Nima Zamani: Det er ikke mig, der har adhd. Det er samfundet

For os, der først som voksne får en adhd-diagnose – i mit tilfælde add-forgreningen, hvor den typiske ydre uro sidder indvendigt som ti tv-kanaler, der kører på én gang – begynder oplevelsen tidligt. Længe før vi overhovedet får ord for det.

Udefra lignede det dovenskab eller forstyrrende rastløshed. Indeni føltes det som at skulle træde dobbelt så hårdt. At virke organiseret på overfladen, mens man kæmpede indeni. At være teenager og opleve, at de andre begyndte at skabe overblikket, mens man følte, at man mistede sit.

Jeg har svært ved, at samfundets strukturer kræver, at diagnosticeringerne overhovedet skal finde sted.

Nima Zamani

I 2008 offentliggjorde forskere et studie af Ariaal-folket i det nordlige Kenya – en nomadisk jæger-stamme. Forskerne undersøgte en genetisk variation, som ofte forbindes med adhd-lignende symptomer i et moderne samfund. I det traditionelle nomadeliv var varianten en styrke. De, der havde disse adhd-lignende træk, var bedre jægere, hurtigere til at handle i uforudsigelige situationer og havde højere status i gruppen.  

Da forskerne sammenlignede gruppen med stammemedlemmer, der flyttede til mere moderne byer, vendte billedet. Pludselig klarede de med adhd-profilen sig markant dårligere – både socialt og økonomisk. Deres rastløshed var engang en ressource. Det var den ikke længere.

Når jeg fortæller folk, at jeg har add, får jeg næsten altid det samme spørgsmål: "Er du så kommet på medicin?" Det er, som om det er den naturlige – ja, nærmest forventede – reaktion på diagnosen. At starte på Elvanse eller Ritalin. Statsautoriseret amfetamin. Tilskudsberettiget. Og med det en følelse af at "fungere".

Når vi roser medicinen for at være livsforandrende for stadigt flere og flere, bør vi også spørge os selv: Livsforandrende i forhold til hvad? En kontorarbejdsdag fra otte til 16? Et klasselokale, hvor ro og ensretning er grundstenen? Et samfund, hvor produktivitet er vigtigere end trivsel, selv om netop trivsel højst sandsynligt skaber mere produktivitet?

Det er absurd, at man skal prøve sig frem mellem forskellige typer statsautoriseret amfetamin for at finde den, man kan eksistere med.

Nima Zamani

Da jeg først blev diagnosticeret, var det næsten en selvfølge, at jeg skulle starte på medicin. Det ville fungere som en krykke i et liv med struktureret skole- eller arbejdsgang.

Først Ritalin. Så Concerta. Så en lidt lavere dosis Concerta. Derefter tilbage til en lidt højere dosis Concerta. Til sidst Elvanse. Tre forskellige slags centralstimulerende medicin. Tre forskellige typer bivirkninger. Først angst og søvnløshed. Så hovedpine og lettere mavepine. Det meste af tiden lidt for svedige håndflader. Først med den tredje variant kunne jeg fungere nogenlunde.

Det er i sig selv absurd: At man skal prøve sig frem mellem forskellige typer statsautoriseret amfetamin for at finde den, man kan eksistere med – ikke for at hele, men for at passe ind. Det siger noget om, hvor normaliseret medicinsk tilpasning til et rigidt, ja nærmest arrogant system, er blevet.

Den ungarsk-canadiske læge Gabor Maté har i årtier arbejdet med adhd. Han peger på, at hvis noget er en genetisk defekt, ville antallet af tilfælde ikke eksplodere på få årtier. Gener ændrer sig ikke så hurtigt. Det gør samfund.

Maté beskriver ikke adhd som en isoleret hjernesygdom, men som en respons på et overstimuleret, hyperkomplekst miljø, der er fjendtligt over for koncentrationsformer uden for normen. Der er med andre ord en uforenelighed mellem forskellige sind og de krav, vi stiller til dem.

Når diagnoserne eksploderer, er det jo ikke nødvendigvis, fordi flere pludselig fejler noget. Det kan være, fordi flere ikke længere kan passe ind i strukturen.

Jeg glemmer stadig nøgler og har låsesmeden på "speed-dial". Og jeg stirrer mig stadig blind på syv til otte ufærdige idéer på én gang, mens resten af verden går i stå. Jeg ligner stadig én, der er fløjtende ligeglad med, hvad du siger, fordi mine tanker og mit blik vandrer, mens du taler til mig. Jeg er effektiv i begyndelsen af en social sammenhæng. Jeg er udmattet midtvejs i den samme sociale sammenhæng.

Men jeg er også den, der handler hurtig  og kaster mig ind i projekter med en intensitet, man ikke kan tillære sig. Og jeg kan udrette meget på kort tid, mens jeg måske er knap så effektiv over længere tid.

Gener ændrer sig ikke så hurtigt. Det gør samfund.

Nima Zamani

I gymnasiet blev jeg student trods 30 procents fravær. Jeg var god til eksaminer. På universitetet fik jeg min kandidatgrad trods tæt på 100 procents fravær. Da jeg havde et halvt år til at skrive mit speciale, brugte jeg kun de sidste tre uger, hvor jeg til gengæld var hyper-fokuseret og præsterede godt.

Problemet var bare, at det var behæftet med konstant dårlig samvittighed, fordi den måde at arbejde på generelt bliver opfattet som uansvarlig, doven, risikabel, upålidelig og udedikeret.

Det er ikke os, der skal tilpasses – det er samfundet. Jeg vil gerne tage imod hjælp til at forstå min hjerne. Det er da spændende. Ligesom for enhver anden. Men jeg vil ikke medicineres for at blive mindre mig.

Vi kan skabe skoler, hvor læring ikke er lig med at komme det samme sted i mindst ni år og sidde stille meget af tiden.

Nima Zamani

Vi kan indrette os på måder, der rummer flere slags hjerner. Vi kan skabe skoler, hvor læring ikke er lig med at komme det samme sted i mindst ni år, sidde stille meget af tiden, have de klassiske fag eller allerhøjst byde på en ny skolereform, der kun handler om at gøre tingene anderledes indenfor den samme ramme.

Vi kan holde op med blåøjet at insistere på, at alting skal kunne puttes ind dér.

Vi kan skabe arbejdspladser, hvor fleksibilitet ikke er et privilegium men en grundstruktur. Vi kan anerkende, at forskellighed ikke er en sygdom eller lidelse, der skal være blandt årsagerne til, at psykiatrien åbenlyst og af hensyn til alle parter skal tilføres flere ressourcer.

For det er ikke nødvendigvis os, der har adhd, der har ændret os. Det kan lige så godt være samfundet. Og så kan du passende lige prøve flere forskellige typer "speed" af for at føle dig som en del af fællesskabet.