Kønsforskers nye bog giver de perspektiver, vi længe har manglet i debatten om børns diagnoser

Fagligheden fornægter sig ikke

Følelsen af ensomhed vil mange forældre kunne spejle sig i. Men de fleste skubber den væk, fordi det er et vilkår ved at være forældre, at man ikke kan dyrke sine egne følelser, når man har et barn, der ikke passer ind i samfundets standardmodel.

Oskar er heldig, at han har fået Christian Groes som far.

Trine Bramsen (S)

Oskar er heldig, at han har fået Christian Groes som far. Han vokser op i en familie, hvor der er en lyst og evne til at forstå, hvem han er som barn og menneske. Det er ikke alle forundt.

Men rigtig mange kan låne noget af familiens styrke ved at læse Groes' bog.

I bogen fornægter Christian Groes' faglighed som en af Danmarks dygtigste kønsforskere sig ikke. Der er stærke paralleller til forståelsen af køn og seksualitet gennem tiden, som understreger bogens klare pointe:

Vores forståelse af mennesker er til forhandling. Når kvinder med afvigende adfærd – herunder seksuelle lyster – blev anbragt på Sprogø og Livø, og da 5000 kvinder blev steriliseret af staten, så var det et udtryk for den tids syn på normalen.

Og når man i mange år betragtede homoseksualitet som en brist i opdragelsen, og indtil 1981 arbejdede på at kurere den, så var det også et udtryk for den stærke kraft, som forsøget på normalisering i samfundet er.

Dermed bliver bogen også rigtig stærk – og tæt på politisk – når Groes funderer over sammenhængen mellem menneskesyn og lysten til at forstå diagnoser. For først som sidst står ønsket, evnen og viljen til at forstå andre mennesker – også dem, der opfører sig anderledes end en selv.

Ét langhåret element

I en tid med nationalkonservative strømninger, hvor mange er hurtige til at putte andre i kasser, og hvor alle synes at have ret til at udtale sig som eksperter, er bogen et væsentligt samfundsbidrag.

Hvis jeg skal pege på et element, der i bogen bliver lidt langhåret for en lettere firkantet tænkende socialdemokrat som mig, så er det beskrivelsen af Satéré-folket, der lever langs Andirá- og Marau-floderne i Amazonjunglen. Her boede Groes som ung antropolog for at studere myter, ritualer, magtstrukturer med videre.

I en tid med nationalkonservative strømninger er bogen et væsentligt samfundsbidrag.

Trine Bramsen (S)

Jeg forstår godt pointen med, at det er inddraget i bogen, for også i andre kulturer er der afstandtagen fra dem, der opfører sig anderledes end flertallet. Og diagnoser er ikke forbeholdt vestlig kultur.

Men for mig tager det fortællingen lidt for langt væk fra Christian og Oskars fortælling, der i mine øjne er kernen af bogen.

Centralt i bogens fortællekraft er en overvejelse fra Oskars side om at skrive et brev til statsministeren for at stille spørgsmålet:

“Hvorfor det er os, der skal lære at være som normale børn?”

Det brev fik Oskar ikke sendt. I stedet skrev hans far en både relevant og vigtig bog, som mange kan få glæde af.

Jeg er ikke statsminister. Men havde Oskar skrevet et brev til mig, da jeg var ligestillingsminister, havde mit svar lydt sådan her:

“Kære Oskar, tak for dit brev. Normal er programmet på en vaskemaskine. Ikke på et menneske. Alle mennesker er forskellige – og heldigvis for det. Ellers ville det også være så kedeligt. Jeg håber, at du finder et sted i samfundet, hvor du passer ind og bliver anerkendt for den, du er. Også selvom du skal lede, blive skuffet og bede dine forældre om hjælp. Der er plads til dig. P.S. hils din far og sig tak for en god bog. Den fået 5 A'er i Altinget.”