Debat

Trafikråd: Velkommen til de førerløse biler

DEBAT: Selvkørende biler kan nedbringe antallet af trafikofre. Men først skal teknologien, lovgivningen og trafikanterne være klar til de nye landvindinger, skriver Mogens Kjærgaard Møller, direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mogens Kjærgaard Møller
Direktør i Rådet for Sikker Trafik

For få uger siden fremsatte transportminister Ole Birk Olesen (LA) et lovforslag, der åbner for en forsøgsordning med selvkørende biler i Danmark.

Det er et forsøg, som i en begrænset periode skal dispensere fra Færdselslovens krav om, at det er et menneske af kød og blod, der skal føre bilen.

Færre trafikulykker
I Rådet for Sikker Trafik er det et projekt, vi hilser velkommen. Der er nemlig stort potentiale i, at computere på sigt kan eliminere menneskelige fejl, som vi ved er indblandet i mere end 90 procent af ulykkerne på de danske veje.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det vil i fremtiden kunne begrænse antallet af menneskelige lidelser og den sorg, der følger med trafikulykker, betragteligt. Den potentielle samfundsøkonomiske besparelse er også enorm. Hver ulykke med personskade har nemlig samfundsøkonomiske konsekvenser for cirka 4,6 millioner kroner, og dermed skal den potentielle besparelse måles i milliarder, idet der i 2016 var mere end 3.300 tilskadekomne eller dræbte i trafikken.

Politikerne skal have ros for at være på forkant med udviklingen og gå foran med implementeringen af sikkerhedsteknologier, som de nye typer biler bringer med sig. Derfor er Rådet for Sikker Trafik glade for forsøgsordningen, som åbner for at teste både førerløse og selvkørende biler, så Danmark forhåbentligt kan høste erfaringer tidligt og blive nogle af de førende på området i verden.

Vi ønsker ikke at male fanden på væggen, men det er klart, at hvis et hackerangreb mod tusind biler lykkedes, ville det potentielt kunne koste menneskeliv.

Mogens Kjærgaard Møller
Direktør i Rådet for Sikker Trafik

Stadig udfordringer
Når det så er sagt, er der stadig udfordringer. Virksomheder, der ønsker at deltage i forsøgsordningen, skal således ansøge om at deltage og derefter godkendes. Udfordringen i den forbindelse består i, at ansøgningen skal indeholde en udtalelse med en trafiksikkerhedsmæssig vurdering foretaget af en ”uafhængig, kompetent assessor”.

Det er ganske enkelt svært på nuværende tidspunkt at se, hvilken enkeltstående person, organisation eller myndighed, der på alle relevante parametre skal kunne give en kvalificeret vurdering af, om et forsøg kan gennemføres inden for rammerne af en normal trafikal risiko. Og afgørende er det selvfølgelig, at forsøgsordningen ikke bidrager til en stigning i antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken.

Farer for hackerangreb
Den nye teknologi i bilerne åbner samtidigt for nye udfordringer, som tidligere mindede om den rene science fiction, men som allerede nu er en realitet, vi må forholde os til. Der er allerede set adskillige eksempler på, at moderne biler kan hackes, hvilket kan medføre nye problemstillinger for trafiksikkerheden, hvor det måske kun er fantasien, der udgør en begrænsning.

Tilbage i 2015 måtte en amerikansk bilfabrikant tilbagekalde 1,4 mio. biler, som havde risiko for at blive hacket, så det er en problemstilling, der skal tages alvorligt. Vi ønsker ikke at male fanden på væggen, men det er klart, at hvis et hackerangreb mod tusind biler lykkedes, ville det potentielt kunne koste menneskeliv. Det virker desuden uafklaret, hvem der har ansvaret i en hackingsituation. Det strafferetlige ansvar er naturligvis hackerens, men hvor placerer man det civilretlige (erstatningsretlige) ansvar?

I Rådet for Sikker Trafik ser vi altså teknologien som en af de måder, hvorpå vi kan nedbringe antallet af trafikofre, men vi mener, at man i størst mulig grad skal sikre sig, at teknologien, lovgivningen og trafikanterne er klar til de nye landvindinger. Forsøgsordningen kan være med til at finde svar på de uforløste spørgsmål, så lad os endelig komme i gang.

Dokumentation

Temadebat: Er Danmark klar til selvkørende biler?

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) vil med ny lovgivning sætte turbo på udviklingen for selvkørende biler i Danmark. Altinget har spurgt et hold af debattører, om Danmark er klar.

Mød panelet her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Kjærgaard Møller

Adm. direktør, Rådet for Sikker Trafik
cand.jur. (Københavns Uni. 1985)

0:000:00