Professor: Lægestandens tabu om vacciners bivirkninger er både fattigt og farligt

Tillid vokser af åbenhed, men bliver slidt ned af skråsikkerhed.

Den estimerede Yale-professor Akiko Iwasaki advarede for nylig i Nature Reviews Immunology mod en videnskabelig kultur, hvor forskere viger uden om de ubehagelige spørgsmål om vacciners mulige bivirkninger.

Hendes pointe er vigtig, netop fordi hun står solidt plantet i folkesundhedens virkelighed: Vacciner er et af vores stærkeste redskaber. Derfor fortjener de også den mest redelige forskning.

Under covid-pandemien så vi problemet i fuld skala. Millioner blev vaccineret på kort tid. Det reddede liv. Det lettede presset på sundhedsvæsenet. Det var nødvendigt. Men udrulningen gav samtidig en oplagt mulighed for systematisk opfølgning på effekt og bivirkninger.

Den mulighed greb vi ikke godt nok.

Et stepped wedge-design, hvor vacciner blev rullet ud trinvist og fulgt systematisk, kunne have givet værdifuld viden.

Når millioner alligevel blev vaccineret i løbet af uger og måneder, kunne tidspunktet for vaccination have fungeret som en enkel, billig og stærk kilde til indsigt. Vi kunne have lært mere, hurtigere og mere præcist.

I stedet valgte vi det kommunikativt bekvemme: Ro på, linjen fast, enkelt budskab.

Men der var ingen forskningsmæssig stærk opfølgning, og selvom de sjældne blodpropper efter adenovirusvacciner blev relativt hurtigt anerkendt, så blev andre signaler såsom de alvorlige bivirkninger i form af myocarditis hos yngre mænd eller meget hyppigt rapporterede bivirkninger som menstruationsforstyrrelser efter mRNA-vaccination mødt defensivt eller afvisende.

Frygten for at give "ammunition" til antivaccinebevægelsen fyldte så meget, at vi (læger) mange gange holdt os for øjne og ører for signaler, der burde undersøges åbent og roligt.

Det samme gælder længerevarende komplekse multiorgan symptomer efter vaccination, hvor kausaliteten kan være kompleks eller vanskelig at påvise. Præcis derfor kræver feltet forskning.

I resten af den medicinske verden accepteres bivirkninger. Statiner kan give muskelsmerter. Immunterapi kan udløse voldsomme autoimmune reaktioner.

Blodfortyndende behandling kan give blødninger. Antibiotika kan give alvorlige komplikationer. Vi taler om det, fordi redelighed hører til god medicin.

Vil vi bevare tilliden til vacciner gennem åben forskning – eller gennem en tavshed, der langsomt lærer borgerne at søge svar andre steder?

Morten Grønbæk
Professor, Statens Institut for Folkesundhed

Hvorfor behandler vi vacciner anderledes?

Svaret ligger formentlig i deres særlige status. Vacciner er forebyggelse. De gives til raske mennesker. De beskytter både individ og fællesskab.

De er blevet symbol på rationalitet, solidaritet og samfundssind. Når medicin bliver symbol, bliver spørgsmål hurtigt tolket som angreb.

Her taber vi dømmekraften. En patient med symptomer efter vaccination beder sjældent om ideologi. Patienten beder om at blive taget alvorligt.

Folkesundhed kræver tillid. Tillid kræver ærlighed. Ærlighed kræver mod til at sige to ting samtidig: Vacciner redder millioner af liv. Vacciner kan i sjældne tilfælde give alvorlige bivirkninger.

Det er kernen, det er voksen samtale og det er videnskab.

For borgerne kan godt rumme kompleksitet. Langt de fleste accepterer risiko, når nogen forklarer den ordentligt.

De fleste forstår, at en intervention givet til millioner også vil give sjældne komplikationer. Problemet opstår, når sundhedsvæsenet virker mere optaget af at beskytte fortællingen end af at opsamle erfaringerne.

Så spørgsmålet er: Vil vi bevare tilliden til vacciner gennem åben forskning – eller gennem en tavshed, der langsomt lærer borgerne at søge svar andre steder?