Cepos: Grønne politiske løsninger risikerer at gøre mere skade end gavn

Af Jonas Herby
Specialkonsulent, Cepos

Det er velkendt (i hvert fald blandt økonomer), at det mest omkostningseffektive redskab til at begrænse drivhusgasudslippet er afgifter. Afgift på drivhusgasser sikrer, at borgere og erhvervsliv "rammes", hver gang de udleder CO2, uanset hvor udledningen kommer fra, hvilket giver dem incitament til at reducere udslippet der, hvor det gør mindst ondt. I dag medfører uens afgifter på drivhusgasser en unødvendig samfundsøkonomisk meromkostning på 75 procent – eller næsten 11 milliarder kroner om året. 

Den økonomiske modsætning til en ensartet afgift på drivhusgasser er politiske tiltag med fokus på bestemte sektorer og/eller værktøjer og differentierede afgifter på udledninger med samme skadevirkning. Det skyldes, at politisk valgte tiltag forvrider markedet eller sætter det helt ud af funktion, og så er risikoen for at vælge et relativt dyrt redskab til at nedbringe drivhusgasudslippet stort.

Politikere risikerer at bruge pengene ineffektivt
Det værste, man som samfund kan gøre, er altså at få politikerne til at udvælge en bestemt sektor (for eksempel transportsektoren), hvor man skal reducere CO2-udslippet, og derudover lade dem vælge værktøjet (for eksempel forbud mod salg af benzin- og dieselbiler). Det vil næsten med garanti gøre reduktionen i CO2-udslippet langt dyrere, end det behøves at være, fordi det — ud over at politikerne ikke kan opnå den fulde viden om, hvor reduktionerne generer borgerne mindst — også indebærer en række politikfejl som for eksempel pleje af særinteresser, som kan påvirke de politiske valg (hensyn til udvalgte virksomheder, sektorer andre former for fordelingspolitik).

Hvis man ser på de forskellige sektorer og værktøjer, politikerne kan vælge imellem i forhold til ”klimaeffekt for pengene”, er CO2-udslippet fra benzinbiler det klimaøkonomisk dårligste område at sætte ind på, og et forbud er det ringeste redskab at vælge. Alligevel kappes politikerne om at sætte det mest "ambitiøse" mål for netop privatbilismen (hvorfor politikerne omtaler det som ambitiøst at bruge pengene ineffektivt, kan vi simpelthen ikke forklare), og VLAK-regeringen har fremlagt en målsætning om en million grønne biler i 2030.

Ifølge vores beregninger vil det reducere CO2-udslippet med i gennemsnit en million ton hvert år og koste i gennemsnit 11 milliarder kroner yderligere i årligt samfundsøkonomisk tab frem til 2030.

Det værste, man som samfund kan gøre, er altså at få politikerne til at udvælge en bestemt sektor, hvor man skal reducere CO2-udslippet, og derudover lade dem vælge værktøjet.

Jonas Herby
Specialkonsulent, Cepos

Flyt transportsystemet til kvotesektoren
Drivhusgasserne fra benzinbiler er de absolut dyreste at reducere. Det koster 3.755 kroner per ton. De billigste reduktionsmuligheder til rådighed andre steder ligger på under 200 kroner per ton. Det dækker blandt andet over de dele af transportsektoren, som er afgiftsfritaget i dag. Selv de mest pessimistiske skøn for skadevirkningerne globalt ved udledning af et ton CO2 ligger klart under omkostningen ved at reducere udledningen med et ton fra benzinbiler. Politikerne kan altså gøre mere skade end gavn ved at tvinge benzinbilerne væk fra vejene. 

Samtidig er der under valgkampen stærke politiske ønsker om at indføre en afgift på fly, selv om flyrejser inden for EU allerede er omfattet af EU's kvotesystem. Kvotesystemet fungerer på omtrent samme måde som en generel afgift. Derfor giver det dårlig mening at lægge en afgift oveni. Det vil blot presse prisen på CO2-kvoter ned og øge udledningerne fra blandt andet elproduktion og industri.