Psykiatriforeninger: Større inddragelse af pårørende skal sikre et bedre behandlingsforløb

I psykiatrien er der knaphed på alt - undtagen patienter og pårørende. Men de pårørende kan være nøglen til forbedringer her og nu, mens vi venter på resultaterne af de nødvendige langsigtede forbedringer.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger til dyre, langsigtede forbedringer af psykiatrien er helt uomgængelige, hvis vi vil sikre bedre hjælp til mennesker med alvorlig psykisk sygdom. Men mens vi venter på viljen til og resultaterne af de store investeringer, kan vi her og nu virkeliggøre Sundhedsstyrelsens anbefalinger om bedre støtte og undervisning til de pårørende.

Opskriften er simpel: Giv forældre og andre nære pårørende et tilbud om et undervisningsforløb, hvor de lærer om den sygdom, deres kære lider af, får gode råd til samarbejdet med behandlerne, finder ud af hvordan man finder rundt i det regionale og kommunale sundhedsvæsen og får hjælp til at passe på sig selv.

Det vil ikke bare hjælpe mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende til et bedre liv. Det vil også sikre bedre udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer, bidrage til at fjerne fordomme og misforståelser om psykisk sygdom samt styrke samarbejdet mellem patienter, pårørende og behandlere.

Mere inddragelse er vejen frem

Det er solidt dokumenteret, at systematisk inddragelse af og undervisning til pårørende i psykiatrien kan bidrage til at forkorte behandlingsforløb og reducere genindlæggelser.

I en travl hverdag med knaphed på kolleger og underskud af sengepladser er det ærgerligt, men forståeligt at man kan komme til at nedprioritere de pårørende.

Gitte Ahle og Mads Engholm
Hhv. formand, Dansk Psykiatri Selskab og Bedre Psykiatri

For eksempel bliver risikoen for tilbagefald hos mennesker med skizofreni ifølge en international analyse fra 2018 reduceret med 42 procent, og risikoen for genindlæggelse bliver reduceret med 38 procent, når familien bliver inddraget i behandlingen.

Pårørendeinddragelse styrker også det nødvendige samarbejde og den vigtige tillid mellem patienter, pårørende og behandlere.

Når man som pårørende har større forståelse for patientens sygdom, behandlernes perspektiv og sundhedsvæsenets indretning, kan man indgå i et mere tillidsfuldt samarbejde, hvor man både understøtter behandlingen og patientens rettigheder samt skaber tryghed og trivsel i den hverdag, der følger efter behandlingen.

Men trods det solide vidensgrundlag og det store potentiale oplever et overvældende flertal af de pårørende desværre, at de bliver overset og mange gange overladt til sig selv.

Det viser både hospitalernes undersøgelser og undersøgelser fra Bedre Psykiatri. Billedet bliver desuden bekræftet, når et stort antal af psykiaterne i en undersøgelse fra Lægeforeningen fortæller, at det er svært at finde tiden til de pårørende.  

Pårørende som en aktiv ressource

Problemet skyldes ikke manglende eller ond vilje fra psykiatriens behandlere og ledere eller politikerne. I en travl hverdag med knaphed på kolleger og underskud af sengepladser er det ærgerligt, men forståeligt, at man kan komme til at nedprioritere de pårørende.

Pårørendeinddragelse kan eller skal aldrig erstatte de nødvendige langsigtede forbedringer af psykiatrien, og målet er ikke at flytte byrden over på de pårørende.

Gitte Ahle og Mads Engholm
Formand, hhv. Dansk Psykiatri Selskab og Bedre Psykiatri

Og vi påskønner, at flere regioner har forsøgt at skubbe på inddragelsen med politikker for pårørendesamarbejde, pårørendevejledere og pårørendecentre.

Men de pårørende og psykiaternes oplevelser viser tydeligt, at det ikke er nok til at løse problemet. Hvis vi vil give pårørende mulighed for at være en aktiv ressource i behandlingen og hjælpe dem til en bedre hverdag, skal vi gå nye veje.

Derfor er vi glade for, at Sundhedsstyrelsen er så klare i mælet i deres anbefalinger om, at pårørende skal tilbydes støtte, og at deres ressourcer skal bruges mere aktivt og systematisk. For det er netop det, der skal til.

Pårørendeinddragelse kan eller skal aldrig erstatte de nødvendige langsigtede forbedringer af psykiatrien, og målet er ikke at flytte byrden over på de pårørende.

Mere tid, flere senge og flere højt kvalificerede medarbejdere er stadig en uomgængelig forudsætning for, at vi kan give mennesker med alvorlig psykisk sygdom et bedre liv. Men inddragelse og oplysning til de pårørende er et sikkert, overkommeligt og helt nødvendigt supplement.