Arnheim har Philips Healthcare eksempelvis en 10-årig samarbejds-aftale med de radiologiske og nuklearmedicinske afdelinger. Et samarbejde, der har gjort de radiologiske processer så effektive, at hospitalet i løbet af de første to år har øget effektiviteten på sine MR-scannere med 20 procent. Det har halveret ventetiden og betyder i sidste ende en langt bedre behandling for patienterne til en billigere pris. Og der er lignende gode eksempler fra andre virksomheder.

Også i Sverige og Storbritannien er man langt fremme med at bruge private leverandører til at løse sammenhængende opgaver på hospitalerne til gavn for både patienter og samfundet.

Velfærdsteknologi skal bruges - men klogt
Velfærdsteknologi vil helt sikkert blive en del af løsningen af fremtidens udfordringer. Men det kræver, at vi samarbejder og lærer af hinanden. Og at man ikke bare kaster sig ud i investeringer i ny teknologi på plejehjem og sygehuse, men at man først nøje analyserer, hvilke løsninger der er bedst og mest rentable.

Kommuner, regioner og staten skal opruste på velfærdsteknologi og blandt andet efteruddanne de ansatte, så de er klar til eksempelvis nye digitale løsninger. Og så er det vigtigt, at der skabes flere tværgående udbud på baggrund af funktionskrav i stedet for kun at fokusere på standardiserede udbud, som tit spænder ben for samarbejde og udvikling.

Hvis Danmark skal udnytte de muligheder, der er i velfærdsteknologiske produkter og løsninger, skal der handles nu. I DI's nye pjece "Velfærdsteknologi - 12 anbefalinger til politikere og indkøbere" anbefaler vi derfor, at der bliver fokuseret mere på samarbejde om både indkøb, innovation og brug af de teknologiske muligheder. Et bredt og effektivt samarbejde, over kommune- og regionsgrænser, på tværs i den offentlige sektor og som en helt naturlig ting - også med de private virksomheder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Rose Skaksen

Viceadm. direktør, Green Power Denmark
cand.oecon. (Aarhus Uni. 2000), ph.d. i nationaløkonomi (Aarhus Uni. 2002)

0:000:00