Niko Grünfeld: Træls trængsel går ikke væk af sig selv

DEBAT: Hvis regeringen virkelig er den grønneste nogensinde, så burde det være en smal sag for dem at godkende Alternativets forslag om roadpricing i København, skriver Niko Grünfled (ALT).

Af Niko Grünfeld (ALT)
Kultur- og fritidsborgmester i København

Det er mandag morgen. Selvom man er kørt hjemmefra tidligt og i god tid, sander vejene hurtigt til med biler, som snegler sig afsted.

Og jo tættere trafikken bliver, desto mere stiger pulsen, fordi man tænker på, om man når personalemødet eller opgaven hos kunden til tiden. Lyder det bekendt?

Politikere har ignoreret problemet
Rigtig mange danskere pendler hver dag til og fra arbejde og spilder en masse dyrebar tid på de tilproppede veje.

Helt præcist 26 minutter. Så mange minutter sidder københavnske bilister i gennemsnit i kø hver dag, hvis de pendler 30 minutter til og fra arbejde i myldretiden. Det svarer til 100 timer spildt på vejene om året per person.

Ikke alene ødelægger trængslen trivslen – det er også dyrt for samfundet. De samfundsøkonomiske omkostninger for trængsel på vejene i hovedstadsområdet løb i 2010 op i 8,5 mia. kroner.

Trængsel er et velkendt problem, men alligevel har politikere i årevis ladet stå til, mens antallet af biler bare vokser og vokser. Med 16.000 flere biler på de københavnske veje siden 2010 er trængslen forværret markant, og den ventes at vokse yderligere frem mod 2030.

Ifølge Trængselskommissionen vil bilisterne spilde ikke mindre end 18 millioner timer på Hovedstadens veje i 2025.

Derfor har jeg og Alternativet stillet et forslag om intelligent roadpricing i Borgerrepræsentationen forleden, hvor et stort flertal stemte ja til, at kommunen skal udarbejde konkrete modeller for intelligent roadpricing og rette henvendelse til staten med henblik på at indføre roadpricing i København.

Regeringen skal stå ved sine ord
Det er jeg naturligvis meget tilfreds med, men i Borgerrepræsentationen kan vi ikke egenhændigt indføre roadpricing. Desværre.

Nu er det op til regeringen at bevise, at den er ”den grønneste regering nogensinde”. Statsminister Lars Løkke Rasmussen var for et par uger ude og sige, at regeringen nu vil have ”et stærkere fokus på bæredygtighed og på at bekæmpe støj og møg i de store byer.”

Det glæder mig, men jeg glæder mig også til at se ambitionerne ført ud i livet – regeringen kunne jo meget passende begynde med at give København lov til at indføre roadpricing. Det ligger lige til højrebenet.

For trængsel er træls, for at sige det ligeud på jysk. Hverken borgere eller virksomheder er tjent med at sidde mange timer i kø.

Trængslens slagside
Roadpricing er den bedste måde at reducere trængsel, øge mobiliteten og forbedre luftkvaliteten og dermed øge københavneres trivsel og sundhed. 500-600 københavnere dør hvert år af luftforurening, som de mange osende biler er en kilde til.

Det tal skal vi have ned, blandt andet ved at indføre roadpricing. Luften på H.C. Andersens Boulevard har i en årrække overskredet grænsen for kvælstofilte, som EU-lande skal overholde, og det er bare ikke godt nok.

Vores norske naboer har indført roadpricing i Oslo. Så selvfølgelig kan det også lade sig gøre i København. Det handler blot om Christiansborgs vilje til at ville det bedste for bilisterne, miljøet og københavnerne.

Og ja, det kommer til at koste lidt mere at køre bil, hvilket borgerlige røster klager over med argumenter som social slagside. Min holdning er, at den sociale slagside er endnu større, hvis vi ikke gør noget i tide for at nedbringe trængslen, luftforureningen og miljøproblemerne.

Det er og bliver en bunden opgave.

Forrige artikel Debat: Letbanen er et kulturelt integrationsprojekt Debat: Letbanen er et kulturelt integrationsprojekt Næste artikel Cepos: Debatten om letbanen er fyldt med fejl og udokumenterede påstande Cepos: Debatten om letbanen er fyldt med fejl og udokumenterede påstande
  • Anmeld

    Jeppe Vejlby Brogård · Projektleder

    God tilgang men problematisk løsning

    Som bilist påskønner jeg omsorgen for bilister. Vi er ilde stedte i vores bestræbelser på at få hverdagen til at hænge sammen. Og med 2x30 minutter til og fra arbejde kan jeg genkende at jeg taber 50 minutter hver dag. Altså udover den pendlingstid, jeg frivilligt har afgivet for at få mit job.

