Sygeplejeråd og forsker: Vi kan ikke flytte hospitalslogik ud i borgernes hjem

Af Grete Christensen og Frede Olesen
Hhv. formand for Dansk Sygeplejeråd og forsker ved Aarhus Universitet

Ansvarsfordelingen for sundhedsopgaverne i Danmark har ændret sig.

Det skyldes specialisering af den medicinske behandling, kortere indlæggelsestid og færre og større hospitaler.

Hjælpen skal gives tæt på eller i borgernes eget hjem, og som oftest skal den være organiseret i kommunalt regi og hos praktiserende læger.

Derfor skal vi udbygge den kliniske indsats i almen praksis og i hjemmesygeplejen – vi skal kort sagt udvikle den ”moderne generalist”, hvad enten vi taler om almen praksis eller den kliniske patientnære hjemmesygepleje.

Påvirker hverdagslivet i hjemmene
Det er umiddelbart indlysende, at en sådan udvikling fordrer ny viden, nye kompetencer, nye samarbejdsrelationer og en anderledes organisering.

Den nære relation mellem en patient, de pårørende og de patientnære sundhedsprofessionelle, som kommer i hjemmet, er altafgørende for succes.

Grete Christensen og Frede Olesen
Hhv. formand for Dansk Sygeplejeråd og forsker ved Aarhus Universitet

Her skal vi især huske, at den nære relation mellem en patient, de pårørende og de patientnære sundhedsprofessionelle, som kommer i hjemmet, er altafgørende for succes.

Vi skal derfor ikke glemme, at når sygepleje og behandling skal varetages i eget hjem, så påvirker det borgeres og pårørendes hverdagsliv og livssituation på nye måder. Det er ikke kun det praktiske hverdagsliv, der berøres. Det er også kommunikation og relationer i og med familier.

Der kan være direkte eller implicitte forventninger til de pårørendes rolle i sygeplejen og behandlingen. Der kan være vanskelige hygiejniske forhold, pladsproblemer, børn i hjemmet, og ofte flere sygdomme, som skal behandles.

Hver fjerde voksne dansker har mere end én diagnose, det man kalder multisygdom, og det gælder især de ældre, som får bistand fra hjemmesygeplejen. En person med hjertesygdom kan samtidig have demens og prostatakræft. En lungesyg kan også have angst.

Vi skal præcisere videnskrav
Vi begræder ikke udviklingen i retning af at flytte hjælpen tæt på borgerne.

Tværtimod giver den os en helt ny og unik mulighed for at forstå og handle på, hvad menneskers livssituation og livserfaringer betyder for muligheden for at blive rask eller leve et liv med sygdom, hvor tryghed, livsglæde og værdighed styrkes. 

De patientnære kommunale sygeplejersker og de praktiserende læger – to faggrupper, som der er stærkt mangel på – har erfaringer og nøgleroller i forhold til at få det til at lykkes.

Vi tænker ikke på flere administrative eller skrivebordsfikserede ansatte, men ansatte som konkret magter at komme i hjemmet, eller som kan møde patienten og eventuelt dennes netværk på anden måde i nærsamfundet.

Men det er ikke tilstrækkeligt at tale om, at sundhedsprofessionelle skal have nye kompetencer.

Vi skal være bedre til at præcisere, hvad sundhedsprofessionelle - blandt andre hjemmesygeplejersker - i dag skal vide og kunne for at sikre en sygepleje og behandling af høj kvalitet. En hjemmesygepleje, der tager højde for borgernes hele livssituation.

Behov for generalister
For os er det indlysende, at vi ikke kan flytte en hospitalslogik med ud i borgerens eget hjem eller ind hos den praktiserende læge.

Hospitaler er siloopdelt og stærkt specialiserede. Den rationalitet holder selvsagt ikke i en borgers eget hjem – og den tankegang udvikler ikke ”den moderne generalist”.

Her er brug for den generalist, som så at sige er specialist i at være generalist – én som hurtigt kan danne sig et helhedsoverblik og syntetisere en samlet sammenhængende og patientinvolverende indsats.

En sygeplejerske, som har kompetencer og viden om social udsathed, multisygdom, sygdom og sundhed i et multikulturelt perspektiv, epidemiologisk indsigt i sygdom og især sygdomsmønstre i primærsektor med mere.

En sygeplejerske med stærke kommunikative kompetencer, som kan tilrettelægge støttende og ressourcemobiliserende indsatser, og som ikke mindst hviler det hele på solid medicinsk faglig viden.

Ny uddannelse i 12. time
Til december går den nye specialuddannelse i borgernær sygepleje i gang, hvor kommunale sygeplejersker får en étårig videreuddannelse.

Det er i 12. time, at vi får et nationalt, ensartet uddannelsestilbud til sygeplejersker i kommuner og praksissektor.  Den mulighed skal udnyttes.

Dels ved, at kommunerne benytter sig af det og sender sygeplejersker afsted på uddannelsen. Dels ved, at vi hele tiden udvikler uddannelsen indholdsmæssigt, så den modsvarer, men også kan være med til at skabe en ny og bedre sygepleje for borgere i det nære sundhedsvæsen.

Og lad os så til slut slå fast, at uddannelsen primært skal give bedre kliniske kompetencer til at møde borgeren med høj kvalitet. – Denne uddannelse skal ikke kvalificere til, at flere skal sidde bag skriveborde langt fra patienten, dennes hjem og netværk.

Den skal kvalificere til, at en højtuddannet generalist kan møde patienten der, hvor patienten er.