Tænketank: Ministerens opgør med Færdselssikkerhedskommissionen fortjener kun ros

Steffen Rasmussen
Formand og medstifter, Tænketanken for Trafiksikkerhed
Harry Lahrmann
Lektor, forskningsgruppeleder, Institut for Byggeri og Anlæg, Aalborg Universitet, Næstformand, Tænketanken Trafiksikkerhed
Tove Hels
Chefkonsulent, National Færdselscenter, Rigspolitiet, fhv. seniorforsker, DTU Transport
Hvert år kommer 7.000 alvorligt til skade i trafikken i Danmark, og heraf er 5.000 alvorligt tilskadekomne cyklister, et tal som desværre er vokset i det seneste tiår.
Den siddende Færdselssikkerhedskommission har ikke været i stand til at foreslå en effektiv og målrettet strategi til at håndtere dette alvorlige problem for mobiliteten og folkesundheden i Danmark.
Transportminister Thomas Danielsen har besluttet, at Færdselssikkerhedskommissionen ikke skal fortsætte i sin nuværende form. Det er en beslutning, som der er god grund til at rose.
Os bekendt er der ikke kommet ét eneste lovforslag ud af kommissionens drøftelser i de seneste år.
Repræsentanter fra Tænketanken Trafiksikkerhed
Der er nemlig ikke meget at råbe hurra for, hvis man sætter kommissionens resultater gennem de seneste år i forhold til det, som kommissionen er sat i verden for, og som er fastlagt i dens kommissorium.
Mangler sammenhæng mellem mål og midler
Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan for 2021-2030 indeholder ambitiøse mål om at halvere antallet af dræbte og kvæstede i 2030, men der er ingen systematisk sammenhæng mellem dette mål og de nødvendige midler til at realisere målet.
Handlingsplanen indeholder ganske vist en række anbefalinger til indsatser, men svagheden er, at der hverken er overslag over omkostningerne ved indsatserne eller vurderinger af, om de foreslåede indsatser vil forbedre trafiksikkerheden og føre til, at målene nås.
Færdselssikkerhedskommissionens hidtidige sammensætning er meget bred. Det har gjort det vanskeligt at opnå et fælles fundament, hvor forslag til at fremme trafiksikkerheden leverer mest effektivt og omkostningsbevidst. Altså giver mest trafiksikkerhed for pengene.
Ingen lovforslag til gavn for trafiksikkerheden
En af Færdselssikkerhedskommissionens vigtigste opgaver ifølge kommissoriet er at rådgive regeringen og Folketinget om lovgivningsinitiativer, der kan gøre det mere trygt og sikkert at færdes i trafikken. Os bekendt er der ikke kommet ét eneste lovforslag ud af kommissionens drøftelser i de seneste år.
Der er ellers nok at tage fat på.
Rundt omkring i de europæiske lande og storbyer, Paris, London og Berlin, som vi ellers gerne vil sammenligne os med, er der en markant udvikling i gang med lavere hastighedsgrænser på 30 kilometer i timen i byområder. Det giver bedre miljø, mindre støj og mere sikkerhed og tryghed. Men Danmark sakker bagud.
Man må spørge, hvor Færdselssikkerhedskommissionen har været henne i den debat?
Færdselssikkerhedskommissionen skal erstattes af et videncenter
Tænketanken Trafiksikkerhed foreslår, at Færdselssikkerhedskommissionen erstattes af et nyt Videncenter for Trafiksikkerhed. Transportministeren kan hente inspiration fra blandt andet Klimarådet og Biodiversitetsrådet til det nye videncenter.
Tænketanken Trafiksikkerhed foreslår, at Færdselssikkerheds-kommissionen erstattes af et nyt Videncenter for Trafiksikkerhed.
Repræsentanter fra Tænketanken Trafiksikkerhed
Videncentret skal bestå af fem til syv eksperter inden for trafiksikkerhed og en formand. Hertil tilknyttes et sekretariat til at understøtte videncenteret med nødvendige administrative opgaver.
Videncentrets arbejde skal dække alle dele af trafiksikkerhed, både infrastrukturen, trafikanten og køretøjerne, samt alle relevante datakilder til viden om trafikulykker.
Som baggrund for sine anbefalinger skal videncentret identificere og prioritere de juridiske, samfunds- og miljøøkonomiske samt adfærds- og sundhedsmæssige aspekter, der er vigtige for bedre trafiksikkerhed, og dermed give Transportministeren og Folketinget et retvisende og aktuelt beslutningsgrundlag.
Videncentret skal inddrage relevante parter i sit arbejde. Derfor nedsættes et dialogforum for områdets interessenter. Målet med dialogforummet er at sikre, at interessenterne kan bidrage med at sætte fokus på de synergier og barrierer, som de ser som de vigtigste for trafiksikkerheden.
Dialogforummet skal derfor drøfte og kommentere hovedbudskaber og anbefalinger, herunder videncentrets årlige rapport.
Videncenter for Trafiksikkerhed skal være Danmarks uafhængige og forskningsbaserede ekspertorgan inden for trafiksikkerhed. Centeret skal rådgive regeringen og Folketinget om tiltag, der kan reducere antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken, blandt andet igennem en årlig rapport, der både følger trafiksikkerhedens udvikling og bidrager med forslag til tiltag, der kan reducere antallet af dræbte og kvæstede i trafikken.
Videncenteret skal være uafhængigt af embedsværket, og derfor have sin egen bevilling på finansloven.
Artiklen var skrevet af

Steffen Rasmussen
Formand og medstifter, Tænketanken for Trafiksikkerhed

Harry Lahrmann
Lektor, forskningsgruppeleder, Institut for Byggeri og Anlæg, Aalborg Universitet, Næstformand, Tænketanken Trafiksikkerhed

Tove Hels
Chefkonsulent, National Færdselscenter, Rigspolitiet, fhv. seniorforsker, DTU Transport
Omtalte personer

Steffen Rasmussen
Formand og medstifter, Tænketanken for Trafiksikkerhed

Harry Lahrmann
Lektor, forskningsgruppeleder, Institut for Byggeri og Anlæg, Aalborg Universitet, Næstformand, Tænketanken Trafiksikkerhed

Tove Hels
Chefkonsulent, National Færdselscenter, Rigspolitiet, fhv. seniorforsker, DTU Transport
- Dan Jørgensen vil have europæerne til at arbejde hjemme og skrue ned for varmen
- Özlem Cekic: Danske politikeres horisont rækker ikke længere end til benzintanken
- Topøkonom advarer mod hurtige ”lappeløsninger” på høje benzinpriser
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Ny rapport: Vejafgifter kan få trafikken til at falde markant



















