Telemedicin standser ikke kroniker-tsunami

Af Henriette Langstrup
Lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, KU

I midten af august præsenterede regeringen en national handlingsplan for telemedicin. 80 mio. kr. er afsat til forsøg med telemedicin i det daglige arbejde med kroniske sygdomme i Danmark.

Det er glædeligt, at regeringen vil afprøve telemedicin i den brogede og ukontrollerbare hverdag, hvor teknologierne i sidste ende vil skulle stå deres prøve. Hvis man skal vide, hvordan nye organisationsformer virker i virkeligheden, er små pilotstudier med nøje udvalgte forsøgspersoner ikke velegnede.

Det er dog nødvendigt at slå lidt koldt vand i blodet og justere på antagelserne om, hvad telemedicin kan gøre for sundhedsvæsenet og velfærdsstatens borgere. Telemedicin fremstilles som det teknologiske bolværk, der skal sørge for, at den forudsagte "kroniker-tsunami" ikke skyller hver en krone ud af sundhedsbudgetterne. At telemedicin kan "sende kronikerne hjem", som en leder i Ingeniøren udtrykker det (22. juni 2012).

Det kan være positivt for behandlingens kvalitet, men det omfordeler, spreder eller udvider behandlingsindsatsen, snarere end det flytter en uændret mængde opgaver fra behandler til patient.

Af Henriette Langstrup
Lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, KU

Forudsætningen for, at antagelserne holder, er nemlig, at der ikke genereres nye opgaver og nye forventninger. Det vil næppe blive tilfældet.

Telemedicin udvider behandlingsindsatsen
Man forestiller sig fx, at patienter med telemedicin vil blive en helt ny type patient - mere vidende om egen sygdom, i stand til at overvåge sig selv, alt i alt med meget mindre brug for hjælp fra sundhedsprofessionelle. Og ja, det er rigtigt, at mange af de kronikere, der har afprøvet telemedicinske løsninger, gladelig har målt, vejet, tastet, set på kurver, tilpasset deres medicin - men altid i meget nær kontakt - online, javist - med sundhedsprofessionelle. Patienterne har brug for oplæring, påmindelser, støtte, hjælp til fortolkning af resultater og ikke mindst ekstra samtaler ved uro og tvivl, hvis målinger fx viser noget uventet. Den telemedicinske patient forlader faktisk ikke sundhedsvæsenet, når hun er sendt hjem, hun har stadig en forventning om, at "der er en behandler til stede". Telemedicin skaber forventninger om et endnu mere responsivt sundhedsvæsen, der reagerer hurtigt på de stigende mængder af informationer, som patienterne genererer løbende - ofte hver eneste dag. Det kan være positivt for behandlingens kvalitet, men det omfordeler, spreder eller udvider behandlingsindsatsen, snarere end det flytter en uændret mængde opgaver fra behandler til patient.

Behov for klare regler om telemedicin
Telemedicin er blevet nævnt som en digital velfærdsrettighed i regeringsgrundlaget (2011), og befolkningen synes at se frem til en sådan rettighed (KMD 2012). Men hvem skal en sådan ret tilfalde og i hvor lang tid? Skal også personen med mild, sæsonbestemt astma fjernmonitoreres? Og skal overvågningen have en ende, eller bliver den, som sygdommen, kronisk? Erfaringer fra blodtrykssænkende medicin viser fx, at forebyggende tilbud, der i tillæg til den kliniske effekt skaber tryghed i folks hverdag, er svære at afslutte - selv hvis den kliniske effekt er begrænset. Hvis patienterne - eller pårørende - først har oplevet trygheden ved monitoreringen i dagligdagen, så er de formodentlig ikke så interesserede i at give patientkufferter og måleudstyr tilbage igen.

Telemedicinsk behandling byder på mange spændende muligheder for at afprøve nogle grundlæggende anderledes måder at forbinde sundhedsvæsenet med borgerne og omfordele opgaver i relation til langvarige behandlingsforløb. Men det afskaffer ikke behovet for at diskutere, hvilke forventninger et offentligt sundhedsvæsen kan honorere, og hvilke opgaver såvel professionelle som patienter bør påtage sig.