Debat

LA til transportminister: Sæt handling bag OPP-løfterne

DEBAT: Vi tror på, at vores private virksomheder kan finde et marked, som samtidig kan afhjælpe det offentliges finansieringsproblemer. Indtil nu er det kun blevet til bragesnak, så vi tager ministeren på ordet, skriver Villum Christensen (LA).

Foto: Steen Brogaard
Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Villum Christensen
Transportordfører, Liberal Alliance

Vi ser gerne, at en havnetunnel i København bliver den første prøve på, om staten reelt er villig til at gå den vej.

Villum Christensen
Transportordfører (LA)

Liberal Alliance hilser det velkommen, at transportministeren tager investeringsudfordringerne op ved at sætte et skarpere lys på mulighederne for offentlige-private samarbejder.

Fakta
Bland dig i OPP-debatten!
Skriv til [email protected]

Vi tror på, at infrastruktur er et af de områder, hvor modige politiske beslutninger kan gøre en reel forskel på samfundsøkonomiens fremdrift.

Ret beset er det jo – trods masser af skrig og skrål i startfasen - rigtig sjældent, vi oplever, at man efterfølgende fortryder store infrastrukturprojekter.

Højere mobilitet for arbejdskraft, varer og tjenester er (entydigt) tæt forbundet med et veludviklet samfund. Og når vi er i en tid tæt på en 0-rente, så bør vi vende alle sten for at få investeringerne i gang.

Mange store offentlige investeringer har jo en intern rente på 5-6 procent, og så bliver vi jo reelt fattigere af at sidde på hænderne.

EU-krav står i vejen for projekter
Som noget helt nyt oplever vi, at det også er EU's budgetkrav, der kan være barriere for at igangsætte nødvendige projekter. Fuldt grydeklare projekter er stoppet på den baggrund. Derfor bliver det endnu mere aktuelt at kigge på alternativer.

Vi tror på, at hvis man giver virksomhederne langsigtede muligheder for at forrente deres kapital i et lavrente-marked, så vil de kunne se fordel i at kanalisere investeringerne over i store byggeprojekter - eventuelt med mulighed for at påtage sig driftsansvaret.

Lavere driftsomkostninger
Vi kender det fra de såkaldte funktionskontrakter på vejområdet i kommunerne, hvor det har kunnet betale sig at give virksomhederne lange tidshorisonter, fordi de herved kan investere kraftigt i starten og dermed sikre en billigere drift på den lange bane. Kommunerne får bedre veje til en lavere pris, fordi de ikke skal lappe hullerne hvert år.

Det er ofte penge, som det offentlige ikke kan skaffe, og som betyder, at det er dyrt at være fattig. Akkurat som når man som privatperson i en årrække sparer på vedligeholdelsen af vinduerne og ender med at må skifte dem til dobbelt pris.

Mere konkret, mindre "grundlovstale"
Vi tror på, at vores private virksomheder kan finde et marked, som samtidig kan løfte det offentliges finansieringsproblemer. Det kræver bare, at vi bliver konkrete i vores tilbud, så der reelt fremstår en fornuftig business-case. Det sker ikke ved de sædvanlige ”grundlovstaler”, men ved at invitere virksomhederne ind til helt konkrete projekter.

Vi ser gerne, at en havnetunnel i København bliver den første prøve på, om staten reelt er villig til at gå den vej. Skulle der opstå formelle og juridiske barriere, må vi også være indstillet på at gå i Folketinget og få det løst.

Indtil nu er det jo kun blevet til bragesnak, så vi tager ministeren på ordet, hvis han reelt ønsker at invitere virksomhederne indenfor til at løse disse meget vigtige transportopgaver. Også når det gælder blandt andet togdrift og værkstedsdrift inden for den kollektive transport.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Villum Christensen

Viceborgmester (LA), Slagelse Kommune
cand.phil. (Københavns Uni. 1980), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981), MPM (Syddansk Uni. 2005)

0:000:00