Sundhedsøkonom: Medicinrådet er bedst til at bekæmpe prisudviklingen

Af Lars Holger Ehlers
Professor i sundhedsøkonomi, Aalborg Universitet

Når vi taler om at bekæmpe medicinpriserne i Danmark, er det vigtigt at sondre mellem de to forskellige markeder: Markedet for hospitalsmedicin og markedet for receptpligtig medicin.

Mens det første marked er præget af monopoler, er det andet præget af oligopoler. Der er derfor et behov for to forskellige strategier i kampen mod høje priser for medicin. Hvor priserne på hospitalsmedicin er på himmelflugt, er priserne på receptpligtig medicin faldende.

Forklaringen er, at Danmark allerede har mange års erfaringer med brug af et velfungerende konkurrenceinstrument i kampen mod høje priser på generisk medicin (det vil sige medicin, hvor patentet er udløbet og flere virksomheder producerer ensartede produkter).

Omvendt er Medicinrådet stadig ungt og rådets kamp mod monopolpriser først lige begyndt.

Patentrettigheder skaber høje priser
Der er to grundlæggende markedsfejl (det vil sige indbyggede egenskaber i medicinmarkedet), som skaber problemet med for høje priser på medicin.

Vi bør som samfund have tillid til Medicinrådets arbejde, mens rådet omvendt skal arbejde på at sikre en bedre formidling til offentligheden af metoder og resultater fra deres vigtige arbejde.

Lars Holger Ehlers
Professor i sundhedsøkonomi, Aalborg Universitet

Den ene fejl (kaldet "fejlen for offentlige goder") handler om, at samfundet er nødt til at tilbyde patentrettigheder til medicinalvirksomheder for at sikre incitament til innovation.

Det er på grund af af patentrettighederne, at vi for eksempel allerede nu kan se, at medicinalvirksomheder har produkter i fase tre-forsøg til bekæmpelse af covid-19. Som samfund ønsker vi denne innovation, men uden patentsystemet kunne vi ikke garantere indsatsen.

Ligeså snart ny medicin kommer på markedet, kan kopiproducenter levere identiske præparater til meget lavere omkostninger, fordi de ikke skal inddække udviklingsomkostningerne.

Uden sikring af patentrettigheder (det vil sige rettigheder til at være den eneste producent i en årrække) ville innovationskraften i medicinalindustrien blive mindsket.

Dokumentationsudgifter skal tjenes ind
Den anden indbyggede fejl i medicinmarkedet er risikoen for skadelige produkter, som vil ødelægge den almindelige borgers tillid til sundhedsvæsenet.

Den enkelte borger og patient har ikke selv viden og indsigt til at gennemskue risici og usikkerheden omkring, at potentielle skadevirkninger af medicin kan føre til for lavt forbrug af gavnlig behandling.

Se blot eksemplet med mistanken om bivirkninger ved HPV-vaccination, som i en årrække medførte meget lave vaccinationsrater. Derfor kræves der i dag en meget stor og dyr indsats, fra både virksomheders og myndigheders side omkring sikring og dokumentation for effekt, kvalitet og risici, som imidlertid skal tjenes ind igen gennem prisen på medicin.

Medicinalindustrien agerer som forventet
Medicinalindustrien bliver ofte hængt ud i pressen som griske og uetiske, fordi de tager alt for høje priser på deres medicin.

I virkeligheden agerer virksomhederne blot rationelt og som forventet. Det er deres job at tjene penge på samme måde, som man gør i alle andre brancher.

Det er langt hen ad vejen samfundets egen regulering af medicinalbranchen, som har skabt monopolerne og de høje udviklingsomkostninger.

Det er imidlertid vanskeligt for det internationale samfund at gribe ind over for priserne. Forklaringen er den internationale ulighed.

Som verdenssamfund ønsker vi, at ny medicin kommer alle mennesker til gode, uanset om de er rige eller fattige. Når en ny medicin til behandling af covid-19 kommer på markedet, ønsker vi ikke, at kun de allerrigeste lande får adgang til denne.

Også fattigere lande i Mellemøsten, Afrika og Sydamerika har store problemer med at bekæmpe sygdommen. Problemet er bare, at betalingsevnen er meget forskellig.

Medicinalvirksomheder prisdiskriminerer
Dette betyder, at medicinalvirksomheder prisdiskriminerer. Det vil sige, at de sælger deres produkter til forskelige priser afhængig af betalingsvilje.

Kun de færreste borgere i EU ved, at medicin koster vidt forskelligt i alle lande, og at de rigeste lande generelt betaler mere end andre.

Prisen på et kommende covid-19 præparat vil derfor være billigere i Albanien end i Polen og endnu dyrere i Danmark. På denne måde kan medicinalindustrien maksimere sin profit og samtidigt sikre et realistisk udbud i de fattigere lande.

Hvis prisen skulle være den samme i alle lande, ville den formentlig ligge på et så højt niveau, at kun de rigeste af de industrialiserede lande ville have pengene til at købe.

Gevinsten for verdenssamfundet er således, at de fattigere lande kan nøjes med at betale marginalomkostningen for leveringen af medicin.

Bemærk også, at industrien kun sælger den mængde medicin, som hver enkelt land har behov for. Mulighederne for parallelimport er begrænsede.

Naivt at tro på EU-regulerede priser
Patentsystemet og kvalitetssikringssystemet er velforankrede i EU. Det er to grundpiller i reguleringen af indbyggede fejl i det verdensomspændende medicinmarked.

Den stiltiende accept af prisdiskriminering skyldes hensynet til international ulighed. Det hævdes ofte i debatten herhjemme, at Danmark bør gå forrest i kampen for at sikre bedre international regulering af medicinalpriser.

EU kan og bør arbejde på at sikre den bedste patentregulering og kvalitetsregulering, men dette er kun af indirekte betydning for priserne.

Det er desværre naivt at håbe på, at EU sikrer lavere medicinpriser herhjemme i de kommende år.