    Men roadpricing er for svær at sluge. Det så vi også i 2011, hvor SFs forslag om miljøafgift for at køre ind i København var så upopulært, at det kostede dem stemmer ved Folketingsvalget og senere fik både Ø og S til at modarbejde det, så det faldt.

    Alternativets forslag er yderst sympatisk. Men det har desværre ingen gang på jord. Til gengæld er der andre muligheder. Og dem kan man forfølge politisk, hvis man tør. Der skal tænkes lidt anderledes, end vi plejer. Det drejer sig især om at tænke ud af boksen i forhold til biltrafik.

    De samfundsøkonomiske beregninger viser, at biltrafikkens forsinkelse af sig selv er så dyr, at man næsten ikke kan tillade sig at tænke på et alternativ. Paradokset er åbenbart, men ikke desto mindre er behovet for alternative transportsystemer så udtalt i beregningerne, at det ligger lige til højrebenet at indføre dem.

    Cyklisme er superbilligt, men Fingerbyen har overskredet sine grænser så eftertrykkeligt, at cykler næppe kan overtage massetransporten. Det ser umiddelbart ud til, at vi skal styrke ringforbindelserne. Her er basis for både kreativitetog vækst.

  • Anmeld

    Eric Høyrup · lejlighedsvis bilist i København

    Den overflødige bilkørsel?

    Hvis roadpricing reducerer trængslen, må det være ensbetydende med, at en masse mennesker helt unødigt kører ind til København hver eneste dag.

    Hvis bilisterne omvendt har et behov for at blive transporteret ind til byen, så opstår jo et nyt problem, hvis ikke kan betale for roadpricing. Der er ikke plads i de offentlige transportmidler, og nogle bor altså længere væk end cykelafstand.

    De, der kan betale, kan så glæde sig over, at alle fattigrøvene må blive hjemme/cykle/gå, når trængslerne er afskaffet.

    Som alt fra Alternativet lyder det som det rene paradis på jord - bare uden realitetssans.

  • Anmeld

    Birte Strandby · bogvægten.dk

    Privatbilisme har ingen gang på jorden

    Roadpricing er naturligvis bedre end ingenting, men dels rammer det skævt, og dels er det jo kun symptombehandling. Det grundlæggende problem er, at så mange starter en bil for kun at fragte sig selv - det svarer lidt til at iføre sig krinoline og spænde stortrommen på maven for derefter at stille sig på fortovet og klage over trængslen. I stedet kræves en holdningsændring, så privatbilen kun er noget man starter, når man har mindst tre passagerer eller bagage der ikke kan klares med cykeltrailer. Basalt at vi alle tilstræber ikke at fylde mere end det nødvendige - og her er et to kvadratmeter asfaltkrav med tilhørende forurening for alene at fragte 100 kg person en slags superegoisme. Privatbilismen er ganske vist supporteret - og nogle steder nærmest tvunget frem - af diverse regeringer der har gjort biler billigere, tilladt højere hastigheder og skabt flere motorveje. Men i disse klimatider må det være indlysende, at det er en håbløs vej at gå.

  • Anmeld

    Kim Houmøller

    Bosiddende på Amager

    Frygter virkelig de Alternative samt Enhedslisten. Amagerbrogade bliver nu gravet op med helt uoverskuelige konsekvenser til efteråret. Find en anden vej eller flyt vil svaret være.

  • Anmeld

    s.andersen

    ?

    Hvis den offentlige transport funktionerede bare halvt så godt, som i andre europæiske storbyer, ville forslaget være overflødigt.
    Hvad med at virksomhederne overvejede at slå sig ned, bare 20-30 km udenfor de store byer? Det ville lette traffikpresset så meget, at nødvendig kørsel kunne foregå gnidngsløst.
    Men, lad bare Alternativet holde fast i idéen om roadpricing - det er jo forsøgt før at foreslå det, med katastrofalt tab af vælgertilslutning. Måske Niko´s forslag er med til at bringe Alternativet under spærregrænsen? Hvem ved?

