Debat

Passagerpulsen: 2025-plan har glemt kollektiv trafik

DEBAT: Regeringens 2025-plan bør fokusere mere på samspillet mellem vejtrafikken, cyklisterne og den kollektive transport, skriver Lone Fruerskov Andersen, afdelingschef i Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk.

Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lone Fruerskov Andersen
Afdelingschef i Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk

Regeringen planlægger nye investeringer i motorveje og en havnetunnel. Vejene står for tur. Men danskerne bruger alle transportformer - ofte overlappende.

Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk kunne godt ønske sig lidt større opmærksomhed på samspillet mellem vejtrafikken, cyklisterne og den kollektive transport.

Glemmer kollektiv trafik 
Det er positivt, at regeringen samlet set planlægger at øge rammen for de offentlige infrastrukturinvesteringer med ca. 27 milliarder kroner frem mod 2025. Pengene afsættes blandt andet til en havnetunnel og motorvejsforbedringer. I Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk har vi nærlæst planen og savner at få beskrevet, hvordan pengene kommer passagererne i den kollektive transport til gode. Vejene står for tur, og man kan få det indtryk, at bilister er et andet folkefærd end de tusindvis af passagerer, som dagligt færdes i tog, busser, letbaner og metro rundt om i landet.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det er ikke tilfældet. Rigtig mange af os bruger en kombination af bil eller cykel og kollektiv transport. Passagerpulsen har for nyligt offentliggjort en National Passagertilfredshedsundersøgelse, som viser, at måden man kommer til en station på kan have betydning for tilfredsheden med den pågældende togrejse. Passagerpulsen savner derfor mere fokus på transportinvesteringer, der kan forbedre samspillet mellem de forskellige transportformer.

Transportdebatten præges ofte af en skyttegravskrig mellem to lejre. Dem, der ønsker investeringer i kollektiv trafik og dem, der ønsker investeringer i vejnettet.

Investeringerne i vejnettet bør samtænkes med kollektive transportbehov.

Lone Fruerskov Andersen
Afdelingschef i Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk

Bedre fremkommelighed 
Hvis det stod til Passagerpulsen, skulle en 2025-plan på transportområdet have en klar strategi for, hvordan vi bedst opfylder de reelle transportbehov, hvad enten man rejser med bil, bus, tog, metro, letbane eller cykel.

Målet for store transportinvesteringer må være at skabe bedre fremkommelighed for alle danskere. For nogle er bilen den letteste løsning. For andre er det lettere at parkere cyklen i byen. For nogle er det vigtigt at kunne arbejde i toget. For andre er tiden i bussen et tiltrængt pust i en travl hverdag eller en nødvendig forbindelse videre til et andet transportmiddel. Og for nogle er der ikke noget valg. Ikke alle har et kørekort eller bor et sted, hvor bussen kører hvert femte minut. Nødvendige transportinvesteringer er derfor ikke et valg mellem at satse på enten veje eller kollektiv transport, men et både-og.

Det kan være fornuftigt at investere i lokale vejnet, så godstransport og bilister ikke skal spilde tid i lange myldretidskøer. Men investeringerne i vejnettet bør samtænkes med kollektive transportbehov. Det kan for eksempel komme busserne til gode via prioriterede buslinjer eller forbedrede parkeringsforhold på togstationerne, så skiftet mellem transportformer lettes og bidrager til at nedbringe trængsel på vejene til større byområder.

Utilfredse passagerer  
Men der er også et behov for investeringer målrettet den kollektive transport. Passagerpulsens undersøgelser viser desværre, at passagererne i den kollektive transport møder en del udfordringer i hverdagen. Forsinkelser, mistede forbindelser, manglende siddepladser, informationsforvirring, manglende rengøring og nedslidt materiel er en stadig kilde til frustration og utilfredshed for den enkelte. Således er under halvdelen af pendlerne og de erhvervsrejsende tilfredse med den værdi, de får for pengene, når de rejser med tog.

Den gode nyhed er, at nogle problemer faktisk kan afhjælpes uden tocifrede milliardinvesteringer. Og her fortjener regeringen for eksempel ros for at afsætte 100 millioner kroner i det seneste finanslovsforslag til bedre internet på togrejsen i hele landet. Det er en lille, men fin forbedring for de rejsende, som bruger togrejsen til at arbejde i. Og forslaget er et godt eksempel på, at transportpolitiske tiltag til gavn for passagererne i den kollektive transport ikke altid koster mange milliarder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00