Professor: Tror I virkelig, at borgere gider tale med en sygeplejerske, der opfører sig som en bureaukratisk robotstøvsuger?

Mens vi skriver

Når vi skriver, så samler vi et plot, et problem ud af mange problemer. Den psykiske og fysiske kontekst er med til at prioritere pointer i den analyse, vi fremlægger.

Planen, handlinger, behandlinger og rådgivning er en syntese mellem den relation, man havde med borgeren eller patienten, og den måde man udøvede sin faglighed på.

Dokumentationen er en afspejling af den tankeproces, hvor man har set, hørt og tænkt: præmisserne, situationen og mulighederne tydeliggøres for én selv og andre, når man skriver.

Når man skriver, tænker man over, hvad man så og hørte, og hvordan man bedst formulerer det med alt det verbale og non-verbale information, der var i samtalen.

Hvis vi ikke selv skriver, ender vi med, at både vi selv og patienter og borgere bliver arketyper.

Morten Sodemann
Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet

Når vi skriver, er det en særlig mental tilstand, hvor vi kombinerer informationerne og vores viden på en ny unik måde – vi laver mentale spring mellem forskellige ideer og begreber.

Vi sætter ord på følelser, og vi omskriver de følelser, analogier og metaforer, der kan komme som billeder på nethinden, når vi præsenteres for en patientfortælling eller en borger, der har brug for hjælp.

Når vi skriver, henter vi viden fra hukommelsen: fakta, lovgivning, erfaringer, ordforråd og produktive skematiske tankesæt.

Det er en aktiv proces, der foregår i arbejdshukommelsen, der strukturerer, mens vi skriver.

Hjernen oversætter det abstrakte, vage fornemmelser og uklar logik til klare sætninger og overvejelser, som andre kan sætte sig ind i. Det er en bevidst og ubevidst proces, hvor sætningsopbygning, sprogbrug og analysestil konstant reproduceres, forfines og fornyes.

Empati som en stol

Det er kreativt at skrive. Det er klogt at skrive. Hvis vi ikke gør, bliver alle vores oplevelser med patienter og borgere til rudimentære forsimplede master-fortællinger skrevet efter forudsigelige skabeloner og med standardiserede plots.

Hvis vi ikke selv skriver, ender vi med, at både vi selv og patienter og borgere bliver arketyper. Efter seks måneder med kunstig intelligens, der skriver for os, er vi så kloge, at vi kan undvære hovedet, fordi vi har lært at tale systemsprog.

Hvis vi ikke har et plot, der passer til patienten i systemet, så er det, fordi patienten ikke har brug for os.

Kunstig intelligens har ikke mere empati end en stol og ikke mere kontekstforståelse end en kampesten.

Morten Sodemann
Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet

Hvis borgerens behov ikke er defineret i systemet, så er det, fordi borgeren ikke har brug for det. Vi finder hurtigt ud af, at det er lettest for os som ansatte at følge maskinen og lære dens sprog.

Kunstig intelligens har ikke mere empati end en stol og ikke mere kontekstforståelse end en kampesten.

Kunstig intelligens svækker intuition, kritisk tænkning, kreativitet og empati. Kunstig intelligens skaber en ufarlig, neutral og virkelighedsfjern menneskeforståelse. Kunstig intelligens udfordrer os ikke og tvinger os aldrig ud af boksen.

Kunstig intelligens fjerner vores evner til at tænke dybt, til at overskue komplekse sammenhænge og fragmenterer vores opmærksomhed. Kunstig intelligens bilder os ind, at vi er nyskabende, lynhurtige tænkere, der konstant eksperimenterer med vores faglighed.

Kun en doven robotstøvsuger

Vi tror mere og mere på, at vi er originale dybe personligheder. Vi ender med ikke at kunne klare selv små tankemæssige belastninger, vi bliver passive og mentalt dovne, for vi tror, vi tænker og oplever, at vi husker, men det er en hukommelse, der går på krykker.

Vores menneske- og verdensforståelse bliver mere og mere overfladisk.

Det kan godt være, at kunstig intelligens frigør tid, men har vi lyst til at være mere sammen med os selv i den tomme hylsterudgave, som kommer ud af at overlade alt det, der gør mennesker til mennesker til konform statistik og algoritmer?

Sandheden er, at vi ikke skal frygte robotter og kunstig intelligens, men derimod hvad de gør ved os.

Morten Sodemann
Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet

Tror du virkelig, at patienter og borgere gider tale med en sygeplejerske, sagsbehandler eller hjemmehjælper, der mere og mere opfører sig som en dårligt programmeret, doven, bureaukratisk robotstøvsuger, der knap magter selv de mindste nullermænd?

Sandheden er, at vi ikke skal frygte robotter og kunstig intelligens, men derimod hvad de gør ved os.

Kunstig intelligens skal komplementere os – ikke standardisere os. Vi skal ikke være et simpelt omstillingsbord for viden og tænkning. Vi skal selv skrive og tænke. Vi er jo stadig de socialt klogeste lidt endnu, er vi ikke?