Rasmus Møgelvang
Per ChristiansenRigshospitalet får ny direktør

Region Hovedstaden har fundet den nye direktør for Rigshospitalet. Valget er faldet på den 47-årige hjertelæge Rasmus Møgelvang.
Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
Rasmus Møgelvang kommer fra en stilling som lægefaglig vicedirektør på netop Rigshospitalet. Tidligere har han været centerdirektør for Hjertecenteret på Rigshospitalet. Derudover har han både været afdelingslæge og overlæge på Hjertemedicinsk Klinik.
Den nye direktør ser frem til muligheden for at binde sundhedsvæsenet tættere sammen gennem brug af data, kunstig intelligens og nye teknologier.
”Som jeg ser det, skal Rigshospitalet i fremtiden være en faglighed lige så meget som en fysisk ramme: De meget specialiserede funktioner udføres fortsat på hospitalet, men vi skal i langt højere grad end i dag bidrage til og understøtte funktionerne på akuthospitalerne,” siger Rasmus Møgelvang i pressemeddelelsen.
Han vil som ny hospitalsdirektør arbejde for, at Rigshospitalet er en værdsat samarbejdspartner for alle sundhedsaktører, og netop derfor skal hospitalet ifølge Rasmus Møgelvang indgå i flere partnerskaber.
”Vi skal tænke partnerskaber med uddannelsesinstitutioner, fonde og industri langt mere systematisk, end vi gør i dag. Vi har brug for nye fagligheder, nye perspektiver og innovation, hvis vi skal imødekomme fremtidens udfordringer,” siger han.
Store udfordringer for sundhedsvæsenet
Rasmus Møgelvang overtager posten i en tid, hvor sundhedsvæsenet er udfordret som følge af mangel på sygeplejersker og andre centrale faggrupper. Derfor venter der ifølge regionsdirektør Jens Gordon Clausen også en stor opgave for den nye direktør, da sundhedsvæsenet ikke er gode nok til at sikre sammenhæng og lighed i sundhed.
”Det kalder på nye veje og nye løsninger - ikke mindst for Rigshospitalet, der har et særligt ansvar for at sikre, at alle borgere i Danmark har adgang til de nyeste og bedste udrednings- og behandlingstilbud. Jeg sikker på, at Rasmus er den helt rigtige til at stå i spidsen for den vigtige ledelsesopgave,” siger Jens Gordon Clausen i pressemeddelelsen.
Rasmus Møgelvang overtager posten fra Per Christiansen, der går på pension med udgangen af 2022. Han har været direktør for Rigshospitalet siden 2015 og før det blandt andet regionsdirektør i Region Nordjylland.
Indsigt

Louise Brown spørger Sophie LøhdeHvorfor er reglerne ikke ændret, så onlineplatforme kan levere håndkøbsmedicin?
Per Larsen spørger Sophie LøhdeHvad har regeringen gjort for børn og unge med svær overvægt?
Karin Liltorp spørger Sophie LøhdeHvornår bliver retningslinjerne for udtrapning af antidepressiv medicin revideret?
- Overblik: Her er den foreslåede VLAK-regerings politiske grundlag
- Kommuner og regioner vil presse mål for børns trivsel ind i regeringsgrundlag
- Medicinudgifterne stiger og stiger – men hullet i regionernes budgetter bliver ikke større
- Kommunernes budget eksploderer på det mest betændte område. Men Christiansborg stikker hovedet i busken
- Se kandidaterne til Lægeforeningens formandspost






















