Liselott Blixt svarer
Magnus HeunickeHar unge mellem 18 og 24 reelt gratis adgang til psykologhjælp?
Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
Mener ministeren, at unge mellem 18 og 24 år reelt har ret til gratis psykologhjælp, når nogle af disse unge på grund af loftet over, hvor mange unge en psykolog må have i behandling på 1 år, ikke kan få en tid før i 2023?
Regeringen og aftalepartierne bag finansloven for 2021 har aftalt og finansieret en permanentgørelse og udvidelse af den vederlagsfri del af psykologordningen for unge mellem 18 og 24 år, der er henvist som følge af let til moderat angst eller depression.
Det har herefter været op til overenskomstparterne – Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening – at lave en tillægsaftale til overenskomsten, som fastlægger de nærmere detaljer for ordningen. Parterne indgik før jul en permanent tillægsaftale med ikrafttrædelse ved årsskiftet, der i lighed med andre praksisoverenskomster også indeholder styringselementer, herunder en omsætningsgrænse for den enkelte ydernummerpsykolog for det vederlagsfri tilbud.
Det er overenskomstens parter, der har valgt dette instrument og har ansvar for en hensigtsmæssig forvaltning af det. Jeg skal dog for en ordens skyld bemærke, at den unge ikke er bundet til at benytte en bestemt psykolog, men kan rette henvendelse til en anden psykolog, hvis der af den ene eller anden årsag er ventetid eller lukket for tilgang.
Jeg noterer mig, at det fremgår af aftalen, at parterne er enige om at sænke ventetiderne til psykologhjælp, og at de løbende vil være i dialog for at sikre, at de falder som forventet. Det fremgår desuden af aftalen, at parterne vil vurdere behovet for en justering af omsætningsloftet, som kan være årsag til, at enkelte psykologer ikke tager flere patienter ind lige nu. Det er derfor også nærliggende, at parterne i samarbejde drøfter og finder løsninger og justeringer i nødvendigt omfang.
Når det er sagt, anerkender jeg, at der er udfordringer ved den nuværende ordning.
Af samme årsag vil Sundhedsministeriet som lovet på samråd den 12. oktober 2021 og efter aftale med de to parter meget snart igangsætte en analyse af barriererne for en mere effektiv udnyttelse af midlerne afsat til psykologordningen, herunder årsagerne til de lange ventetider på psykologbehandling.







