Debat

EL: Fremtidens transport er bæredygtig og kollektiv

DEBAT: Privatbilismen skal fylde langt mindre i fremtiden. Til gengæld skal vi satse på bæredygtig og kollektiv transport. Af den simple grund, at der ikke er noget alternativ, skriver Henning Hyllested (EL).

Privatbilismen skal være en langt mindre del af fremtidens transport, skriver Henning Hyllested (EL)
Privatbilismen skal være en langt mindre del af fremtidens transport, skriver Henning Hyllested (EL)Foto: /ritzau/Henning Bagger
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henning Hyllested (EL)
Transportordfører

Jeg kan da godt forstå, at nogle mennesker vælger bilen. Jeg kan godt forstå familien, der har to biler. Det giver da god mening at tage bilen til arbejdet i København fra bopælen i omegnskommunerne, når der nu ikke går en direkte bus.

Det er jo ikke fedt at være afhængig af en bus, der kun kører én gang i timen, eller et tog, som måske eller måske ikke kommer til tiden, og hvor billetten ærligt talt ikke er billig.

Det er fedt at kunne tage i Ikea uden at skulle slæbe den nye malm-reol og to lamper hjem i bussen. Det er da fedt at smække sine to børn på bagsædet og køre hjem til familien i Jylland, når det passer dig - og holde pause, når der bliver for meget uro på bagsmækken.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Det er alt sammen fedt, og der er ikke noget at sige til, at mange danskere vælger bilen som deres fortrukne transportløsning.

Intet alternativ
Men det er der nu alligevel – altså noget at sige til. For trods den umiddelbare forståelse for bilejerne, så mener jeg, at privatbilismen skal være en langt mindre del af fremtidens transport.

Vi kan ikke blive ved med acceptere en trafikform, der er skyld i en væsentlig partikelforurening af vores byer med et større antal dødsfald på samvittigheden.

Henning Hyllested (EL)
Transportordfører

Fremtidens transport er bæredygtig og kollektiv. Af den simple grund, at der ikke er noget alternativ. Hvorfor spørger Du sikkert?

Vi kan ikke blive ved med acceptere en trafikform, der er skyld i en væsentlig partikelforurening af vores byer med et større antal dødsfald på samvittigheden. Samtidig bidrager privatbilismen med en stor del af vores samlede CO2-udledning. Og ikke mindst, så fylder biler bare meget – rigtig meget. I dag tager bilerne i København 66 procent af pladsen til transport – men kun 9 procent af Københavnerne bruger bilen til at transportere sig rundt.

Når det er sagt, så vil fremtidens biltrafik sandsynligvis være eldreven, og dermed bliver problemerne med partikelforurening og CO2-udledningen mindre. Lige nu har det dog ret lange udsigter med regeringens mildest talte manglende ambitioner på dette område. Danmark er langt bagefter andre lande, vi normalt sammenligner os med, når det gælder salget af elbiler. Regeringen har sammen med S og R direkte sat elbilsalget i stå - og man kunne have ønsket sig, at regeringen igen havde gjort elbilerne afgiftsfrie.

Mere og mere trængsel
Men elbiler gør ikke noget ved trængslen. Hvis udviklingen fortsætter som nu, vil trængslen i byerne og på vejene kun blive værre.

Som jeg allerede har givet udtryk for, så er det er jo ikke fordi, jeg ikke kan se fordelene på et helt personligt plan ved at køre bil, hvis der ikke er et fornuftigt alternativ, der giver mening, som det er tilfældet i mange yderområder, hvor den kollektive trafik på det nærmeste er afskaffet.

Men det er mig helt uforståeligt, hvordan det på nogen måde kan være attraktivt at sidde i kø på vejene i timevis – det er da spild af tid. Tiltag, der skal sikre flere og bredere veje, giver et kortvarigt pusterum for trængslen – men det er en stakket frist, før vejene igen er fyldt med flere biler og nye køer. Kendsgerningen er nemlig, at flere og større veje bare giver mere trafik.

Den bæredygtige løsning er kollektiv transport. Bæredygtig, fordi forureningen og udledningen af CO2 er væsentligt mindre og ikke mindst fordi, det letter trængslen. Det er derfor vigtigt, at vi – i modsætning til nu – opprioriterer den kollektive transport.

Vi skal sørge for, at busserne og toget giver mening at vælge frem for bilen. Derfor vil Enhedslisten indføre hurtigere og billigere togforbindelser over hele landet i tæt sammenhæng med de regionale og lokale busser, og flere og bedre busruter og letbaner i byerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Hyllested

Fhv. MF (EL), transportordfører, landdistrikts- og øordfører, turismeordfører
Havnearbejder (Esbjerg Havn)

0:000:00