Regionskandidat: Forkert at lave forsøgsordning med cannabis

DEBAT: Det er ikke Folketinget, der skal beslutte, om et givent stof skal gives som medicin eller ej – det har vi fagfolk og styrelser til at vurdere. Den slags beslutninger skal ikke træffes på baggrund af folkestemninger, skriver Stinus Lindgreen, Regionsrådskandidat.

Af Stinus Lindgreen
Kandidat til Region Hovedstaden (R), ph.d og forsker i bioinformatik

Jeg har en forkærlighed for evidens. Argumenter vejer så meget tungere, hvis du kan dokumentere dem. Det gælder alle områder, og det burde ikke være et kontroversielt synspunkt, men alligevel bliver jeg ofte spurgt om, hvad jeg mener med, at vores tilbud i sundhedssystemet skal hvile på et solidt fundament af evidens. For er det ikke allerede tilfældet? I det store hele jo – heldigvis.

Men så alligevel.

Alternativt er ikke evidens
Vi fører et dobbelt regnskab. På den ene side har vi medicin, hvor vi kræver kliniske studier og dokumentation for effekt og bivirkninger. Man skal ikke bare kunne sende medicin på markedet. Erfaringer viser os, at det er nødvendigt med skrappe krav, hvilket thalidomid er et godt eksempel på. På den anden side har vi så alt det andet, som vi accepterer uden evidens, bare fordi vi sætter ordet “alternativt” foran.

Men hvad er det et alternativ til? Evidens? Dokumentation? Effekt?

Problemet er, at det enten ikke er bevist, at det virker – eller det er bevist, at det ikke virker. I begge tilfælde bør det ikke tilbydes som behandling. Det kunne jeg skrive meget om (og det har jeg da også gjort tidligere). Man bør selvfølgelig forske mere i de behandlinger, der muligvis virker, men man skal ikke tilbyde “behandling” uden at have dokumentationen på plads.

Medicinsk cannabis
Helt aktuelt har vi debatten om medicinsk cannabis, hvor Folketinget pludselig mente, at det kunne de da håndtere bedre end fagfolk. Det kunne de ikke. Også her er jeg på samme side som fakta, hvilket placerer mig i godt selskab med blandt andet Lægemiddelstyrelsen og Lægeforeningen.

Min skepsis kommer på trods af, at jeg er tilhænger af en legalisering. Der er nemlig stor forskel på at kalde noget et lægemiddel og et rusmiddel. Jeg synes også, du skal kunne købe en flaske whisky til dig selv, men det skal ikke være på recept.

Der er ingen diskussion om, at cannabis indeholder bioaktive stoffer og har en effekt på mennesker. Spørgsmålet er, om det kan bruges medicinsk, i hvilken form og dosis og imod hvilke sygdomme og symptomer. Der foreligger en del studier af medicinsk cannabis, og der er også evidens i nogle specifikke tilfælde. Det er jo derfor, man allerede i en årrække har kunnet få medicin baseret på cannabis udskrevet i Danmark for bestemte sygdomme.

Men det er ikke en mirakelkur imod alskens dårligdomme, sådan som nogen tror.

Folketinget er ikke de rette til at beslutte
Nu har man herhjemme stillet lovforslag om en forsøgsordning, hvor læger nemmere skal kunne ordinere medicinsk cannabis. Det er i mine øjne en forkert beslutning, fordi man kortslutter den velbegrundede normale proces.

Det er ikke Folketinget, der skal beslutte, om et givent stof skal gives som medicin eller ej – det har vi fagfolk og styrelser til at vurdere på baggrund af de videnskabelige studier. Den slags beslutninger skal ikke træffes på baggrund af anekdoter og folkestemninger.

Jeg står ikke alene med det synspunkt, for det er åbenbart heller ikke noget, lægerne selv har særlig meget lyst til, da man jo netop ikke har den nødvendige viden og evidens for at benytte det medicinsk.

Det er at vende tingene på hovedet. Man burde hellere have støttet op om reel forskning på området (også selv om jeg personligt heller ikke er stor tilhænger af, at politikere detailstyrer forskningsmidlerne). Så kunne man måske have lært noget nyt, der kunne have gavnet os alle. I stedet bliver det desværre nok en model, der ikke gør os synderligt meget klogere, da midlerne er stærkt begrænsede.

