20 års slagsmål om kontanthjælpen kulminerer med tre aftaler, som strammer og løsner på samme tid

Fra ultimativt krav til blød landing 

Ved valget i 2019 var det derfor et ultimativt krav fra SF og Enhedslisten, at en socialdemokratisk regering skulle afskaffe kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, som nu blev kaldt ”fattigdomsydelserne”. Sådan gik det som bekendt ikke.

For i mellemtiden havde noget ændret sig. Nemlig Socialdemokratiets integrationspolitik. Da mange børnefamilier på kontanthjælp havde indvandrerbaggrund, kunne man ikke fjerne loftet uden derved at give indvandrerfamilier flere penge mellem hænderne.

I stedet nedsatte S-regeringen Ydelseskommissionen, som skulle endevende hele området, mens et midlertidigt børnetilskud i mellemtiden kunne berolige gemytterne på venstrefløjen. Samtidig barslede Socialdemokratiet med et forslag fra Thorning-regeringens tid om, at indvandrere skulle arbejde for deres kontanthjælp i såkaldt nyttejob på fuld tid. 

37 timers aktivering kaldte socialdemokraterne det nu, mens det i et forslag, som Venstre bragte til torvs kort efter, slet og ret gik under navnet "arbejdspligt".

Men den slags er lettere sagt end gjort.

Først i sommeren 2022 - efter tre år i regering og flere trusler fra Enhedslisten om at trække støtten til Mette Frederiksen – lykkedes det daværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) at lande en kontanthjælpsaftale med sine støttepartier. Vel at mærke uden en arbejdspligt for indvandrere, som støttepartierne var imod.

Der var fortsat et loft over, hvor meget, man kunne modtage i samlet ydelse, men SF og Enhedslisten kunne dog bryste sig af at løfte 9.200 børn ud af fattigdom og indføre et fritidstillæg på 250 kroner per barn om måneden. 

Kunsten at dele en spilleplade op 

Aftalen nåede dog ikke at blive vedtaget inden valget sidste år, hvor Socialdemokratiet som bekendt slog sig sammen med Venstre og Moderaterne.

Og nu har beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen så lavet en ny aftale med Radikale, SF og Konservative, der ganske vist indeholder et fritids- og børnetillæg og giver kontanthjælpsmodtagerne en række fordele, men til gengæld indfører et boligstøtteloft, som kan siges at udgøre en slags alternativt kontanthjælpsloft.

Samtidig bliver aftalen betalt af de godt 10.000 - primært indvandrerfamilier - som regeringen sammen med Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Konservative nu med en aftale om et skærpet beskæftigelseskrav har besluttet at sætte ned på laveste kontanthjælpssats.

Den omstridte arbejdspligt på 37 timer bliver også indført - men udover regeringens eget flertal bakket op af mandater fra Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.  

S, V og M har med andre ord fået deres ønsker opfyldt ved sindrigt at dele spillepladen op i felter, som de enkelte partier hver især kunne se sig selv i. Altså bortset fra Enhedslisten, som på få år er gået fra at spille en central rolle i kontanthjælpsspørgsmålet til nu at stå helt på sidelinjen.

SF har da også stået i et stort dilemma mellem på den ene side at være en del af et bredt forlig - der trods alt har penge målrettet børn – og samtidig være med til at gøre andre familier fattigere. 

Kontanthjælpen som ideologisk kampplads mellem højre- og venstrefløjen må dog siges - i hvert fald for nu – at være stabiliseret.