Sygeplejerske: Fagbosser skal adoptere hele ideen med omsorgsguldmine

DEBAT: Buurtzorg-modellen er en omsorgsguldmine. Fagfolk må ikke insistere på at have en leder til at supervisere den ledelsesfrie proces, skriver sygeplejerske, som har arbejdet for Buurtzorg.

Af Amanda Schlosshauer Frøik
Sygeplejerske med Buurtzorg-erfaring

For enden af enhver kommunal sygeplejerskes regnbue ligger Buurtzorg-modellen.

Den hollandske hjemmesygeplejemodel er sat i verden for at redde dygtige og pressede sygeplejersker fra at begå omsorgssvigt, der tvinger dem selv ud i stresssygemeldinger.

Derudover handler Buurtzorg om at yde hjemmesygepleje til ældre medborgere med udgangspunkt i den faglighed, som sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter uddannes i og med. 

Fra 2013 til 2015 var jeg ansat hos Buurtzorg som sygeplejerske af to omgange. Som studerende og til sidst som nyuddannet tilflytter.

Jeg lurede hurtigt, at ideen er simpel: Én direktør fortæller sygeplejerskerne, hvilke opgaver de skal løse, og ikke, hvordan de skal løse dem.

Den orden frigiver tid og åbner for faglighed og forebyggelse, fordi sygeplejerskerne har rammer til at løse opgaven, som de vurderer, at den bedst bliver løst.

Teams fordeler opgavernes indbyrdes
Som sygeplejerske indgik jeg i et team på i alt otte ansatte, heraf en til to social- og sundhedsassistenter.

I teamet fordelte vi indbyrdes opgaverne såsom rute- og vagtplanlægning, at køre ud til vores borgere, planlægge temadage og have kontortid med visiterende funktion.

Vi dækkede et område på cirka ti kilometer i diameter og havde et sted mellem 35 til 45 borgere at se til. Ingen leder, ingen mellemleder, ingen administrative medarbejdere.

Vi klarede i teamet alt fra palliativ pleje til toiletbesøg, vi havde tryghedsbesøg hos svært demente borgere, vi passede stomier, hjemmedialyser, sårplejer og medicindoseringer, og vi gjorde det med præcis samme beføjelser, som sygeplejersker har i Danmark.

Adopter hele ideen – eller ingenting
I Danmark har man også fået øjnene op for det geniale i selvstyrende teams, men pionererne når sjældent ud til lufthavnen, før de har forbrudt sig på regel nummer et om ingen ledere.

De står i kø for at sende ledende embedsmænd og formænd for fagorganisationer på pilgrimsfærd til Holland for at se, om ikke vi kan implementere et princip eller to.

Selv er jeg flere gange blevet inviteret til at holde oplæg om mine erfaringer og figurere alkymist, men vores veje skilles altid, når jeg siger, at "enten adopterer I hele ideen, eller også adopterer I ingenting".

Man kan ikke gå halvvejs på at give sygeplejerskerne deres faglige og åndelige frihed tilbage. Man kan ikke insistere på at have en leder til at supervisere en ledelsesfri proces.

Og man kan ikke love sygeplejerskerne, at de får lov til at sætte alle deres kompetencer i spil for så at drukne dem i økonomi og administrative ledelsesbeslutninger efterfølgende. Det er simpelthen noget nonsens. 

Ikast-Brande har opdaget omsorgsguldminen
Der er effektiviseret så meget nu, at vi står midt i en autonom afeffektivisering, hvor dygtige fagfolk forlader faget mere eller mindre frivilligt.

Fagorganisationerne har råbt på kernefaglighed så højt og så længe, at de efterhånden kun hører deres eget politiske ekko, når en sygeplejerske fortæller, hvad god sygepleje er.

Taberne er de samme. Det er de syge borgere, som alle sygeplejersker godt ved, hvordan de skal hjælpe, men som de ikke får lov til, fordi lederne peger i alle andre retninger. 

Personligt tvivler jeg ikke på, at Buurtzorg nok skal komme til Danmark. Lokalpleje Danmark i Ikast-Brande har allerede hænderne dybt begravet i den omsorgsguldmine, som jeg aldrig har hørt en sygeplejerske sige, at hun ikke ville være en del af, når jeg fortalte om mine erfaringer.

Før eller siden skal sygeplejerskerne nok få deres fag tilbage. De er ressourcen, og omsorg er ikke en ydelse – omsorg er en hændelse. 

Den demografiske udvikling i Danmark taler for sig selv. Det gør det hav af undersøgelser og forskningsprojekter også, som påpeger manglen på kontinuitet i hjemmesygeplejen og de alvorlige konsekvenser, som det har for borgerne. Utilfredsheden er gældende hele vejen rundt, og alligevel har jeg mere end en gang hørt en leder sige: "Tør vi implementere?" 

Mit svar er altid: Jeg forstår ikke, at I tør at lade være.

Forrige artikel Dansk Ortopædisk Selskab: Genovervej behandlingsrådets form og metode Dansk Ortopædisk Selskab: Genovervej behandlingsrådets form og metode Næste artikel Tænketank: Her er fire forslag til tiårsplanen for psykiatrien Tænketank: Her er fire forslag til tiårsplanen for psykiatrien