  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Trængselsafgifter - starten på roadpricing

    Trængselsafgifter er med succes indført i London, Oslo, Stockholm og Göteborg - og sikkert flere steder, som jeg endnu ikke kender til. Psykologisk set vil det være klogt indledningsvist at strække trængselsafgifterne længere og længere væk fra storbyernes centrum for i en slutfase at indføre fuld roadpricing.

    En sådan indfasning skal ikke følges af reguleringer af eksisterende afgifter på transport før en væsentlig del af vejnettet er belagt med afgift efter forbrug.

    I det godt gennemdigitaliserede Danmark må en løsning på sådan en opgave være en lækkerbisken for kreative innovatører med stort potentiale for fremtidige eksportindtægter.

    At trængselsafgifter blev "skudt ned" i et uigennemtænkt politisk fremstød i 2011 er ikke et argument for ikke at prøve igen. Storebæltsbroen var mere end 50 år om at blive vedtaget - " for at mælken kunne komme hurtigere frem".

  • Anmeld

    Thomas R.

    Ansvar for københavnerne

    Det ville være så dejligt, hvis borgerrepræsentationen prøvede at gøre tilværelsen tålelig, for dem der har valgt dem ind, nemlig københavnerne. I stedet for at skælde ud på regeringen og tale jysk i sine debatindlæg.

    Jeg ved ikke, om NG selv har mødt nogen, som er død på grund af luftforurening. Men de 500-600 bliver altid trukket op af hatten, når man er på jagt efter biltrafikken.

    Normering i daginstitutionerne, behandligen af kontanthjælpsmodtagere, druk- og musikchikane i indre by og brokvartererne, elendige forhold forfodgængere...der er masser at tage fat på, hvis man vil København det godt. Men det kræver selvfølgelig hårdt arbejde, og her skal man nok ikke hænge sin hat på Alternativet.

  • Anmeld

    Paul Sehstedt

    Flyt hovedstaden væk fra Ukantsdanmark

    Trafiktrængslen skyldes ikke de mange pendlere, men for mange arbejdspladser i København og omegn. Måske skulle vi overveje, at bygge en helt ny administrativ hovedstad evt. på Fyn eller i Jylland. Brasilien gjorde en udflytningen af hovedstaden i 1960, hvor en hel ny by blev taget i brug. Brasília var nytænkning. Danmark kan, selv om København sikkert ikke er med på idéen.

  • Anmeld

    Frithjof Danielsen

    Hykleri, Grünfeldt!

    Niko Grünfeld kalder sig og partiet for bilhader nummer et. Men det er jo løgn. Grünfeld elsker biler med chauffør. Derfor kører hykleren i sådan én. Så kan den pøbel, der betaler hans fine bil jo bare selv tage bus og tog på arbejde, ikke?
    Hvor kvalmt kan det blive?

  • Anmeld

    Preben Von Skjoeth · Fhv. redaktør

    ALTERNATIV MANIPULATION

    Bortset fra, at der IKKE er så meget som blot skyggenbafcbevis for, hvor mange, der dør som følge af bilernes forurening, er der intet som helst nyt i Niko Grunfeldts klumme. Med vore skyhøje bilafgifter, er road pricing nok ikke lige det mest oplagte.

    Det ville i øvrigt være interessant at vide, hvordan Niko Grunfeldt selv kommer rundt i det hovedstaden. Det er næppe på cykel, så mon ikke, der også er en fed omgang dobbeltmoral indblandet. Det plejer der jo atcvære, når det drejer sig om Alternativet.

  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Tag gode ideer med hjem fra ferien i udlandet

    Det er tankevækkende at gode ideer, der fostres, afprøves og senere vedtages i nogle af de lande som danskerne ferier i, ikke bliver taget med hjem.

    Hvordan mon det ville være at være dansk turist i London i dag, hvis der ikke var blevet indførst trængselsafgifter i trafikken. En sightseeing tur på øverste etage af en rød dobbeltdækkerbus eller en taxa til den næste musicalforestilling ville være uoverkommelig med de voksende trafikpropper. Det er heldigvis blevet afbødet en del takket være trængselsafgifter.

    København er den eneste "storby" hvor man har en bevidst politik om at jage bilerne ud af byen selv uden for den gamle bykerne, som det er naturligt at friholde for biler.

    Alle andre steder er der rigeligt med parkeringshuse, der naturligvis koster dagsprisen, men hvis man er en gangbesværet turist, er parkeringshuset ofte den eneste mulighed for at kunne komme tæt nok på de seværdigheder man rejser efter for at opleve.