Debat

PKA: OPP–partnerskabet kan bredes ud

DEBAT: Offentligt-Privat Partnerskab omhandler meget andet end investeringer i infrastruktur. PKA indgik blandt andet et samarbejde med den tidligere regering om at investere i solceller i Chile og vind i Afrika. Vi ser gerne, at OPP diskuteres ud fra et bredere perspektiv, skriver Peter Damgaard Jensen, PKA Pension.

Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Damgaard Jensen
Direktør, PKA Pension

Diskussionen om OPP herhjemme kredser ofte om investeringer i infrastruktur, og ligeså ofte strander diskussionen i spørgsmålet, om det er en fordel for det offentlige Danmark at samarbejde med private.

Det er bestemt en vigtig og relevant diskussion at tage, og løsningerne er mere nuancerede, end de bliver fremstillet, hvilket jeg også redegjorde for i mit debatindlæg den 7. november.

OPP i en global sammenhæng
Men OPP bør imidlertid også diskuteres ud fra et bredere perspektiv. For det er og kan være meget andet og mere end infrastrukturinvesteringer.

På den front har PKA gode erfaringer med at indgå partnerskaber med det offentlige og forskellige andre parter om at skabe vækst for dansk erhvervsliv og samtidig forsøge at medvirke til at løse globale udfordringer.

I 2014 gik den tidligere regering, IFU, Dansk Vækstkapital, PKA og flere andre pensionsselskaber sammen om Klimainvesteringsfonden, der skal bidrage til at reducere den globale opvarmning og fremme salg af dansk klimateknologi. Det er siden blandt andet blevet til investeringer i solceller i Chile og vind i Afrika.

PKA gik med i fonden, fordi vi allerede havde gode erfaringer med at samarbejde med IFU om investeringer i udviklingslande, og ved at blive en del af Klimainvesteringsfonden kunne vi fortsætte med at fokusere på klimainvesteringer, styrke dansk erhvervsliv og sikre et godt afkast til vores medlemmer.

I januar 2016 etablerede den nuværende regering sammen med IFU, PKA og andre pensionsselskaber Danish Agribusiness Fund, der har det formål at investere i forbedret produktion, distribution og salg af fødevarer i udviklingslandene.

Fonden vil investere i projekter i hele værdikæden fra jord til bord, hvor der indgår danske kommercielle interesser – og dermed samtidig skabe øget salg af dansk teknologi og know-how.

Afkast, vækst og samfundsmæssige udfordringer
Danish Agribusiness Fund et godt eksempel på, hvordan offentlig og privat kapital kan arbejde sammen om at løse globale samfundsudfordringer på en måde, der kommer danske virksomheder og investorer til gavn.

Senest har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lanceret ideen om et samarbejde med IFU og institutionelle investorer om at etablere en såkaldt SDG-fond, der skal investere i projekter, som er med til at indfri FN’s 17 mål for bæredygtighed.

Ambitionen er i 2017 at etablere en fond på cirka fire milliarder danske kroner, der gør brug af de tidligere erfaringer med klimainvesteringsfonden og Danish Agribusiness Fund.

Det er PKA naturligvis interesseret i at samarbejde om, fordi vi kan slå flere fluer med et smæk: Skabe et godt afkast til vores medlemmer, skabe vækst for danske virksomheder og være med til at løse samfundsmæssige udfordringer.

Det er kodeordene for, hvorfor PKA generelt finder OPP-projekter interessante. Og det er derfor vi gerne så OPP-tankegangen bredt mere ud.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Damgaard Jensen

Fhv. adm. direktør, PKA, formand, IIGCC, kommissær, Global Commission on Adaptation
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981)

0:000:00