Professor: Pape, Ellemann og Frederiksen undviger vigtige spørgsmål i sundhedsdebatten

Det mest overraskende ved søndagens statsministerdebat var, hvor lidt der blev talt om det, der er vigtigt for patienterne i sundhedsvæsenet – brugerne af velfærdssamfundet.

Vælgerne svarede i sidste uge, at sundhedsvæsenet var det vigtigste emne i valgkampen. Dét fortolkede statsministerkandidaterne i debatten som om, at det er vælgernes behov, der skal debatteres.

Der var enighed om, at det er synd for de gamle på plejehjem og for de unge med psykiske problemer, men social ulighed i sundhed blev ikke nævnt én eneste gang på de 60 minutter

Morten Sodemann
Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet

De konservatives effektiviseringsplan skal på den ene side få alle ansatte i det offentlige til at arbejde smartere, men samtidig ser det ud til, at der skal fyres 30.000 til 40.000 ansatte i velfærdssamfundets frontlinje for at skaffe penge til skattelettelser til vælgerne og muligvis til at genansætte dem, der mangler – det blev ikke rigtig klart.

Der blev talt sundhed i nøjagtigt 13 minutter af debatten, og de 12,5 minutter af den handlede om, at "nogle" skulle have mere i løn, mens "andre" skulle fyres. Der skulle både skæres og investeres. Dét var sundhedsdebatten år 2022.

Forskelsbehandling blev ikke italesat

Som offentligt ansat leder, pårørende og patient må jeg konstatere, at strategisk tvetydighed er blevet et legitimt politisk våben. Det bemærkelsesværdige i debatten var, hvor enige de tre kandidater var om de emner, der ikke skulle berøres.

Der var enighed om, at det er synd for de gamle på plejehjem og for de unge med psykiske problemer, men social ulighed i sundhed blev ikke nævnt én eneste gang på de 60 minutter.

Den nuværende sundhedsminister bedyrede ellers efter sin tiltrædelse, at han ville huskes for at være den minister, der afskaffede ulighed i sundhed, og der blev endda oprettet et kontor til formålet i Sundhedsministeriet. Det har patienterne hverken hørt eller mærket mere til.

For tre måneder siden udgav Statens Institut for Folkesundhed sammen med Sundhedsstyrelsen ellers en rapport om forskelsbehandling i sundhedsvæsenet. Den var klar: Der er strukturel, organisatorisk og relationel ulighed i sundhed.

Social ulighed er et politisk problem, men det er ikke et problem, der får taletid i en statsministerdebat. Behandlingsgarantien på 30 dage blev heller ikke nævnt med et ord, til trods for at alle er enige om, at det er en af de store benzinslugere i sundhedsvæsenet: Alle har lige ret og adgang, så garantien kommer især de velstillede med småskavanker til gode – de kvæler sundhedsvæsenet med deres hurtige pakkeforløb.

En million voksne danskere har en sundhedsforsikring, og en million voksne har ikke. Alle læger er enige om, at sundhedsforsikringer dræber sundhedsvæsenet med middelklassens finurligheder, der fint kunne vente – forsikringer er en smutvej til hurtig undersøgelse for lidelser, der enten går væk med tiden eller glimrende kunne vente et par år.

Vikarområdet stjæler ressourcer fra fastansatte

Privathospitalerne dræner sygehusene for læger, og antallet af behandlinger uden for det offentlige eksploderer i disse år.

Region Hovedstaden suger læger ud af den fattige Region Sjælland, der snart må gå på førtidspension, fordi den ikke magter mere. Region Sjælland har hele opgaven med at uddanne læger for så at se dem blive headhuntet til behagelige jobs på den rigtige side af Valby Bakke. 

Mette Fredriksen var lige ved at komme til at sige noget interessant, da hun nævnte, at vores penge forsvinder ud i vikarområdet, fordi vikarer får mere i løn, men er mindre effektive, mens de fastansatte skal bruge deres ikkeeksisterende overskud til at oplære dem for at starte forfra med nye vikarer dagen efter. Dét er en dødsspiral, som ingen af kandidaterne turde røre ved, selvom de godt ved, at det er et ræs mod afgrunden, hver dag de ikke forholder sig til det.

Regeringen gik til valg på at skaffe 1.000 ekstra sygeplejersker – det lykkedes ikke. Man skal ikke løse et problem, man ikke vil forstå, men her var de tre kandidater enige om at springe hurtigt videre, for de ved godt, at de ikke har det gode svar.

Debatten bekræfter, at vi hverken kan udvikle sundhedsvæsenet eller gøre noget for at reducere social ulighed i sundhed og behandling med politikere, der meget hellere vil kaste penge efter raske vælgere end patienter

Morten Sodemann
Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet

Ingen gode løsninger på psykiatrien

Heller ikke de psykisk syge fik rigtig noget plads i debatten.

Man indrømmede, ganske frejdigt, at politikerne havde fejlet på området, men at der ikke var tale om kortsigtede løsninger. De psykisk syge, blev man enige om i debatten, skulle have samme værdi som en brækket arm.

Jakob Ellemann-Jensen (V) mente, at det eneste, der skulle til for psykiatrien var et folketingsvalg. Mette Frederiksen (S) mente ikke, at der bliver råd til en masse nye initiativer – psykiatrien skal prioriteres, sagde hun, men der skal ikke sættes nyt i gang.

Ellemann ville egentlig helst have flere pædagoger til sine børn. Måske ikke et ambitionsniveau, der dækker psykiatriens massive udfordringer. Der skal meget mere end gips, valg og pædagoger til.

Debatten bekræfter, at vi hverken kan udvikle sundhedsvæsenet eller gøre noget for at reducere social ulighed i sundhed og behandling med politikere, der meget hellere vil kaste penge efter raske vælgere end patienter.

Patienter er blevet for syge til det sundhedsvæsen, de velstillede vil tilbyde dem, og regeringen har lige fjernet tilskuddet til paraplyorganisationen Danske Patienter fra finansloven.

Skal vi behandle patienter eller vælgere? Hvad vælger I?