IDA: Uden en mobilitetsplan kan vi som samfund ikke vriste os fri af usammenhængende investeringer

I Danmark skal vi nedbringe CO2-udledningen fra transporten betragteligt for at leve op til både egne løfter i klimaloven og europæiske målsætninger.

Nu har Klimarådets friske statusrapport slået fast, at regeringen fortsat ikke sandsynliggør, at opgaven vil blive løst. Her mener IDA, at en mobilitetsplan er en af de vigtigste forudsætninger for at opnå omfattende reduktioner i transporten og samtidig gøre det på den mest mulig hensigtsmæssige vis.  
 
Den almindelige dansker gør sig næppe noget begreb om, hvor meget transportens udledninger skal reduceres, og at det ikke kommer til at ske uden grundlæggende at ændre vores måder at transportere os på.

Vi skal ret beset vælge imellem, om vil vi bevæge os mindre, end vi gør nu, eller om vi vil bevæge os på en anden måde. Det hele kan nemlig koges ned til adfærd og kvaliteten af de mulige transportformer. 

Tyngden af de aktuelle transportpolitiske beslutninger kan ikke tales højt nok op. Kommende generationer skal praktisk taget leve med konsekvenserne i 100 år, hvilket er svarende til den forventede levetid på en ny motorvej.

Så længe vi ikke har en samlet mobilitetsplan, er der ingen mekanisme til helt systematisk at vriste os fri fra en kæde af usammenhængende investeringer som samfund.

Mere asfalt mindsker ikke køerne 
Mobilitetsplanen skal ret beset være et transportpolitisk værktøj, der holder eksempler som den skrinlagte Mariager omfartsvej med en pris på 377 millioner til at dække et ikke-eksisterende behov helt ude af forhandlingsbordene i fremtiden.

Det er samtidig veldokumenteret, at mere vej øger trafikken, og dermed spises vejudvidelsers effektivitet op over tid. Mere asfalt mindsker altså ikke køerne, og en mobilitetsplan kan være den bedste medicin mod “same procedure as last year” i form af fortsatte motorvejsudvidelser.

En årlig fremskrivning af biltrafikken på to procent er et af de klassiske argumenter for at bygge mere vej. Man bør imidlertid anskue det helt omvendt, nemlig at fremskrivningen er en alarmklokke, der skal animere politikerne til at sadle om, fordi biltrafikken netop ellers blot bliver ved med at stige.  
 
Fra corona lærte vi, at “blot en beskeden reduktion af trafikken på de mest belastede motorveje vil føre til markante forbedringer”, som Vejdirektoratet noterede sig om fremkommeligheden på baggrund af de faktiske målinger. 

Mere asfalt mindsker altså ikke køerne

Aske Nydam Guldberg

Opgaven bliver dermed i virkeligheden at mindske biltrafikken med fem til ti procent, fordi det vil reducere forsinkelser med 50 til 90 procent, hvilket vil frigive yderligere midler, som blandt andet kan bruges på at flytte endnu mere trafik i en bæredygtig retning.

Infrastrukturplanen 2035 leverer ikke i tilfredsstillende grad svar eller den rationalitet, som harmonerer med udfordringernes størrelse. Hverken på klima eller trængsel.

51,7 milliarder kroners investeringer i veje vil gøre det endnu sværere at løfte rejsende over i den kollektive transport samtidig med, at man altså paradoksalt nok vil have banet vejen for yderligere trængselsproblemer fremad.
 
Hele idéen med en mobilitetsplan vil være at have de bedst mulige forudsætninger for at beslutte de rette investeringer i transporten og i den rigtige rækkefølge for at understøtte den ønskede adfærd hos de rejsende.

Helt logisk skulle et sådant grundlag have været etableret, før man politisk besluttede sig for de konkrete projekter i Infrastrukturplan 2035, som milliarderne skulle kanaliseres til. Det er langsigtet planlægning, som vi kender det fra eksempelvis Fingerplanen. 
 
IDA mener derfor også, at Infrastrukturplan 2035 bør sættes på pause, indtil en national mobilitetsplan er på plads. Manglen på arbejdskraft betyder tilmed, at vi som samfund ikke kan det hele på en gang. Derfor er det oplagt at prioritere mere akutte og entydigt grønne projekter som VE-udrulning og fjernvarme-omlægning så længe. 

Uden handling går det dårlige transportsystem videre
Transportpolitikerne skal nu gå sammen om at gøre det, der er bedst for Danmark og have mindre fokus på, hvilke projekter der nyder fremme i deres valgkreds eller region.

Hvis ikke man evner at løfte blikket tilstrækkeligt, risikerer vi, at de næste generationer arver et transportsystem, der er utidssvarende, dyrt at drifte og levetidsforlænget med dårligt investerede penge.

Det er noget, der vil gøre ondt i alle ingeniørers hjerter, fordi vi er optagede af de rationelt bedste valg på enhver teknisk udfordring.