Sygeplejerske og diakon: Den barmhjertige samaritaner er udmattet, slidt, desillusioneret og vred

Når man færdes i ét af de store sygehuse i Storkøbenhavn en hverdagsformiddag, bliver man vidne til et slags parallelsamfund, en hær af ofte kronisk syge mennesker, der regelmæssigt skal til undersøgelser og behandlinger uden håb om at blive raske, alt imens de raske passer deres arbejde og liv i øvrigt.

Den amerikanske forfatter og filosof Susan Sontag skrev i 1978 et essay, som hun kaldte ”Illness as Metaphore”. Heri skriver hun: ”Sygdom er natsiden af livet, et mere ondsindet statsborgerskab. Alle fødte er dobbelte statsborgere, i de raskes rige og i de syges rige. Selv om vi alle foretrækker kun at bruge det gode pas, er vi alle før eller siden tvunget til, i hvert fald for en stund, at identificere os selv som statsborgere det andet sted”.

Jeg er alvorligt bekymret for, om vi de facto er ved at afvikle velfærdssamfundet.

Kirsten Bühler
Sygeplejerske og diakon

Jeg er alvorligt bekymret for, om vi de facto er ved at afvikle velfærdssamfundet. Allerede nu tegner der sig et to-klasse-system, hvor du enten tålmodig og afmægtig kan stille dig i køen til uigennemskuelige processer, der måske leder til rette behandling, eller du smyger dig udenom, hvis du har privilegierne til at blive behandlet i privat regi, hvor alt klapper gnidningsløst, og du bliver mødt med smil og overskud, fordi succesraten er høj. Er det her egentlig noget, vi taler med hinanden om i det offentlige rum? Er det en del af partiernes valgprogram? Figurerer det i politiske debatter?

Den barmhjertige samaritaners pris

At behandle, passe og pleje alvorligt og kronisk syge mennesker er sjældent forbundet med succes, og det bliver aldrig en god gesjæft. Hen over de seneste 100 år har staten overtaget denne krævende opgave fra de konfessionelle, kirkelige eller diakonale institutioner, samtidig med at sygeplejefaget blev professionaliseret. Sygeplejen gik dermed fra i høj grad at være et kald til ugifte kvinder til at blive et lønarbejde for moderne kvinder og mænd.

Det er disse moderne kvinder og mænd, der hen over sommeren har sagt fra overfor urimelige arbejdsforhold, et umenneskeligt pres og en utidssvarende løn. En hær af rødklædte sygeplejersker har demonstreret rundtom i landet, har sunget og råbt og i medierne igen og igen prøvet at forklare, hvad det her handler om: et fag, der ikke længere kan se sig selv i øjnene, fordi det er truet i sin kerne, der altid handler om respekten for menneskets liv, værdighed og rettigheder, faglig dygtighed og højest mulige standard.

En hær af rødklædte sygeplejersker har i medierne igen og igen prøvet at forklare, hvad det her handler om: et fag, der ikke længere kan se sig selv i øjnene, fordi det er truet i sin kerne.

Kirsten Bühler
Sygeplejerske og diakon

Dét velfærdssamfund, der voksede frem i det 20. århundrede påstås at bygge på centrale kristne værdier som næstekærlighed, lighed og barmhjertighed. Fortællingen om ’Den barmhjertige samaritaner’, der kan læses i Det Nye Testamente, ses her som en grundfortælling med normative fordringer til velfærdsstatens fodfolk.

Blandt sygeplejersker er der mange, der i årevis har forsøgt at bygge bro over kløften mellem ideal og virkelighed. Den enkelte har taget det på sine skuldre at kompensere for et system, der bare accelererer i én uendelighed for trods alt at omsætte høje etiske og moralske krav, som vi har i vores kultur. Der er blevet taget ekstravagter og dobbeltvagter, der er lagt overarbejde og skyggearbejde, som har haft deres ofte usynlige pris: den barmhjertige samaritaner er udmattet, slidt, desillusioneret og vred på alle dem, der bare går forbi næsten i nød. 

