Debat

Stephanie Lose: Samspil mellem sektorer er nøglen til sundhedsinnovation i verdensklasse

DEBAT: Løsningen på et presset sundhedsvæsen er at tænke sundhedsinnovation på tværs af sektorer og faggrupper. Vi er godt på vej, men det kræver gode rammer og en kulturændring, skriver formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V).

Et eksempel på samspil mellem regioner, hospitaler og private virksomheder er Idéklinikken i Ålborg, skriver Stephanie Lose (V).
Et eksempel på samspil mellem regioner, hospitaler og private virksomheder er Idéklinikken i Ålborg, skriver Stephanie Lose (V).Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stephanie Lose (V)
Formand for Danske Regioner

Sundhedsvæsenets udfordringer står i kø.

Befolkningen er aldrende, borgernes forventninger til sundhedsydelser og skræddersyede digitale sundhedsløsninger stiger, mens produktivitets- og effektivitetskrav presser vores hårdtarbejdende personale.

Der er brug for, at vi skrotter de trygge vaner og tænker nyt på tværs af sektorer og faggrupper. Potentialet er der.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Vi kan løfte sundhedsvæsenet og sikre patienterne en bedre behandling af højere kvalitet via tætte samarbejder om sundhedsinnovation i verdensklasse.

Udfordringen er at få innovationen til at gå hånd i hånd med et i forvejen presset sundhedsvæsen, der kæmper med at løfte kerneopgaven.

Vi er i gang med en kulturændring, hvor personalegrupper tænker innovation i deres arbejdsgange, og hvor viden og idéer bliver indsamlet, sat i spil og evalueret – i samspil med den daglige behandling.

Stephanie Lose (V)
Formand, Danske Regioner

Vi starter ikke på bar bund. Tværtimod.

Digitalisering og innovation
De sidste par år har regionerne arbejdet strategisk med at skabe rammer, der matcher den forandring, vi ser med et stigende udbud af nye og smarte teknologier og et stigende behov for at digitalisere sundhedsvæsenet for at skabe både mere sammenhæng mellem patientforløb og lettere arbejdsgange for klinikkerne.

Siden 2010 har regionerne gennem Regionernes Sundhedsteknologi og Innovation – RSI-samarbejdet – gennemført og skaleret over 40 gode idéer.

Udrulningen af Den Præhospitale Patient Journal betyder, at patienter kan behandles allerede i ambulancen.

Elektroniske akuttavler betyder, at klinikkerne på alle større akutmodtagelser, operationsgange og kirurgiske sengeafsnit kan dele viden, få et bedre overblik over de allervigtigste patientinformationer og skabe bedre sammenhæng i behandlingen.

Med Sundhedsjournalen kan patienter og sundhedsprofessionelle se patientoplysninger på tværs af hospitaler. Alt sammen tiltag, vi kan være stolte af. Men vi vil mere endnu.

Regionerne ønsker at styrke samarbejder
Flere nye løsninger skal udvikles i tæt samarbejde mellem klinikkerne i frontlinjen, ledelsen på hospitalerne, de tilhørende forskningsmiljøer og i visse situationer også i industrien og de private virksomheder – og altid med inddragelse af patienterne og borgerne.

Samspillet mellem regionerne, universitetshospitalerne, private virksomheders innovationsafdelinger og klyngeorganisationer, der går på tværs af sektorer, er nøglen til at løfte sundhedsvæsenet ind i fremtiden.

Et lysende eksempel er Idéklinikken i Ålborg, hvor innovation og forskning er tæt forbundet, og gode idéer i klinikken fra personalet og patienter modnes og udvikles for i sidste ende at kunne blive spredt til andre hospitaler og regioner.

Eller tag Healthdrone, et samarbejde mellem Odense Universitetshospital, Syddansk Universitets Dronecenter samt tre private virksomheder og støttet af Innovationsfonden.

Allerede i år testflyves en drone, der skal reducere transporttiden på blodprøver mellem hospitaler på Fyn fra 12 timer til bare 45 minutter.

Regionerne ønsker at styrke innovationssamarbejder som dette og sætte en ny kurs, hvor innovation og skalering er en del af klinikkernes arbejde, for i sidste ende at give bedre løsninger og mere tid til patienterne.

De bedste idéer skal eksekveres
Nye tætte samarbejder er krævende for både organisationer og personalet i en presset hverdag.

Derfor er vi i gang med en kulturændring, hvor personalegrupper tænker innovation ind i deres arbejdsgange, og hvor viden og idéer bliver indsamlet, sat i spil og evalueret – i samspil med den daglige behandling.

Alle regioner skal ikke være fuldstændig ens, men vi skal sikre, at de allerbedste idéer bliver samlet op og spredt.

Et godt eksempel er appen Minsundhed, som regionerne netop har lanceret.

Her har vi skaleret en løsning, så borgere kan få adgang til sundhedsvæsenet fra mobiltelefonen og for eksempel tjekke blodprøvesvar.

Den papirbårne vandrejournal bliver snart erstattet af en mere sikker og funktionel app til gravide. Det kan kun lade sig gøre, fordi der er lavet et solidt benarbejde, der kan bygges videre på.

Regionerne vil i de kommende år arbejde hurtigere og endnu mere fokuseret på at få de gode idéer ud at leve, så vi kan skabe værdi for borgerne.

Satser vi rigtigt, kan det danske sundhedsvæsen blive et godt udstillingsvindue for resten af verden i forhold til at skabe de bedste og mest innovative løsninger på sundhedsområdet til gavn for patienterne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stephanie Lose

Økonomiminister (V), næstformand for Venstre
cand.oecon. (Syddansk Uni. 2006)

0:000:00