S: Alt for ofte rydder offentligt ansatte op efter private aktører i ældreplejen

Af Birgitte Vind (S)
Kommunal- og ældreordfører

Socialdemokratiet vil gennemføre en nærhedsreform af vores ældrepleje. Der skal bruges mindre tid på bureaukrati og kontrol og i stedet gives mere frihed til, at medarbejdere og borgere kan finde de løsninger, som fungerer bedst i hverdagen.

Her er det også vigtigt, at vi ser fordomsfrit på det frie valg – altså det statslige krav om, at kommunen skal inddrage mindst en privat aktør i ældreplejen.

Det opstod i kølvandet af idéen om, at konkurrence er godt, og at det private marked kan løse opgaven bedre og billigere end det offentlige. Men mange år med frit valg i kommunerne har i praksis vist, at der også er ulemper.

Så længe vi fortsat kræver, at kommunerne skal inddrage private aktører, er det svært at se alternativet til kvalitetsstandarderne. For hvad skal vi styre efter og sammenligne med?

Birgitte Vind
Ældreordfører (S)

Borgerne ser ud til at være lige tilfredse med det private som det offentlige, når det kommer til hjælpen i hjemmet.

For de private aktører har det dog i mange tilfælde vist sig vanskeligt at levere den nødvendige pleje og omsorg inden for de afsatte midler, og vi har set flere konkurser.

Hver gang er det det offentlige, der med kort varsel skal gå ind at rydde op og sikre ordentlig pleje.

Offentligt ansatte kompenserer for private
For de ansatte i den kommunale sygepleje, giver det en ekstra udfordring, at der er private aktører inde i hjemmet, da oplysninger om borgeren, ikke flyder mellem medarbejderne i plejen.

Vigtige informationer om borgeren går lettere tabt imellem de to aktører. Det oplever borgerne ikke altid. Her er der en klar forventning om, at de, der kommer i hjemmet, taler sammen og koordinere hjælpen.

Jeg ved fra mine samtaler med de offentligt ansatte, at de tit kompenserer for den manglende kommunikation ved at tage ekstra kontakt, og udføre noget af det, de kan se den private aktør ikke kan tage hånd om, fordi det ligger uden for aftalen om ydelsen.

Uanset om det er privat eller offentlig hjemmehjælp, så er det altid kommunens ansvar, at plejen lever op til lovens krav. Og for at man kan sikre sig en ensartet ældrepleje, ligegyldigt om det er offentlig eller privat, udarbejder alle kommuner derfor kvalitetsstandarder.

Men udover at fungere som kvalitetsstandarder, bliver det også standarder, som man ikke afviger fra. Mange ansatte, borgere og pårørende, oplever kvalitetsstandarderne, som en uhensigtsmæssig barriere for, at man kan få en personlig tilrettet hjælp.

Statsministerens frihedsforsøg er modigt
Man skal som borger passe ind i pakker og ydelser. Som ansat oplever man et tab af faglighed, da man ikke kan træffe faglige beslutninger, men i mange tilfælde først skal forbi en visitator for at få lov til at give hjælp udover den tildelte pakke. Menneskelige relationer skal ske inden for tildelte minutter og sekunder.

Så længe vi fortsat kræver, at kommunerne også skal inddrage private aktører, er det svært at se et alternativ til kvalitetsstandarderne. For hvad skal vi styre efter og sammenligne med?

Da statsminister Mette Frederiksen (S) ved Folketingets åbning fremlagde idéen om at sætte syv kommuner fri for regler og bureaukrati på blandt andet ældreområdet, åbnede hun op for muligheden for at tage livtag med de systemer og de mange regler, der i dag begrænser borgere og ansatte.

Det er modigt og lidt vildt. Men også nødvendigt. Både ansatte og borgere og pårørende har i årevis gjort politikerne opmærksom på, at de er klemte og glemte i vores iver for at være effektive.