Borger: Ministeren ofrer jernbanen for asfaltens skyld

Der er meget, der indikerer, at ministeren pryder sig med lånte fjer. Inden jul påstod han at bevarelsen af forbindelsen til København kræver lukning af flere midtjyske stationer, og han har flere gange fremhævet de økonomiske udgifter, som det kræver at elektrificere strækningen.

Han omtaler ikke toget som et transportmiddel, der binder by og land sammen, men ser det alene som en udgift uden gevinst.

Materiale fra mødet viser, at det også var fortællingen, da Danielsen i januar 'forsøgte at sælge' projektet til forligskredsen. 

Modsat er det med busser, biler og asfalt. Ifølge Danielsen er privatbilismen afgørende for fremtidens ’kollektive mobilitet’ og lokalbanerne kan let erstattes af busser, der endda er så billige i drift, at de rejsende kan få serveret champagne og kaviar undervejs.

Når det kommer til motorvejene, så er fortællingen også helt anderledes end jernbanen: Hærvejsmotorvejen blev i februar vedtaget trods et projekteret underskud på svimlende 3,1 milliarder kroner, men det er ifølge ministeren irrelevant, da motorvejen sikrer mobilitet, og binder Danmark bedre sammen. 

Ministeren har et forklaringsproblem

I forsøget på at fralægge sig ansvaret har ministerens ageren krydset grænsen til det direkte hykleriske. Danielsen har i stærke vendinger kritiseret venstrefløjen for at foreslå ’Puljen til land og by’, som et sted, hvorfra der kan omprioriteres midler til elektrificering.

Puljen hører nemlig til den del af infrastrukturforliget, der er berammet asfalt, og derfor kan midlerne – ifølge ministeren – slet ikke finansiere kollektiv transport.

I forsøget på at fralægge sig ansvaret har ministerens ageren krydset grænsen til det direkte hykleriske.

Mikkel Ellersgaard Sørensen
Museumsinspektør, Struer Museum

Ministeren har dog et enormt forklaringsproblem, da han i foråret flyttede en kvart milliard fra den kollektive trafik til asfaltpuljen, så han kunne dække fordyrelsen af tunnelen under Marselis Boulevard i Aarhus.

Spørgsmålet er derfor ikke, om ministeren foretrækker asfalt over jernbanen – det gør han uden tvivl. Det er mere interessant, hvor langt han har været villig til at gå for at bremse de forhandlinger, som han udadtil har ledt med forligskredsen om elektrificering af skråbanen.

Senest har regeringens egen ekspertgruppe udgivet deres anbefalinger til hvordan busser kan erstatte toget i Danmarks yderområder, imens brancheforeningen for bus- og taxivognmænd har anbefalet at lukke 58 mindre togstationer. Transportministeren har – naturligvis – budt begge analyser velkommen.

Ønskede ministeren reelt at lande en aftale om skråbanen, havde han dirigeret embedsværket væk fra deres nuværende regnemodeller og i stedet fokuseret på jernbanens potentialer.

Han havde som det første erkendt, at manglende investeringer og spareiver i årevis har skræmt passagerne væk fra jernbanenettet og brugt dette til at tale for en takst- og køreplansændring, der uden større investeringer gør jernbanen mere attraktiv og robust.

Til slut havde han fremlagt de betydelige økonomiske, miljø- og klimamæssige fordele, der findes ved at transportere gods på skinner.  

Transportministeren har valgt at ignorere disse positive visioner. En stærk jernbane er naturligvis en hindring, hvis busser og biler fremadrettet skal overtage den kollektive trafik…