Tandplejere til tandlægerne: I borer huller i kommunekassen

Af Elisabeth Gregersen
Formand, Danske Tandplejere

Ansatte Tandlægers Organisations formand, Birgitte Sindrup, fortsætter her i Altinget 20. februar 2018 sine fejlagtige skriverier og antagelser om, hvad Danske Tandplejere og jeg som formand mener om den kommunale tandpleje. Det kan jeg ikke lade stå uimodsagt.

Birgitte Sindrup opridser i sit indlæg fint, hvordan den kommunale tandpleje i Danmark er opstået. Men hun glemmer behændigt, hvorfor tandplejeruddannelsen blev oprettet, og hvordan tandplejerne blev tænkt ind i forhold til den kommunale tandpleje.

Som Birgitte Sindrup netop skriver i sit indlæg, så er den kommunale tandpleje fokuseret på forebyggelse og sundhedsfremme, hvilket skal gøres med et sundhedspædagogisk afsæt over for den enkelte borger. Og det er lige præcis dét, tandplejerne er uddannede til.

Det er netop derfor, jeg er fortaler for, at kommunerne i langt højere grad end i dag ansætter tandplejere til at varetage opgaverne i den kommunale tandpleje. Lad dog den rette faggruppe komme til.

Vi kan ikke undvære klinikassistenter
At påstå, at kommunernes tandplejeordninger køres efter Leon-princippet (lavest effektive omkostningsniveau) ved at lave den teamsammensætning, som Birgitte Sindrup fremhæver med mange tandlæger og klinikassistenter, er at stikke politikerne og borgerne blår i øjnene.

Det forekommer mig samfundsøkonomisk uansvarligt, at man som formand for landets overtandlæger foreslår en model, som kræver ansættelse af to faggrupper for at løse én opgave, som uden videre kan løses af en anden faggruppe – tandplejerne – alene.

Elisabeth Gregersen
Formand, Danske Tandplejere

Klinikassistenterne er en gruppe, som ikke kan undværes i den kommunale tandpleje, og tandplejerne sætter pris på deres dygtige klinikassistentkollegaer.

Udfordringen er dog, at klinikassistentuddannelsen er målrettet noget helt andet end forebyggelse og sundhedsfremme. Derudover har klinikassistenterne ikke autorisation og må ikke selvstændigt diagnosticere eller behandle.

ATO-formand Birgitte Sindrup og tandlægernes løsning er så, at der skal være ”nok” tandlæger i den kommunale tandpleje, så tandlægerne kan uddelegere opgaver samt supervisere og følge klinikassistenterne, når klinikassistenterne skal til at varetage tandfaglige opgaver.

Tandlæger skal ikke lave dobbeltarbejde
Det forekommer mig samfundsøkonomisk uansvarligt, at man som formand for landets overtandlæger foreslår en model, som kræver ansættelse af to faggrupper for at løse én opgave, som uden videre kan løses af en anden faggruppe – tandplejerne – alene.

Hvorfor skal kommunerne have et stort korps bestående af dyre tandlæger, som igen har behov for en stor gruppe klinikassistenter, til stede i hver kommune?

Vi oplever desuden, at overtandlægerne i mange kommuner lader sig friste af det samme, som Birgitte Sindrup beskriver i sit indlæg – nemlig centraliseringen af tandplejen.

Jeg er ikke modstander af, at man får økonomien til at balancere eller samler de specialiserede operationer eller andet på klinikker, hvor den nødvendige faglige kvalitet er til stede.

Men centraliseringen har også en skyggeside. Der bliver langt for borgerne til den nærmeste tandklinik, og det tandfaglige personales kendskab til lokalområdet og familierne forsvinder, når klinikker centraliseres.

Det går ud over de socialt svage familier og skaber dermed en øget ulighed i tandsundheden.

Tandplejerne skal sørge for lokal pleje
Så lad endelig kommunerne samle de højt specialiserede tandlægebehandlinger på store klinikker, men lad tandplejerne om det lokale, det nære, det opsøgende arbejde med forebyggelse og sundhedsfremme ude på skoler, institutioner eller i hjemmeplejen.

Mit forslag har aldrig været, at tandplejerne skulle have monopol på behandling.

Mange behandlinger i form af indgreb er tandlæger de eneste til at foretage. Men lige netop forebyggelse og sundhedsfremme, der er tandplejerne den rette faggruppe. Og så kan man blot konstatere, at tandlægerne i mange år har haft monopolet på tandområdet. Måske er det tid til at tænke i andre baner? Befolkningens tandsundhed og samfundsøkonomien kræver det.