Først forskning, derefter kan man så beslutte, om medicinsk cannabis skal godkendes som lægemiddel til behandling af specifikke lidelser – men evidensen må komme først.

Forrige artikel Alkohol og Samfund: Danske unge tager skade af den liberale alkoholpolitik Alkohol og Samfund: Danske unge tager skade af den liberale alkoholpolitik Næste artikel Forskere: Mellemledere fokuserer på stress-syges private problemer Forskere: Mellemledere fokuserer på stress-syges private problemer
  • Anmeld

    Thomas Vinther Kristensen

    Undersøgelse

    Har du prøvet cannabis? Det tager maks 2 minutter at udfylde dette spørgeskema, som har til formål at vurdere omfanget af alder, geografi og anvendelse af cannabis. 👍

    https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSdn6w-AQRNBXphtoICCmGCegEqQANa-9S02Vmi-KzeEg3-DRw/viewform?usp=sf_link

  • Anmeld

    Orla Jensen · Forfatter og frihedsforkæmper

    Sagens kerne omkring legalisering af cannabis

    Præmissen for et forbud bygger på et FALSK grundlag, nemlig, at cannabis-sativa-planten er KATEGORISERET som et EUFORISERENDE stof på lige fod med marihuana. Det var det Harry Anslinger i 1930'erne fik overbevist FN om, og efterfølgende blev det bekræftet i en konvention, som Danmark tiltrådte i 1960'erne, - UDEN dybdegående debat i Folketinget. (Se danske dok.film "Kampen om hampen")
    Cannabis Sativa er IKKE medicin, men en naturplante, og skal som sådan IKKE ind under Medicinalstyrelsens resort. Derfor skal LÆGERNE heller ikke "ordinere" det som medicin. Politikerne skal blot tage det ud af konventionen, og overlade til danskerne selv at vurdere om de vil købe (for EGNE penge) og bruge dette "kosttilskud" - hvis DE mener det virker mod deres smerter eller skavanker. Det frigør "myndighederne" for evt. erstatningsansvar. Vi er mange der gerne SELV påtager os dette ANSVAR. Vi forlanger blot RET til at bestemme over vores eget liv - i stedet for at blive gjort til KRIMINELLE. - SÅ ENKELT ER DET...!!!

  • Anmeld

    Rune Jacobsen · praktiserende læge

    viden mod politik

    Man kan have en teori om, at jorden er flad. Den teori kan efterprøves. På samme måde kan man have en teori om, at jorden er rund, og den teori kan også efterprøves. Hvis noget skal udskrives som medicin, skal virkning og bivirkninger kendes først, for ellers er det ren holdning og ikke viden. Cannabis er ikke undersøgt i fornødent omfang til at afgøre, om det kan bruges. Det nytter ikke at politikere vedtager, at det skal bruges som medicin. Det svarer til at diskutere om tyngdeloven skal lettes for mennesker over 100 kg eller, at det vil nok være benzin besparende at sætte sejl på alle biler. Før man går i kast med sådanne forslag, skal det være undersøgt først, om det kan gøres med god nytte. Det mangler fuldstændigt her. Det er det, der er kernen i, at jeg som læge ikke udskriver cannabis eller for den sags skyld 3 Ave Maria mod en eller anden sygdom.

  • Anmeld

    Orla Jensen · Forfatter og frihedsforkæmper

    Til Rune Jacobsen

    Hvis det er mit indlæg du henviser til med ordet "kernen", så må du genlæse det. Jeg skriver netop at CBD-olie fra planten Sativa IKKE er MEDICIN, men "bare" et naturprodukt, (som man i øvrigt kan hente dokumentation om i historien), virker for mange mennesker. Der findes i tusindvis af udenlandske artikler der bekræfter dette. Vi "beder" ikke læger om at ordinere; men POLITIKERE om at ændre konventionen. Og så skriger vi efter PERSONLIG FRIHED til at gøre noget, der hvor I som læger har givet op...!

Nyvalgt sundhedsordfører vil kæmpe for evidensen

Nyvalgt sundhedsordfører vil kæmpe for evidensen

NY PÅ TINGE: Stinus Lindgreen debuterer i Folketinget som ph.d. i bioinformatik. Efter mange år som forsker mærkede han et værdifællesskab med Radikale, hvor han er ny sundhedsordfører.