Behandlings- men ingen omsorgsgaranti

Jeg har efterhånden været i faget i over 20 år. Jeg har været ansat på to hospitaler, hvor jeg med tiden bevidnede en udvikling der gjorde, at allerede vores sygeplejestuderende oplevede, at de ikke kunne se patienter og pårørende i øjnene. Jeg vil ikke arbejde som sygeplejerske i et system, der hindrer mærkbarhed – at jeg kan se patienter og pårørende i øjnene og møde deres appel. Jeg vil ikke skulle anlægge en stram grimasse og målrettede skridt for at forhindre, at mennesker henvender sig til mig.

De sidste ti år har jeg arbejdet på hospice. Her modtager vi gang på gang patienter, der har været indlagt på hospitalsafdelinger, hvor de er blevet undersøgt og har fået dyre behandlinger, men hvor der ikke har været tid til at tage hånd om basale behov som mundhygiejne, mave-tarm-funktion, hårvask eller hudpleje.

I hospicekulturen oplever vi i disse år en acceleration og et behandlingsniveau, der truer centrale værdier som ro og nærvær.

Kirsten Bühler
Sygeplejerske og diakon

Mange patienter er decideret forsømte, når de bliver transporteret ud til os - især dem, der ikke har pårørende til at hjælpe sig. Ofte er der ikke blevet talt med patienter og pårørende om, hvad man kan forvente ved at fortsætte en dyr og ofte udsigtsløs behandling, og hvad der egentlig er vigtig for patienten at prioritere i den nuværende situation. Som filosoffen Jacob Birkler så rigtigt konstaterer, så har vi en behandlings-, men ingen omsorgsgaranti.

I hospicekulturen oplever vi i disse år en acceleration og et behandlingsniveau, der truer centrale værdier som ro og nærvær. Vi er tidligere ofte lykkes med at foretage en U-vending sammen med patienter og pårørende fra et fokus på undersøgelser og aktiv behandling til et fokus på lindring, livskvalitet, væren, stjernestunder og afrunding af livet.

I dag står vi i stigende grad med patienter og pårørende, der holder fast i det første, som aldrig falder til ro, og hvor døden kommer som en uvelkommen overraskelse midt i al aktivismen. Det er ikke til gavn for nogen, mens det står på, tværtimod, og det medfører ofte komplicerede sorgforløb, når patienten er bisat.

Et slukket håb

Oven på et år, der af WHO globalt blev udnævnt til ’Year of the Nurse and Midwife’, og som også viste sig at rumme en livstruende pandemi, hvor sygeplejersker har ageret frontpersonale, håbede og troede mange af os, at der var et momentum til endelig at få gjort noget ved det urimelige pres, som faget er underlagt. Håbet blev slukket med et regeringsindgreb, der ikke har givet anledning til at tro på, at forholdene på nogen måde bliver bedre.

At være sygeplejerske er så meningsfuldt og tilfredsstillende et arbejde, hvis rammerne er der for at udfolde det.

Kirsten Bühler
Sygeplejerske og diakon

Når fagligt og menneskeligt erfarne og dygtige sygeplejersker nu forlader faget som konsekvens af alt dette eller vender det offentlige sundhedsvæsen ryggen, så mister vi noget uerstatteligt. For det tager mange år i felten, meget erfaring og fælles refleksion at kunne udfylde rollen som sygeplejerske, der mestrer de mange færdigheder, der skal til, både menneskeligt, kollektivt, fagligt og instrumentelt.

At være sygeplejerske er så meningsfuldt og tilfredsstillende et arbejde, hvis rammerne er der for at udfolde det. Vi har trods alt valgt faget velvidende at lønnen er, som den er, at der skal arbejdes i vagter, weekender og helligdage. Men ingen kan holde til det i længden, når alt dette skal foregå under så massivt et pres, med ekstra og merarbejde, der tærer på det vigtige privatliv og uden politisk og samfundsmæssig opbakning. Hvem skal viderebringe denne rige og kostbare kultur til en ny generation af sygeplejersker, der måtte trodse alle odds?

