Bliv abonnent
Annonce
Om  
Carsten Kissmeyer

V vælger Kissmeyer som spidskandidat til Regionsrådsvalget

12. maj 2016 kl. 08.29

Carsten Kissmeyer (V) kan nu officielt kalde sig spidskandidat til regionsrådsvalget næste år.

Borgmesteren fra Ikast-Brande Kommune delte sin ambition om at blive regionsrådsformand i februar, og nu har Venstre officielt valgt ham som partiets kandidat til posten, skriver Vejle Amts Folkeblad.

62-årige Carsten Kissmeyer overtager kandidaturet fra Anne V. Kristensen, der i stedet vil være borgmester. Men posten, han går efter, får han ikke uden kamp. Formanden for Region Midtjyllands regionsråd har siden oprettelsen heddet Bent Hansen og dermed været fra Socialdemokraterne.

Carsten Kissmeyer er uddannet cand.oecon fra Aarhus Universitet og har arbejdet som vicedirektør i Uddannelsescenter Herning gennem en årrække, inden han blev borgmester i først Ikast og efter kommunesammenlægningen i Ikast-Brande Kommune. Ved folketingsvalget sidste sommer, gik han efter en plads på Christiansborg, men det rakte stemmerne ikke til.

Hvem der skal afløse ham som Venstres borgmesterbud i Ikast-Brande, bliver afgjort ved et opstillingsmøde 17. juni, men allerede nu har fire kandidater meldt sig på banen.

De tæller Venstres gruppeformand i byrådet og formand for kommunens børne- og undervisningsudvalg, 49-årige Annette Mosegaard, 40-årige Morten Bak, der har siddet i byrådet de sidste syv år, byrådsmedlem gennem de sidste tre år og formand for teknik- og miljøudvalget, 51-årige Henrik Engedahl, samt 52-årige Ib Boye Lauritsen, der har haft plads i byrådet lige siden kommunesammenlægningen.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026