Forkælede børnehavebørn?

Bolden blev ikke grebet, sygeplejerskerne blev ikke hørt. Det undrer mig virkelig, at vi åbenbart har så lidt kulturel kapital i vores samfund, at vores ord har så lidt vægt og ikke gør mere indtryk på befolkning og beslutningstagere. Det er trods alt os, der står midt i dén virkelighed, der rammer os alle før eller siden i de syges rige: afmagt, smerte, funktions- og kontroltab, lidelse og snarlig død.

Jeg havde hen over sommeren en oplevelse af, at vi i debatten og af medierne blev fremstillet som en flok røde, larmende og forkælede børnehavebørn, der stiller urimelige krav og bare skal sættes på plads.

Kirsten Bühler
Sygeplejerske og diakon

Vi ved, hvad vi taler om og kan ikke fortrænge dén virkelighed, som vi dagligt lægger krop og sind til. Samtidig har vi qua vores løn- og ansættelsesforhold ikke adgang til smutvejene til bedre behandling og pleje, som jeg formoder, mange magthavere og indflydelsesrige mennesker har.

Der er behov for at politikerne tør tage nogle upopulære beslutninger, der rækker ud over næste valgperiode og prioriterer, hvad vi skal bruge vores fælles samfundsmidler på. For vi kan ikke alt, selvom nogle vælgere gerne vil holdes i dén tro. Det lyder da alt andet lige federe end sygeplejerskernes version af virkeligheden.

Jeg havde hen over sommeren en oplevelse af, at vi i debatten og af medierne blev fremstillet som en flok røde, larmende og forkælede børnehavebørn, der stiller urimelige krav og bare skal sættes på plads. Vi blev decideret talt ned til. Og det er for dumt og tankeløst. For husk, hvem du taler til: måske er det dit liv, én af os står i hænderne med engang i fremtiden - hvis ellers vi stadig er i faget til dén tid.

Sygeplejerske på mesterlæreniveau

”Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen”.

Husk, hvem du taler til: måske er det dit liv, én af os står i hænderne med engang i fremtiden - hvis ellers vi stadig er i faget til dén tid.

Kirsten Bühler
Sygeplejerske og diakon

Sidst modtog jeg en patient på hospice, som havde denne bøn med i form af en mønt, hvor teksten står på den ene side. En sommerfugl pryder den anden side sammen med ordene ”Keep it simple”. Mønten lå på sengebordet, mens patienten var på vej mod noget, hun ikke var klar til at møde.

Det kræver sygepleje på mesterlæreniveau at møde og ledsage patienten og de pårørende i dén proces og en sygeplejerske, der kan bevare sindsro i urolige tider. Vil vi som samfund prioritere og understøtte faget, så det er muligt også dén dag, vi selv får brug for sådan en sygeplejerske?

Bring ånden tilbage

Den anden dag besluttede vi i vores hospice, at vi efter halvandet års coronabetinget pause skulle genindføre morgensang to gange om ugen. Det glæder mig usigeligt, for sang betyder ånd. Og ånd har der sandelig været for lidt af i debatten og i sundhedsvæsenet de sidste mange år – det er, så man får åndenød af at være i det.

Ånd har der sandelig været for lidt af i debatten og i sundhedsvæsenet de sidste mange år.

Kirsten Bühler
Sygeplejerske og diakon

Nu skal vi have fat i den nye udgave af Højskolesangbogen, så vi kan slå op på nummer 187 og med Ebbe Kløvedal Reichs ord fra 1976 synge:

”Vi har et sprog, der er en verden for os alle / Et hav af ord, men mest en ven, hvis vi kan kalde / Jeg kalder længe, og nogen svarer: Det er mig! / Fra det tomme / hvide, lokker du til leg.

Kom, lad os lege, lad os sige, vi er frie / at vi kan elske, give los og være lige / at vi er sammen, at / alting er i disse ord! / Kom, lad os finde, hvor fællesskabet gror.”

(Ebbe Kløvedal Reich, 1976, melodi: Janne Mark, 2019)